Kilde: MIRACLE FILM

Film og tv

Vildt filmprojekt er vellykket: Nu kører det i olie for Van G og hans 125 polske malersvende

Et år efter van Goghs død finder en ung døgenigt af en modvillig detektiv mange modstridende svar på gåden om malerens død en julidag i 1890.

Film og tv

Det er et ret vildt projekt at ville lave en film om Vincent van Gogh, hvor alle billeder er håndmalede i den hollandske mesters umiskendelige stil.

Tilmed i en fortælling af spillefilmslængde. Så alene af den grund hatten af for Dorota Kobiela og Hugh Welchman, der har sat 125 vistnok overvejende polske kunstmalere i sving.

65.000 billedrammer malet på over 1.000 lærreder med van Goghs dramatiske, fuldfede strøg. Hold da kaje!

Nu er det imidlertid ikke alle heftige ideer, der er lige så gode, når de skal føres ud i livet. Men ’Loving Vincent’ har ud over projektets dristighed også den afgørende indre ild og en overrumplende velfortalt historie på sin side.

Den debuterende polske instruktør Dorota Kobiela var uddannet maler fra akademiet i Warszawa, før hun kom ind på filmskolen sammesteds. De levende billeder kunne imidlertid ikke overdøve længslen efter lugten af oliemaling.

Hun fandt på at slå de to ting sammen i en kortfilm, hvor hun selv havde tænkt sig at male hele molevitten. Da ’Loving Vincent’ fik vokseværk fra kort- til spillefilm, måtte hun gentænke dén del af processen.

Heldigvis er ’Loving Vincent’ ikke kun blevet et imponerende stykke håndarbejde. Det er også blevet en virkelig god historie. Van Goghs liv var et drama af den slags, der føder levedygtige myter. Van Gogh, der en dag skar sit øre af og gav det til en prostitueret. Van Gogh, der bliver betragtet som en af malerkunstens største, selv om han først begyndte at male som 28-årig, kun nåede at male i otte år og så vidt man ved, kun fik solgt et billede, mens han var i live. Som døde ludfattig, mens hans malerier nu bliver solgt for fantasillioner.

Det kløgtige greb i ’Loving Vincent’ er imidlertid måden, den er fortalt på. Nærmest som en klassisk krimi. Vincent van Gogh levede intenst og døde dramatisk. Begik selvmord, få uger efter han var sluppet ud af galeanstalten.

Krimi mere end skolestue

Men måden, han begik selvmord på, var usædvanlig. Selvmordere skyder normalt ikke sig selv i maven. Omstændighederne omkring hans sidste dage og pludselige død i den lille franske by Auvers-sur-Oise var spegede. Ved at sætte en modvillig amatørdetektiv til at udrede trådene får ’Loving Vincent’ både fortalt en fundamentalt spændende historie, faktisk en regulær spændingshistorie trods det relativt sindige tempo, og kastet et indirekte lys på van Goghs liv og værk.

’Loving Vincent’ ligner en krimi mere end skolestue med billedkunst på skemaet, men krimien er med sine mange modsætningsfulde sandheder mere beslægtet med Kurosawa end med Agatha Christie.

’Detektiven’ er den unge Armand Roulin. En skarp, ung fyr fra nattelivet med en lad karakter. I filmen søn af postbuddet Joseph Roulin med skipperskægget. To kendte van Gogh-motiver. Unge Roulin skal med et års forsinkelse overbringe et brev fra afdøde til dennes bror Theo, men det er ikke så let at opstøve en modtager.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Armand glider ind i en lille bys små intriger, hvor de mange modstridende beretninger om malerens karakter, mentale habitus og mystiske sidste tid vækker en slumrende snushane i den unge mand.

Kobiela og Welchman fortæller historien ved at tage afsæt i malerens motiver. Persongalleriet er til dels hentet fra van Goghs portrætter, og flere af de kendte motiver – stjernenattens dunkelblå drama, natcafeens varme gule lys, den ladede kornmark med de opskræmte sortfugle – bliver flettet ind i historien. For resten af pengene bliver der malet og fortalt ud fra van Goghs umiskendelige penselstrøg vekslende med sort-hvide scener med newsreel autenticitet.

Blandt de skuespillerstemmer, der er malet ind i lyd og ansigtstræk, finder man Douglas Booth som Armand Roulin og Saoirse Ronan som lægedatteren Marguerite Gachet. Clint Mansells musik er diskret stemningsbærende, og i det hele taget er ’Loving Vincent’ et fornemt eksempel på, at tekniske topkarakterer kan handle om andet end gigantiske budgetter.

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Miracle Foto

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce