Essay om filmmageren John Cassavetes' trapper ... og mig: »Enhver, der ikke går i biografen for at blive følelsesmæssigt påvirket, er et røvhul«

I år ville en af filmhistoriens største være fyldt 90 år. Jeppe Kondrup Adelborg går op ad et af den amerikanske instruktør John Cassavetes tilbagevendende billeder, trappen. Men hvor fører den hen? Ind i mennesket, ind i solen eller op til Gud?

FOR ABONNENTER

Der er syv trin, et mellemrepos, og så syv trin mere fra femte sal, hvor jeg bor, ned til fjerde sal, hvor jeg lægger mig på knæ på dørmåtten og kigger ind ad min underbos brevsprække. Der er lys derinde, så jeg siger »halloooo«gennem sprækken. Men der er ingen respons. Så jeg går de 14 trin op til mig selv og ringer til politiet. En time senere går jeg igen 14 trin ned, hilser på låsesmeden og betjentene og går med dem ind i lejligheden og siger ja, da de spørger, om jeg kan identificere den døde nøgne mand på sofaen omkranset af tomme klare flasker, som min underbo.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce