Miniserien 'Deep Water' har en lige tilpas mængde krimiklicheer
Foto: Sean O'Reilly/SBS

Miniserien 'Deep Water' har en lige tilpas mængde krimiklicheer

Film og tv

Australsk miniserie om bøssemord i den glade oase fungerer såre godt

I dagens tv-klumme skriver Bo Tao Michaëlis om serien ’Deep Water’, der kan streames på Netflix.

Film og tv

Set i tv er Politikens daglige tv-klumme. Den skrives på skift af avisens anmeldere og journalister og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

I dag skriver Bo Tao Michaëlis om ’Deep Water’ på Netflix.

Stundom når jeg ser en fjernsynsserie, ihukommer jeg den britiske litterat Frank Kermodes udsagn fra hans klassiske værk om enden på det hele i fiktion og virkelighed, ’The Sense of an Ending’. At udformning af et plot forudsætter og kræver, at slutningen skaber en meningsfuld helhed.

Med mere borgerlige ord, at tv-serien var værd at overvære i hele sin udstrækning. De ualmindeligt mange timer foran skærmen, afsnit efter afsnit, siden sæson efter sæson, år efter år.

Er der slet ingen ende på denne fest på skærmen, hvor ens begær efter plot gør en til en evighedsgæst, hvor kun et dalende seertal bestemmer, hvornår serien slukker og lukker? Tilbage sidder man med bondeanger over den tid, man kunne have brugt på endelig at få læst Jules Romains’ romanværk ’De gode viljer’ på 27 bind.

Derfor er dette et hurra for miniserien, som gør sin historie færdig til tiden med et sidste punktum. Sammenlagt og timevis overskueligt begrænset. Og hvad der sidenhen skete hovedpersonen, ligger ude i den uvished, der er alle menneskers lod.

Afgrænset affære, som samtidig godt må være både spændende og omhandle noget væsentligt. Som en anden litterat end Kermode, vor egen Georg Brandes, sagde det: at sætte samfundets ting og sager til debat. Uden for meget moralsk manende pegefinger, tak.

Uden for meget sukker

Sådan er den australske minikrimiserie ’Deep Water’. Den har de nødvendige klicheer for at stadfæste formens præmisser, den fraskilte politikvinde og hendes søn vender tilbage til hendes barndoms land. Et surferparadis, Bondi Beach, i New South Wales med solskin og strand i denne glade oase langt fra verdens grusomme vrimmel. Men også et sted, hvor der er sorte bølger i brændingen.

Et mord på en bøsse afslører, at stranden i årevis har været hjemsøgt af infame tæsk og drab på tilfældige homoseksuelle mænd, som færdes flanerende langs kysten eller har et eget skjult sexliv.

Handlingen bygger således på et utilladeligt og afskyeligt kapitel i et land, som ellers bryster sig af sin tolerante åbenhed og gæstfrie rummelighed. Sådan da.

Thi typisk for de mange fremragende serier fra down under bruges krimien lidt lig her i Norden til at revse nationens selvforståelse, rive op i fortidens ferniserede blomsterbede, gøre opmærksom på, at nationen bygger på en markedsført maskulinitet og mandekultur, som er mere primitiv, end godt er. Ikke at krimier nødvendigvis immer skal være sociale afdækninger og anskuelser.

Men her i ’Deep Water’ fungerer det såre godt og spændende. Kort og afsluttende uden for meget sukker, men med et suk over heteroseksuelt snæversyn.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce