Deltagerne i tirsdagens afsnit af 'Nærkontakt' Özlem Cekic, Sebastian Klein og Karen Mukupa.
Foto: Krestine Havemann

Deltagerne i tirsdagens afsnit af 'Nærkontakt' Özlem Cekic, Sebastian Klein og Karen Mukupa.

Film og tv

Fup, svindel, løgn: Kendte er rasende over deres rolle i Kanal 4-programmet 'Nærkontakt'

Sebastian Klein og Özlem Cekic er stærkt utilfredse med den måde, de er blevet fremstillet på i 'Nærkontakt'. Klein kalder det manipulation.

Film og tv

Sebastian Klein kalder det »fup, svindel og løgn«.

Han medvirkede i sæsonafslutningen på Kanal 4's program 'Nærkontakt', hvor kendte mennesker kan få svar på nogle personlige spørgsmål om deres nutid, fremtid og fortid igennem en clairvoyant.

I programmet, der blev sendt på tv tirsdag aften, mener Sebastian Klein således, at hans kritiske udtalelser udeblev. Og han mener især, at »vildskud« om hans familiemedlemmer er klippet væk.

»Det var skud i blinde hele lortet«, siger han.

Özlem Cekic deltog også i gårsdagens program, og hun deler Kleins opfattelse. Hun skriver bl.a. på Facebook, at hun næsten ikke kunne genkende sin egen rolle i programmet.

»Der var så mange scener med clairvoyanterne, som var decideret pinlige, fordi deres gætterier var langt ude. Alt det var klippet væk. Jeg har været i mange dårlige programmer, men Nærkontakt er klart den, hvor jeg sidder tilbage med en følelse, at jeg ALDRIG skulle havde sagt ja«, skriver hun på sin Facebook-profil.

Ikke clairvoyante evner

Ifølge Sebastian Klein bliver det i programmet fremstillet som om, at clairvoyanter rammer plet hver gang. »Men det er løgn. Alle de gange, hun rammer forkert, bliver ikke vist«, siger Sebastian Klein.

Han er i forvejen skeptisk over for det overnaturlige, men sagde alligevel ja til at deltage.

»Jeg er jo rundet af videnskab, men jeg synes da stadig, det er interessant. Jeg synes, at overtro, overnaturlige fænomener og religion er interessant, og jeg vil gerne vide mere om det. Så tænkte jeg, Let's give it a go, for produktionsselskabet sagde, at vi ville møde nogle af Danmarks bedste clairvoyanter.  Jeg blev bare ikke mødt af nogen med clairvoyante evner. Men i programmet er det full blown clairvoyance. Det er ikke ærligt, og det er en måde at snyde seerne«, siger Sebastian Klein.

»Jeg er godt klar over, at vi er ovre i den lette genre i Kanal 4, og ja, der bliver da nok skruet på nogle knapper, og sådan er det. Men at gøre det så grovkornet - at ændre en faktisk sandhed, det kan man ikke«, tilføjer han.

Özlem Cekic skriver også på sin Facebook-profil, at »Jeg troede oprigtigt at min kritiske stemme kunne bidrage til, at folk ikke blindt vil tro på clairvoyanter. Havde ikke i min vildeste fantasi troede, at holdet bag programmet ville klippe alt det væk«.

Kanal 4 undrer sig

Politiken har talt med sangerinden Karen Mukupa, programmets tredje deltager, men hun har endnu ikke set afsnittet.

Hos Kanal 4 mener de imidlertid ikke, at de har manipuleret med hverken Sebastian Kleins eller Özlem Cekics fremstilling.

»Det står meget klart hele vejen igennem programmet, at Sebastian ikke tror på det, han oplever i løbet i dagen – det får han også lov til at sige flere gange i programmet og også afslutningsvis, hvor de samler op på hele dagen. Vi er derfor både ærgerlige, men også en smule undrende over, at Sebastian sidder tilbage med en anden oplevelse af programmet. Det samme gælder for Özlem, hvor det allerede indledningsvis i programmet kommer frem, at hun ikke tror på det spirituelle«, skriver Kanal 4s programdirektør Anne Garlichs i en mail.

Hun skriver også, at de bevidst caster folk, der er både »skeptiske og positive over for det spirituelle for netop at belyse alle sider«.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce