Bjørnetjeneste. De medvirkende i DR's dokumentar har alle været ofre for åndssvageforsorgens velmende stratigi mod psykisk udviklingshæmmede.
Foto: Pr-foto: DR

Bjørnetjeneste. De medvirkende i DR's dokumentar har alle været ofre for åndssvageforsorgens velmende stratigi mod psykisk udviklingshæmmede.

Film og tv

DR-dokumentar giver rystende skildring af behandling af udviklingshæmmede

Behandlingen gemme de sidste 100 år er ikke så lidt skræmmende.

Film og tv

Lone er helt vild med katte, fortæller hun. For når man har en kat, har man altid en at tale med og en at kæle for. Når hun fortæller det, forstår man som seer instinktivt, at den tryghed, der ligger i at have et blødt og varmt kæledyr som selskab, ikke altid har været en del af hendes liv. Man fornemmer også, at hun ikke er helt almindelig, fordi hendes sprog er besværet og hendes mimik stikker lidt af i forhold til den gængse norm. Men hun taler engageret og eftertænksomt, så det mildest talt er uforståeligt, hvorfor hun skulle være indespærret på en institution i mere end 20 år. Og det er slående, at hun ikke udtrykker mere vrede, end tilfældet er.

Arne slap med lidt over 10 år i åndssvageforsorgens klør. Som 6-årig blev han tvangsfjernet fra sin mor og sendt på et hjem. Det var det bedste for ham, fik hans mor at vide. Så kunne han være sammen med andre af sin egen slags. Kun en gang om måneden fik han besøg af sin mor, og hun blev modtaget af en renvasket dreng i stiveste puds, så man rigtig kunne se, at der sandelig ikke var nogen problemer med tumperne på anstalten.

Camilla derimod er vred. Hun blev tvangssteriliseret som 18-årig, og fordi hun ikke bøjede nakken, men stak af, hvis den pædagogiske kost blev for skrap, endte hun på en ø-lejr for særligt vanartede fruentimmere. Det var kun, fordi det lykkedes hende at flygte til Sverige, hun endte med at få en rimelig tilværelse – til og med en med mand og hunde.

Rystende

Det er pænt rystende at være vidne til de tre afsnit om de åndssvages historie i Danmark. Dels fordi det rent ud sagt er rystende, hvad de har måttet stå model til af vanærende og dehumaniserende tiltag fra på papiret velmenende myndigheders side. Dels fordi de tre hovedvidner er så ind i helvede søde og eftergivende. De er bare glade for, at det for deres vedkommende endte nogenlunde, for de kender til andre, for hvem det er gået værre. Camilla kan eksempelvis berette om piger, der efter pubertet og sterilisation kom ud at tjene – med løntilskud, så de var gratis – på gårde under slavelignende forhold, hvor voldtægt var en vanemæssig forekomst.

En nu pensioneret omsorgsmedarbejder kan fra sin praktiktid i forsorgen – og her taler vi ikke mellemkrigstiden, men noget, der ligner vore dage – fortælle om permanente bæltefikseringer af mennesker på lukkede afdelinger uden nogen form for ergoterapi, samtale eller menneskelig kontakt.

LÆS OGSÅ:

Sorteringen var også grovkornet. Grænsen for, hvornår et menneske var dømt uegnet til at deltage i det almene samfund, lå på 75 IQ-point. Men testene blev ikke afholdt under standardiserede forhold, og andre observationer end de rent tekniske indgik i bedømmelsen. Et af hovedvidnerne, Arne, blev målt til fire forskellige kvotienter, hvor af de to var 72 og 73, en bundskraber 62, mens en sidste var på 77. Det drejer sig altså om et menneske i en absolut gråzone, som i dag kunne være blevet en glimrende deltager i et reality-show.

Rammer hovedet på sømmet

Denne tankevækkende arkæologi udi vort samfunds syn på åndssvage er afviklet aldeles straight. Substansen er samtaler med Arne, Lone og Camilla, og så er der et par fagfolk samt en bror til et offer, Gerda, der i dag bor i et oldekolle for psykisk udviklingshæmmende. For at skabe pauser mellem de talende hoveder, er der fotos og klip fra allehånde institutioner. De er ikke nødvendigvis historisk akkurate i forhold til de perioder, de bruges som illustrationer af. Men de er eddermane sigende for, hvordan det generelt har været.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det, der imidlertid for alvor rammer hovedet på sømmet og giver én småraseri og trang til at råbe: ’Det er sgu da det rene og skære fascisme, for fanden i fænghullet!’, er de ordrette citater fra Steinckes skriverier og fra udtalelser om de arme stakler, hvor ord som ’underlødige’ og ’undermålere’ indgår. Ganske foruroligede, at vi i dette land for mindre end et århundrede siden har set sådan på mennesker med alternativ intelligens.

SE OGSÅ:

Der kommer en del historieskrivning på skærmen i disse år. Liv Thomsens fremragende serie om fattigvæsenet er et eksempel, og denne serie en anden. Begge er et fornemt korrektiv til vores forkromede selvforståelse som landet, der har taget sig så fint af sine svage fra dag et.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce