Francis Ford Coppola, der her er fotograferet til sin 75-års fødselsdag, var en af de første instruktører, der tog lyddesign seriøst. Han hyrede nemlig lydguruen Walter Murch til filmen 'Apocalypse Now'.
Foto: Massimo Pinca/AP

Francis Ford Coppola, der her er fotograferet til sin 75-års fødselsdag, var en af de første instruktører, der tog lyddesign seriøst. Han hyrede nemlig lydguruen Walter Murch til filmen 'Apocalypse Now'.

Film og tv

Tonemesteren: Revolutionen begyndte i 1970’erne, og filmlyd er aldrig blevet helt det samme igen. Heldigvis

At filmlyd i dag er så stor en oplevelse i sig selv, skyldes ikke mindst lydguruen Walter Murch. I 1979 opfandt han begrebet lyddesigner og gjorde op med lyd som en teknisk procedure allersidst i filmproduktionen.

Film og tv

Der har været lyd på film i godt 90 år, men begrebet lyddesigner har ikke engang eksisteret halvt så længe. Udtrykket stammer fra 1979 og blev opfundet af lydguruen Walter Murch, da han skabte den ikoniske lyd til milepælen ’Apocalypse Now’ – ’Dommedag nu’. En krigsfilm, der med sine ekstremt sanselige og subjektive lydbilleder satte nye standarder for levende billeder – og levende lyd.

Murch ønskede at fjerne fokus fra den tekniske del af lydarbejdet og insisterede på, at lydsiden var lige så vigtig som billedsiden. Ved at kalde sig lyddesigner refererede han indirekte til produktionsdesigneren – på hverdagsdansk kaldet scenografen – som er en del af filmen allerede fra manuskriptplan.

I Hollywood blev lydarbejdet nemlig ellers ofte opfattet som ren teknisk procedure, der blev afviklet til allersidst i produktionsforløbet, og ingen lydfolk havde indflydelse på de øvrige processer. Men det blev ændret af Murch og kollegaen Ben Burtt, der begge holdt til i det nordlige Californien, tilpas langt væk fra Hollywoods hysteriske hierarki og konservative arbejdsmodeller.

Men denne form for radikale nybrud ville være umulig uden instruktører, der var åbne for nye former for kreative samarbejder. Heldigvis var Murch og Burtt tæt knyttet til et par af slagsen: Francis Coppola og George Lucas. Coppola stod bag førnævnte ’Apocalypse Now’, og inden da skabte han i 70’erne flere soniske pionerværker med de første to ’Godfather’-film og især med ’The Conversation’, hvor Gene Hackman er aflytningsekspert – en hyldest til lydens magiske verden. Da Coppola startede et produktionsselskab, købte han som det første en mikserpult! En sand lydnørd.

George Lucas arbejdede med Walter Murch på ’American Graffiti’ og ’THX 1138’, der i høj grad udforskede lydens filmiske fortællepotentiale. Da han lavede ’Star Wars’, hyrede han Ben Burtt to år i forvejen til at skabe en lydside, der siden blev stilskabende inden for lyden af science fiction-film. Og ja, så byggede Lucas verdens førende lydstudie, Skywalker Sound, der netop dyrker idealet om, at lyddesigneren er del af en films tilblivelse, fra før optagelserne går i gang.

Det hele begyndte i 1970’erne, og filmlyd er aldrig blevet helt det samme igen. Heldigvis.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce