Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livsværk. 'Déjà vu' indeholder scener fra mange af Jon Bang Carslens tidligere film og fremstår alligevel som en ny erkendelsesrejse og også et livsværk efter 43 år som filminstruktør. I Déjà vu er der blandt andet scener fra 'Just the Right Amount of Violence' fra 2013. Nogle af optagelserne til den film fsndt sted i Nevada, hvor Jon Bang Carlsen her ses på en location.
Foto: Jon Bang Carlsen

Livsværk. 'Déjà vu' indeholder scener fra mange af Jon Bang Carslens tidligere film og fremstår alligevel som en ny erkendelsesrejse og også et livsværk efter 43 år som filminstruktør. I Déjà vu er der blandt andet scener fra 'Just the Right Amount of Violence' fra 2013. Nogle af optagelserne til den film fsndt sted i Nevada, hvor Jon Bang Carlsen her ses på en location.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jon Bang Carlsen: »Måske giver kun kærligheden os mulighed for at få et glimt af Gud«

Jon Bang Carlsen har oplevet verden gennem et kamera, siden han var 9 år. Nu er han 65 og kan se de lange tråde i sit liv og sine film.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I Jon Bang Carlsens nye film, ’Déjà vu’, er der adskillige billeder af afsidesliggende landsbyhuse og flere billeder af en globus. I andre film skabt af andre instruktører kunne landsbyhusene symbolisere det hjemlige, trygge og begrænsede, mens en drejende globus kunne være en metafor for det eventyrlystne, uforudsigelige og udviklende.

Sådan er det bare ikke kun og helt i ’Déjà vu’. Det særlige ved instruktørens fremstilling af tillukkede landsbyhuse i Danmark i 1950’erne, drabelige klippeformationer ved Cape Town i Sydafrika, vejrbidte ungkarle på den vindblæste irske vestkyst og for eksempel bevæbnede kursister på en kristen selvforsvarsskole i Phoenix, Arizona, er, at alle kulisserne er en del af den samme fortælling om et menneske, der i lighed med mange andre gennem et helt liv har ønsket at indhente det, han mistede som barn: kærligheden, troen og håbet.

Blot er det først nu, at det menneske, altså Jon Bang Carlsen selv, har alder, erfaring og livsklogskab til at se, hvad den livslange jagt gik ud på. På alle måder er ’Déjà vu’ et værk, som den nu 65-årige instruktør ikke kunne have lavet for 30 eller bare 10 år siden.

Det er ligesom at få revet sjælen ud af øret. Det er fandeme underligt

Det større billede

Helt karakteristisk er ’Déjà vu’ stilistisk eksperimenterende. Jon Bang Carlsen blandede dokumentarisme og fiktion, længe før det blev almindeligt, og var pioner inden for den iscenesatte dokumentar i Danmark. Det siges ligefrem, at han er ophavsmand til det danske begreb ’iscenesat dokumentarisme’.

I ’Déjà vu’ er det særligt nyskabende, at hele filmens billedside er optagelser fra en lang række af Jon Bang Carlsens mere end 40 tidligere film fra årene 1973 til 2013. Scenerne fra de ældre film har han selv og hans mangeårige klipper, Molly Malene Stensgaard, klippet sammen, så de sammen med Jon Bang Carlens indtaling udgør et nyt, helt værk i sig selv. Når han beskriver arbejdet med det enorme filmiske materiale, sammenligner han det med, at en gammel, erfaren kunstmaler lægger alle sine billeder på gulvet i atelieret og kravler op på en stige så høj, at han kan se alle billederne på en gang:

»Pludselig opdager han, at de alle sammen er fragmenter af et endnu større billede«, siger Jon Bang Carlsen. »Til sammen fortæller de en overliggende historie. En skæbnehistorie. Som selvfølgelig har meget at gøre med maleren selv. Men ikke kun med ham. For som alle vi ældgamle mænd ved: Når du bliver så gammel, at du kommer til den afsluttende akt i dit liv, så bliver en del af det liv, du før har levet, fiktion. På en eller anden måde ryger den personlige hinde af det, og det bliver en fortælling«.

I foråret blev ’Déjà vu’ vist på Thessaloniki dokumentarfilmfestival i Grækenland. Det er en festival, som besøges af mange almindelige grækere, der ikke arbejder med film. Til sin lettelse oplevede han i Grækenland, at filmens historie om en ældre mands rejse gennem livet gjorde dybt indtryk på grækere, der ikke aner, hvem han er og aldrig før havde set nogle af denne her danske auteurs mange værker:

»Det blev jeg selvfølgelig meget glad for. Min ambition har været, at ’Déjà vu’ skal opleves som en film i sig selv og ikke som et sammenklip af alt muligt fra mine gamle film. Den er sig selv, og rent billedmæssigt har det været frydefuldt at arbejde med materialet, for både mine spillefilm og de film, man kalder dokumentariske, hænger rent æstetisk sammen – de er jo alle set med mine øjne«, siger han og vender et øjeblik tilbage til sammenligningen med billedkunstnen:

»Det var en film, jeg måtte lave. Også for at bryde med, at film i sammenligning med for eksempel billedkunsten er en underlig stupid kunstart, hvor man ikke må arbejde videre på et materiale. Tænk på Cézanne. Han malede bjerget Sainte-Victoire igen og igen. Han fortalte netop sin historie ved at blive ved med at male den samme udsigt gennem forskellige stadier af sit liv. Det interessante, og det gælder også for film, er ikke, hvad motivet er, men hvordan man maler motivet eller fortæller historien. Og gentagelsen er vigtig. Ligesom den er i vores liv. Nogle gange må man vende tilbage til steder for at finde ud af, hvad de har betydet for en og aflæse dem i dybden. Det fik jeg muligheden for med denne film«.

En uvant situation

Vi mødes på en lille café i Gothersgade over for Kongens Have, og Jon Bang Carlsen har ladet mobilen ligge på bordet, så han jævnligt kan tjekke klokken: Han har lovet at hente to af børnebørnene i institutionen på Christianshavn klokken 16.

Håret er som sædvanlig ikke kortere, end at man aner antydningen af noget uforfængeligt uregerligt i det. De blågrå øjne synes at tænke koncentreret med, mens han typisk for sin måde at tale på via omveje gennem et uoverskueligt krat af bisætninger når frem til det, han gerne vil sige. Og den ternede, blågrå bomuldsskjorte ligner andre, jeg har set Jon Bang Carlsen i gennem det seneste halvandet årti på filmfestivaler og under interviews enten i hans og hustruen Madeleine Haywoods husmandssted i Harebjerg med mageløs udsigt over Nekseløbugten eller på cafeer i København.

Men der er en ny smerte dybt i blikket og en anderledes usikkerhed i kroppen, mens han modvilligt, for »vi skal jo tale om filmen«, fortæller, at hans elskede, irskfødte Madeleine for to måneder siden er død af cancer. Hun blev kun 58 år, de var sammen i 35, og hun var gjort af et ganske særligt, nærmest lysende imødekommende stof.

Jon Bang Carlsen blev færdig med ’Déjà vu’, mens hun var syg. Det er ikke med i filmen, at hun var syg, men »sine steder er der fornemmelser af det, der er sket«, siger han.

Nu er han i en uvant situation:

»Jeg har selvfølgelig børnene. Og børnebørnene. Vi er en stærk familie. Men man er jo groet sammen. Det er ligesom at få revet sjælen ud af øret. Det er fandeme underligt. Men jeg må jo kaste mig over arbejdet og langsomt finde ud af, hvornår jeg igen kan begynde at hive glæden ind ad fordøren«.

Det var sammen med Madeleine, Jon Bang Carlsen for alvor lærte kærligheden at kende, og kærligheden må vi tale om, for den – ikke mindst længslen efter den – ligger sammen med tro, tvivl og frygt som gennemgående tema i ’Déjà vu’.

Som instruktøren siger et sted i filmen om det meste af det hele i en enkel sætning: »Måske giver kun kærligheden os mulighed for at få et glimt af Gud«.

Det smukkeste? Det er at leve videre

Indledningsvis i filmen ser vi en lille dreng, der forestiller Jon Bang Carlsen som barn i 1950’ernes Vedbæk. Over sin seng har han et kristusbillede hængende. Han har fået det af sin far, og han tager det meget højtideligt:

»Det gør han, fordi han – jeg – kommer fra en kristen familie. Ikke overkristen, men alligevel så kristen, at man gik i kirke til jul og sådan noget. Samtidig ønsker det lille barn, som alle andre børn, at der er orden i tilværelsen, og at det går godt for mor og far. Sådan en lille dreng var jeg. Jeg lå på mine små knæ og bad til det billede, min far havde hængt op over sengen, så det kunne passe på mig«.

Gennemhullet af tvivl

Da drengen er i begyndelsen af sine teenageår, begynder hans forældre at skændes højlydt og voldsomt, og trygheden, der skulle have varet for altid, slår sprækker. Til sidst går den i stykker. Forældrene bliver skilt, faren forsvinder helt ud af familien, og moren forsvinder ind i sit eget mørke. Drengen synes, at manden på kristusbilledet forræderisk har brudt sit løfte til ham om, at der skulle være »total, vedblivende, uforanderlig kærlighed inden for familien«, siger Jon Bang Carlsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når man når til de ældre år i sit liv, bliver en del af ens historie til fiktion. Den personlige hinde ryger af, sagde han tidligere under interviewet. Mens han nu selv fortæller om nogle helt afgørende år i sit liv, skifter han mellem at tale i jeg-person og at omtale drengen i 3. person. I bevidsthed om, at dele af vores erindring er efterrationalisering og fiktion:

»Da kærligheden i familien gik i stykker, og min far forsvandt, tog jeg den ildrager, der lå ved kakkelovnen på mit og min søsters lille fælles værelse, stak den ind i ilden, gjorde den rødglødende og brændte så øjnene ud på manden på billedet. Hvorefter jeg oplevede det voldsomme, at dér, hvor øjnene havde været, var nu værelsets åndssvage tapet med prikker, der gentog sig selv i en evighed nærmest ind i døden. Efter det var den lille dreng meget frygtsom over for verden. Jeg havde set en eller anden sort farve, og hvis ting ikke havde en sort farve i sig, kunne jeg ikke relatere til dem«.

LÆS OGSÅ JON BANG CARLSENS KRONIK

Da Jon Bang Carlsen var 9 år, havde han fået et kamera af sin far. Efter skilsmissen lærte han at se på verden gennem det:

»Så snart denne her dreng har kameraet foran øjet, så tør han fantastiske ting. Han kan opsøge hvem som helst, han tør alt muligt, han ikke ville turde uden kameraet. Han står bag det og kigger gennem det lille nøglehul ud i verden. Selv er han usårlig. Derude sker der frygtelige ting, og der sker også nogle lykkelige ting. Men for drengen er problemet med de lykkelige ting, at de alt for ofte er en prolog til forræderiet«.

Det gentagne motiv

Da drengen Jon Bang Carlsen nogle år senere forlod barndommens landsby, drog han ud i verden i håb om, siger han, »på en eller anden måde at genskabe den vision, som jeg brændte ud af Jesus’ øjne. Eller finde en anden version af livet. Jeg begyndte at opsøge mennesker overalt på kloden i alle mulige kulturer, men jeg ledte jo efter det samme«.

Med kameraet som pensel har han på sin egen måde været maleren, der gentog motivet på et utal af måder i film fra Danmark, Irland, USA og Sydafrika, og uden at blive overforklarende samler han i ’Déjà vu’ de fremmede landskaber, de fremmedes udsagn og hele sin søgen til et større billede.

Hans forrige film var ’Just the Right Amount of Violence’, der havde premiere i 2013. Den handler om den brutalitet, der kan være under den tilsyneladende perfekt iscenesatte lykke i øvre middelklassemiljøer, hvad enten de eksisterer i Jon Bang Carlsens Vedbæk eller et sted i Nordamerika, hvor ’Just the Right Amount of Violence’ foregår.

I den film, som er en dokumentar med iscenesatte elementer, opleves forældres brutalitet over for børn, der ikke passer ind i de voksnes forestilling om kærligheden og lykken. Og det er en film, som han i lighed med ’Déjà vu’ først kunne lave efter selv at være nået frem til en dybere forståelse af kærligheden:

»Hen ad vejen forstod jeg endelig, at man ikke i kærlighed må fiksere billedet af den, man elsker. Man må ikke lukke et andet menneske ind i sin egen definition af, hvad han eller hun er. Det skal være et åbent univers, som det menneske, man elsker, frit kan vokse i«.

’Déjà vu’ tager sit publikum med på rejsen hen til det modne menneskes reflektioner. Undervejs møder man nogle af alle de mennesker, der har optrådt i Jon Bang Carlsens film. Den danske landbokone Jenny fra ’Jenny’ i 1977, den irske ungkarl Jimmy fra ’It’s Now or Never’ i 1996, den sydafrikanske skuespiller Bonnie Mbuli fra ’Blinded Angels’ i 2007, den amerikanske skuespiller Patricia Arquette fra ’Time Out’ i 1988, den danske pensionatbestyrerinde fru Beck i ’Før gæsterne kommer’ i 1984 og mange, mange flere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Déjà vu’ er på en måde som afslutningen på et stort kapitel i Jon Bang Carlsens livsværk. Nu må udsigten til motivet blive en anden. Ikke bare fordi ’Déjà vu’ er, som den er. Også fordi der er en ny sorg i hans liv.

Hvordan leve med den?

Da Jon Bang Carlsen i 1984 lavede den iscenesatte dokumentar ’Før gæsterne kommer’ om pensionatet på Fanø, kom fru Beck til at sige noget, der viser en vej frem. Under optagelserne dengang spurgte Jon Bang Carlsen fru Beck, hvad det smukkeste i livet er. Dybden i hendes svar standser tiden et øjeblik:

»Det smukkeste? Det er at leve videre«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden