Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uskyldig? Steven Avery er omdrejningspunktet i den populære Netflix-serie 'Making a Murderer'. Illustration: Christina Sonet / Netflix

Uskyldig? Steven Avery er omdrejningspunktet i den populære Netflix-serie 'Making a Murderer'. Illustration: Christina Sonet / Netflix

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selvhjælpsguide: Seks trin til at tackle true crime-hysteriet

Vi guider dig igennem sofadetektivens mange følelser, mens endnu et true crime-fænomen eksploderer - fra OMG-stadiet over skam til accept.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er opstået et forudsigeligt handlingsforløb, når folk ser superpopulære true crime-serier som Netflix’ ’Making a Murderer’:

Dokuseriens sag vokser sig større end serien selv. Det skader dokumentaristernes og deres fans’ troværdighed.

Vi optegner forløbet og kommer med råd til, hvordan du kan forblive forarget sofadetektiv uden at skulle føle dig som en naiv idiot:

1. OMG-stadiet

Du har opsnappet, at en eller anden ny true crime-serie skulle være the shit. Og efter at være kommet cirka midtvejs i serien, kan du mærke skiftet fra interesseret til fuldblodsengageret. Seriens karakterer er blevet dine venner (og fjender), du har afsnit efter afsnit ophobet så meget information om sagen, at du nu har en personlig teori om, hvordan alt hænger sammen. Måske føler du dig dertil ekstra godt tilpas med dit engagement, fordi dokumentarfilm normalt er lidt tørre. Men nu er du altså hooked på virkelighedens fortællinger som en junkie efter crack. Dit fix er vilde cliffhangere. Så råber du: OMG!


2. (Selv)hype

Snart er denne OMG!-følelse ikke længere blot en sag for dig selv og en eventuel true crime-sofapartner. Nu prøver du alle steder på at starte samtaler om serien, så du kan indlemme andre i tilstanden af kronisk fascination. Du citerer rigmanden Robert Durst fra ’The Jinx’ for noget skummelt, eller du skriver måske ’Free Adnan!’ (for sjov) på Facebook som en hilsen til den eksklusive ’Serial’-lytterskare. Eller også omdanner du dit profilbillede til de heroiske forsvarsadvokater fra ’Making a Murderer’ som en semiironisk hyldest til retfærdighed i en tilsyneladende systematisk svigefuld verden. Internettet er helt på bølgelænge med dig. Der bliver skrevet kække tweets og artikler på Buzzfeed, lavet gifs og sjove lister, der alle tilbyder tilfredsstillelsen ved kollektivt at svælge i den berusende tilstand af hyggelig true crime-besættelse.

3: Fra sofaopklarer til netdetektiv

Snart er det ikke længere nok blot at dyrke seriens fascinerende iscenesatte fremstilling af virkeligheden. Nu er seriens sag blevet større end serien. Medier og folk på det brugerstyrede nyhedssite Reddit er begyndt at efterforske forbrydelserne selv og vurdere seriens fremstilling af selvsamme. Distinktionen mellem kreativt fortalt dokumentarisme og regelret journalistik er ophævet.

4. Sofaaktivisme

Og pludseligt er ’Free Adnan’ ikke bare en ironisk kommentar til en serie, som du som udgangspunkt åd som underholdning. Nu kan du sofaaktivistisk, gennem hashtags eller underskriftindsamlinger eller pengeindsamlinger, være med til at heppe på, at en eventuelt uskyldigt dømt får genåbnet sin sag (eller at en skyldig bør ryge direkte i fængsel) eller, som i tilfældet med ’Making a Murderer’, kræve den potentielt uskyldigt dømte løsladt – også selv om det (heldigvis) ikke helt er sådan, retssystemet fungerer.

5. Skamstadiet

Det netdetektiviske og sofaaktivistiske er nu det, der genererer nye historier i medierne. Jo mere impulsivt og affektivt folk reagerer på serien og forholder sig til den som direkte bevis i en sag, jo vigtigere bliver det for andre at tage afstand – ikke blot fra (over)reaktionerne, men snart også fra serien selv. Nu kommer der stribevis af artikler og kommentarer, der påpeger, hvordan true crime-serien er redigeret og fortællegrebene manipulerende.

Pludselig skal man føle sig lidt dum, hvis man har ladet sig rive med af dokumentaristernes fortælling. Din oprindelige begejstring ved serien begynder at falme i forvirringen over, hvad det egentlig var, du oplevede, da du så serien i første omgang.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Blev du ført bag lyset?

6. Acceptstadiet

Blev du? I fortvivlelse griber du til denne guide. Den beder dig i punkt 6 om at gå tilbage til punkt 3 og blive der. I så fald kan du blot acceptere, at true crime-serier naturligvis er en redigeret vinkling af virkeligheden.

Og så skal du heller ikke gøre dig til jury over seriens sag og karakterer, men kan nyde værket med samme naturlige skepsis på bund af indsigtsudvidende interesse, som du ser fiktionsfilm med.

Og når du nu er blevet virkelighedsengageret via klog underholdning, kan du jo læse den journalistiske behandling af seriens sag uden at føle dig svigtet af serien i sig selv. Man kan godt både være hyggedetektivisk og sofaforarget uden at skulle føle sig som en idiot.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden