Klip. Polskfødte Marta kom til Danmark i begyndelsen af 1970'erne og slog sig ned på Nørrebro med Salon Guldsaksen. Hun bor godt nok i et hus med hunden Fiffi, men de fleste af døgnets timer tilbringes med kunderne i biksen i Guldbergsgade. Foto: Bjarne B. Hermansen
Foto: Bjarne B. Hermansen

Klip. Polskfødte Marta kom til Danmark i begyndelsen af 1970'erne og slog sig ned på Nørrebro med Salon Guldsaksen. Hun bor godt nok i et hus med hunden Fiffi, men de fleste af døgnets timer tilbringes med kunderne i biksen i Guldbergsgade. Foto: Bjarne B. Hermansen

Film og tv

Livsbekræftende dokumentarserie har Nørrebros Penny Lane i hovedrollen

Serien om livet i og omkring 'Guldsaksen' er hyggelig underholdning, der ikke taler med store bogstaver.

Film og tv

Beatles-nummeret ’Penny Lane’ handler om en gade i Liverpool i nærheden af John Lennons barndomshjem, og en af personerne i teksten er en barber, der viser billeder af alle de hoveder, han har haft fornøjelsen af at klippe.

Og sangen er af borgerlige debattører blevet fremhævet som et eksempel på, hvorledes civilsamfundet løser problemerne uden statens indblanding.

Årsagen til, at dette nummer bringes i spil, er, at dokumentarserien om frisørsalonen Guldsaksen på Nørrebro tegner et portræt af et lille samfund i samfundet, og at etablissementets polskfødte indehaverske også fortæller om sine kunder, levende såvel som døde.

Sjælesørger og socialrådgiver

Set udefra er biksen et sted, hvor man får tæmmet krøllerne og læst ugens udgave af Billed-Bladet, men ved nærmere granskning er der tale om et center for en gruppe især ældre mennesker, der bruger salonen som være- og mødested, og indehaversken som sjælesørger, socialrådgiver og veninde.

Og ved siden af Guldsaksen ligger der en indvandrerbutik, som sælger smøger og kolde bajere, men sandelig også bringer varer ud til de gangbesværede, hjælper med giroindbetalinger og har tid til en sludder og en kop af den evindelige termokaffe.

Altså agerer der, hvor velfærdssamfundets hjemmehjælp er blevet reduceret til det mest nødtørftige.

I den sammenhæng er Marta og hendes frisørsalon at betragte som et naturligt genereret alternativ til den kommunale bænk – eller ensomheden foran fjernsynet.

Og derfor bliver serien, der ganske tyst og aldeles uden polemisk intention fortæller sine historier, faktisk en fortælling om en social kultur på egne præmisser, først og fremmest skabt af Marta, for hvem klipningen og koldpermanenterne er et fag, mens omgangen med kunderne og de sociale aspekter af det at drive forretningen er et kald i ordets egentlige betydning: det, hun føler, hun er sat her på planeten for at gøre.

Kisser, Lærke, Jaques og ham med Pitbull-trøjen

Konflikterne er ikke voldsomme og sjælerystende, selv om der såmænd er både kriser og regulære nedture. De er måske ikke af den slags, der finder vej til tabloidernes forsider, men derfor kan de være reelle nok. For selv om éns univers er til at overskue og måske mere er at ligne med Frederiksholms Kanal end Verdenshavet, er bølgerne tilstrækkelige til at give eksistentiel søsyge.

Der er andre store spørgsmål end ’hvad er meningen med livet?’. Og det sætter sådan et stykke hverdagsdokumentar en fed streg under. Med en ganske sagte melankoli. Men heldigvis uden den rendestensromantik, der ofte præger skildringerne af, hvordan den anden halvdel går og har det.

Desuden har man en stærk fornemmelse af, at de kommende tre afsnit vil byde på mere drama. Det ligger ligesom i luften og oplægget.

Man kunne spørge til den journalistiske berettigelse af en sådan serie. For hvad vil den ud over med loyalitet og lune at fremvise en håndfuld mennesker i deres sociale habitat fyldt med filtercigaretter, håndbajere og plastiktræsko?

Tilsyneladende intet som helst. Men det er faktisk også aldeles rigeligt, al den stund at man som seer bliver klogere på sit land og sit samfund, fordi man bringes et sted hen, hvor der ikke spises spelt i PH-lampens milde lys. Og hvor denne avis’ ledende artikler kun sjældent bliver brugt til at andet end at lægge i bunden af undulatbure og pakke fisk ind i.

Det er helt almindelige, men lattermilde og bramfri eksistenser, der fortæller om sig selv og hinanden på en interessant facon. Og man kommer sgu til at holde lidt af Kisser, Lærke, Jaques, ham med Pitbull-trøjen, Marta, gutterne fra købmanden og de andre folk fra Guldsaksen. Hvilket vel ikke kan ses som andet end en ros til programmet.

Det bringer os lidt tættere på nogen, vi ikke kendte før. Og efterfølgende klinger de, ligesom sangen om Penny Lane, i såvel øjne som øren.

--------------------------

Rettelse: Vi skrev i en tidligere version, at 'Penny Lane' var B-siden til 'Strawberry Fields Forever'. Det er forkert: Pladen udkom som en såkaldt dobbelt A-side.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce