Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I superheltefilmen 'Captain America: Civil War' står medlemmerne af Avengers over for en intern konflikt, som overgår alle tidligere stridigheder. Grunden skal findes i regeringens nye lov, der skal registrere alle mennesker med overnaturlige kræfter. Iron Man støtter op omkring loven, mens hans Avengers-kollega, Captain America, er modstander af tiltaget. Uenighederne fører til decideret kamp mellem tidligere allierede, og andre helte tilslutter sig hver sin side og gør sig klar til et massivt opgør. Kilde: Walt Disney Pictures

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skurke med morkomplekser og helte som sørgende børn

Marvels seneste superheltefilm, ’Captain America: Civil War’, byder både på en parade af introvold og lirede vittighedsspækkede kampscener.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skurke er gode mennesker, der ikke har fået bearbejdet deres mor- og farkomplekser. Og skurkagtiggjorte superhelte er gode superhelte med et sørgende barn indeni, sådan et, der pludselig lader vreden, sorgen, kærligheden regere frem for den alment gavnlige retfærdighedssans.

Den slags indsigt håndfodres man med i superheltefilm – ikke mindst i DC Comics og Marvels seneste borgerkrigsdramatiske af slagsen, de to tematisk parallelle ’Batman vs Superman’ og nu ’Captain America: Civil War’.

Med kun en måneds premiereafstand mellem de to er det svært ikke også at tænke på tegneseriegiganternes storfilm som en kamp i sig selv. I så fald vinder Marvel suverænt med sin ’Celebrity Big Brother’-agtige møde mellem trikot og lirede robotdragter.

For selv om den ariske duks Steve Rogers/Captain America (Chris Evans) i sig selv er en lige så kedelig og bøvet superhelt som Superman og Batman, når Zack Snyder gør dem til vraltende muskelbundter, der lemfældigt spilles ud mod hinanden og forsones via moderkærlighed, så opvejer Russo-brødrene i ’Captain America’ deres hovedpersons pænhed ved at omfavne genrens dejlige latterlighed, ved at være skarp på nuancer i det gigantiske persongalleri og ved at ryste en ret troværdig version af ideologisk kompleksitet ud af posen.

Captain America og hele Avengers-holdet er efter en serie destruktive kampe i verden blevet pålagt at underlægge sig FN. Pensioneret Iron Man og milliardær-geni Tony Stark (Robert Downey Jr.) accepterer, mens Captain America stoler mere på sin mave end på politik. Det deler helteflokken på midten, mens der oprustes med bl.a. Ant-Man (Paul Rudd) og en dilettantisk og kæk Spiderman (Tom Holland).

Mens filmens første dystre del er en trættende parade af introvold, der føles underligt flimrende i 2D-versionen, liver det hele op, når de to fraktioner begynder at bekrige hinanden i lirede vittighedsspækkede kampscener. Det føles nærmest, som hvis børnene havde taget alle deres foretrukne actionfigurer med til fødselsdag og nu smadrede dem rutineret mod hinanden i ekstatisk legefryd.

På samme måde får galleriet af Avengers-helte lov til at glimre som bl.a. forpinte minoritetskarakterer – som når emo-teenager Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) med de vilde kræfter når frem til et bad ass-motto som pigen, andre vil holde nede: »Jeg kan ikke kontrollere deres frygt, kun min egen«. Det er også dejligt med en ny afrikansk helt/antihelt i Chadwick Boseman, og det er befriende selvironisk, at der lokkes til erotisk læsning af det ellers uengagerende forhold mellem Captain America og måske-skurk Bucky Barnes i en komisk intens scene, hvor Captain America holder Buckys helikopter tilbage, indtil hans biceps er ved at sprænges. Sødt.

Og så er der det der lidt letkøbte motivationstema med forældrekomplekserne. Men i ’Captain America’ hænger det sammen med spørgsmål om hævnere vs. beskyttere, frihed vs. fællesskabsforpligtelser, sådan at skurkagtighedsspørgsmålet aldrig helt banaliseres.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden