Prinsesserne. Her er prinsesserne  fra de grå boligblokke, som blandt andre er Siri, Claudia, Emma, Camilla, Isabell og Simona. Foto: Miriam Dalsgaard

Prinsesserne. Her er prinsesserne fra de grå boligblokke, som blandt andre er Siri, Claudia, Emma, Camilla, Isabell og Simona. Foto: Miriam Dalsgaard

Film og tv

Kommentar: Prinsesserne sætter sig på tv-tronen

DR 3's dokumentar-serien ’Prinsesser fra Blokken’ viser hvordan den rette balance mellem tilrettelæggerens portrættering og medvirkendes eget udtryk kan gå op i en højere enhed, mener Kristoffer Hegnsvad.

Film og tv

At forsøge at give stemme til dem uden stemme hører altid – uanset form, fejl og mangler – til blandt det fineste.

Både inden for journalistikken og dokumentargenren. Men få mestrer det. Hvor andre forsøger, famler og fejler, viser DR3 dokumentarserien ’Prinsesser fra blokken’, at det er muligt at skabe et redigeret poetisk udtryk, der fremstår, som om de medvirkende selv er i kontrol.

Pigerne – prinsesserne – fra de grå boligblokke er blandt andre Siri, Claudia, Emma, Camilla, Isabell og Simona. Alle i alderen fra 16-25 år. Og alle helt umulige ikke at holde af.

Dokumentaren kaster sig hovedkulds ind i deres liv uden at stille sig i vejen

De er vokset op i Brøndby, Hvidovre og på Amager og både af andre og sig selv erklæret som vilde piger, der ikke lige passer ind i den vanlige middelklasses skoledanmark.

Og læs endelig ordet klasse, for det er det, der er tale om. En underklasse, hvis æstetik ofte udskammes: lange falske øjenvipper, lange negle og hud så brun som solariet kan gøre den og så lidt til med hjælp fra albinomedicin, der skydes ind i maveskindet og skruer ekstra op for løden.

Skønhedsoperationer i læber og barm er helt normalt som en slags rustning at møde verden med. Det er falskt og hvad så? Ja hvad så egentlig?

Prinsesserne tramper derudad til trancefester og får fod på verden på deres egen streetwise måde. Uden en formynderisk voiceover eller andre overforklarende virkemidler, der sætter seksuelt misbrug eller anbringelser i fokus på en måde, der overdøver pigernes egen stemme.

Det er muligt, jeg som seer nu romantiserer dette mere stolte udtryk, men så er det, fordi det er et frisk pust fra al det medlidenhedstv og udstillen af underklassen, der er ved at blive dårlig vane.

Dokumentar og reality fra dette segment forfalder ofte til en form for fattigdomsporno perfekt til at pege fingre af. Internationalt har dokumentarfilmen fået en uofficiel underkategori ’The Mad, The Bad and The Sad’ og i reality-genren taler man om ’Social Porn’.

Tilrettelæggeren dykker ned i underklassen eller hægter sig på en mærkelig hovedperson og viser Det Andet, så vi alle frydes. Bubber er nærmest en mester her, når han besøger en swingerklub eller lignende og viser alt det frække, men uha taler kun på voyeurens vegne, så det i hvert fald ikke er Os, der ses på. Vi kigger bare med og frydes.

Og det er noget, der er seere i.

796.000 danskere så med, da TV 2 viste ’Station 2: Pigen fra Tøndersagen – Min historie’, der som Danmarks mest berygtede sag om seksuelle overgreb, selvfølgelig vækker interesse og også journalistisk etisk debat, fordi Zandra Berthelsen her stod frem med navn og ansigt, selvom mange mener, at det ikke var til hendes eget bedste.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alt er leveret med en særegen poesi, der sjældent ses i dansk tv

Jeg ser ikke problemet i, at hun står frem, hvis det er det, hun ønsker. Heller ikke at tilrettelæggerne Anders Lomholt og Anne Sofie Hvenegaard Larsen, går så tæt på, så vi ser både Zandra skyde kokain i armen og på hospitalet, da hun vågner op efter et selvmordsforsøg. Kritikere har fokuseret på, at det er billeder, hun ikke er tjent med. At man går for tæt på.

På dokumentargenrens vegne vil jeg her hellere påpege, at det, hun ikke er tjent med, er den dårlige melodramatiske musik, de dumme spørgsmål, (der kun giver de mest åbenlyse svar) og den selvgode voiceover - der understreger at journalisterne er seriøse og gerne vil hjælpe hende, men i praksis ikke hjælper andre end dem selv.

For selvom TV 2 slår hårdt på, at det er Zandras egen historie, så er det svært at se, at det ikke netop er Station 2’s historie og derfor er sovset ind i dette programs slappe æstetiske virkemidler. Station 2 har i mine øjne, uagtet deres egen selvforståelse, befundet sig i et sært krydsfelt mellem moraliserende journalistik og realityfetichering af ulykke.

I ’Pigen fra Tøndersagen – Min historie’ er det så tilsat en Bubberficeret journalist, der stiller spørgsmål, der kun er til for at skabe en pirring mellem at se det forbudte og anderledes, men selv være på tryg afstand.

’Prinsesser fra Blokken’ falder ikke i den fælde. Dokumentaren kaster sig hovedkulds ind i deres liv uden at stille sig i vejen. Den mimer deres musik, poetiserer deres æstetik og lytter til deres historier uden bud på løsninger eller overtolkninger eller omklamringer.

Selvfølgelig er også ’Prinsesser fra Blokken’ tilrettelagt, men den førte hånd lader her pigerne stå fri fra den bedrevidende voiceover og letkøbte dramatiserende tv-virkemidler; lader pigernes stå stærke og selvbevidste frem, så det er dem, man holder af og lytter til og ikke instruktøren bag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alt er leveret med en særegen poesi, der sjældent ses i dansk tv, og som da også har sit forlæg i afgangsfilmen fra Den Danske Filmskole ’Os der valgte mælkevejen’ af instruktør Eva Marie Rødbro, og som så siden har fundet det tv-udtryk, vi ser nu. Det er en svær balance mellem poesi og socialrealisme, og det er ikke uden svipsere, men summen bliver større end de enkelte dele.

Når prinsesserne taler om deres barndom og liv, får man lyst til at give dem et kram, men det føles også som om, at de ville give en mavepumper og en fuckfinger tilbage, hvis de følte den mindste (æstetiske eller journalistiske) form for ynkende offergørelse. Tak for det.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce