På iransk tv er det ikke tilladt for mænd og kvinder at være i fysisk kontakt. Og det får nu konsekvenser for en regional chef på landets statsejede tv-kanal, Irib. Han er nemlig blevet fyret.
Det sker, fordi kanalen viste en ucensureret version af filmen ’San suk si gin’ - på engelsk ’The Shinjuku Incident’ – hvor Jackie Chan blandt andet optræder i en sexscene.
Det skriver BBC.
Som dokumentation filmede en seer fra den iranske ferieø Kish Island scenen med sin telefon og lagde den ud på nettet.
Efterfølgende har iranske medier beskyldt den »umoralske scene« for at være »i total strid med Iribs regler«.
Ifølge BBC har det iranske nyhedsbureau Tasnim News Agency meddelt, at Iribs chef, Aliasgari Ali Askari, ud over den første fyring ligeledes har igangsat en undersøgelse for at komme til bunds i sagen.
Og »for at finde de skyldige – samt sørge for, at de bliver anmeldt til myndighederne«.
De iranske censurregler betyder også, at mænd og kvinder ikke må udveksle »følsomme eller ømme ord samt vittigheder«.
Nærbilleder af kvinder eller kvinder med bar hals samt negative portrætteringer af politiet eller af mænd med skæg er heller ikke tilladt.
Modstand på sociale medier
Optrinnet har fået flere iranere til at gøre grin med tv-kanalens reaktion under hashtagget #kish_channel på diverse sociale medier.
Nogle har blandt andet bemærket, at myndighedernes reaktion er iøjefaldende i betragtning af, at de intet foretog sig, da 10 studerende fra Tehran’s Islamic Azad University i sidste uge døde i en busulykke.
»Busser vælter, fly styrer, skibe synker ... Ingen bliver fyret ... Men få sekunder med Jackie Chan, der har sex, på Irib, og pludselig bliver alt personale i den afdeling fyret«, skrev en person på Twitter.
Italiensk logo censureret
Det er dog langtfra første gang, at det iranske styre får opmærksomhed for sine regler om censur.
I foråret 2018 blev et italiensk fodboldlogo censureret i en tv-udsendelse, fordi det forestillede en ulvemor, som diede Remus og Romulus – de to legender fra romersk mytologi. Og det blev for meget for iransk statsfjernsyn.
Dengang strøg det iranske folk også til tasterne for at gøre grin med reglerne.