Foto: Arkivfoto
Film og tv

DR laver borgerlig fortsættelse af 'Matador'

Som modsvar på kritikken af ’1864’ laver DR nu en fortsættelse af den mest populære tv-serie nogensinde, ’Matador’. Og her bliver heltene liberale, lover DR.

Film og tv

Denne historie passer ikke, da der er tale om Politikens aprilsnar 2016

Lige siden det 24. og sidste afsnit af tv-serien ’Matador’ løb over tv-skærmene i 1981, har danskerne været nysgerrige efter, hvad der skete i Korsbæk og med familierne Skjern og Varnæs.

Det får seerne svar på i 2018. DR har nemlig besluttet at genoplive en af de største succeser i Danmarks Radios historie, Lise Nørgaards tv-serie ’Matador’. DR har sat manuskriptarbejdet i gang til en fortsættelse af tv-serien, der lagde gaderne øde i 1970’erne og igen, da den blev genudsendt i midten af 1980’erne. Planen er at begynde optagelserne i 2017, så seerne kan få de første seks afsnit at se i løbet af vinteren 2018-2019.

»Matador er jo blevet nationalt arvesølv, og derfor er det også med en vis nervøsitet, at vi kaster os ud i en fortsættelse«, siger DR’s dramachef Piv Bernth.

»Men vi tror, at vi med en selvstændig fortsættelse, der følger udviklingen i familierne i Korsbæk fra slutningen af 1950’erne, og op gennem 60’erne og 70’erne, kan fortælle historien om nogle skelsættende årtier i danmarkshistorien og give et anderledes blik på de årtier, end vi er vant til i dramaserier«.

Gabold er kritisk

DR, der i forbindelse med tv-serier som ’Krøniken’, ’Borgen’ og ikke mindst ’1864’ er blevet beskyldt for at være venstreorienterede og gøre de røde til helte og borgerlige til skurke, forsøger på forhånd at imødekomme den kritik.

I de nye afsnit af ’Matador’ vil der være særdeles kritisk fokus på ungdomsoprøret samt marxisternes fremstormen på universiteterne, ligesom der vil være kritik af Socialdemokraterne, som førte Danmark ud på afgrundens rand, indtil den konservative Poul Schlüter fik landet på ret kurs.

»Vi kommer blandt andet til at følge Ellen Skjerns søn, Aksel, der bliver født i 1948 og er en Henrik Stangerupsk figur, der er fascineret af rock’n’roll og ungdomsoprøret, men samtidig opponerer mod ensretningen på universiteterne og kæmper for at fastholde liberale frihedsidealer«, siger Piv Bernth.

Det er er et knæfald for DF

DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold havde selv planer om en fortsættelse af ’Matador’, men er særdeles kritisk over for, at DR bøjer sig for kritikken af, at tv-serier under hans ledelse var for ’røde’.

»Det er er et knæfald for Dansk Folkeparti«, siger han.

Mads Skjern og chillummen

Fortsættelsen skal instrueres og skrives af makkerparret Hella Joof og Mette Heeno, der er aktuelle med tv-serien ’Bedre skilt end aldrig’ på TV 2. Hella Joof lagde under sidste valgkamp ikke skjul på, at hendes stemme gik til Liberal Alliance.

Flere af de nye afsnit vil baserem sig på nogle af Lise Nørgaards oprindelige ideer. Nørgaard forestillede sig, at ’Matador’ skulle fortsætte til 1972. Men da en storm ødelagde kulisserne, og der også var pengemangel i DR, valgte hun og instruktør Erik Balling at stoppe serien i 1947, hvor Varnæs-parret fejrede sølvbryllup.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den nu 98-årige Lise Nørgaard har sagt ja til at fungere som konsulent på de nye afsnit, som Mette Heeno er i fuld gang med at skrive, oplyser Piv Bernth.

Den nye serie springer 11 år frem i tiden og begynder i 1958 med Aksels 10-års fødselsdag. Krigen er kommet på afstand, og velfærdssamfundet er ved at gøre sit indtog i Korsbæk. I første afsnit bliver branddammen lavet om til parkeringspladser. Og i løbet af serien vil byen få gågade, solarium, kinagrill og motionscenter.

Mads Skjerns imperium har fortsat vokseværk og omfatter nu hele Danmark. Han etablerer en supermarkedskæde og kaster sig med stor succes over charterturisme. Han og Ingeborg får boliger i Schweiz og på Rivieraen og penthouselejlighed i København. Den tidligere kogekone Agnes overtager den daglige ledelse af forretningerne.

At tiderne skifter, står lysende klart ved Mads’ 70 års fødselsdag, hvor et barnebarn i afghanerpels ammer ved det fine bord, mens kæresten lader en chillum gå rundt. Mads er ikke helt upåvirket af tidsånden, og som en anden Spies lader han skægget gro og eksperimenterer med lsd – også fordi det er godt for forretningen. Men han har ikke glemt sine værdier, og i sine sidste leveår er han med til at bane vejen for den konservative statsminister, som redder landet i 1980’erne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce