Skuespiller Baard Owe nåede inden sin død i 2017 at medvirke som kong Christian IV i filmen af samme navn.
Arkivfoto: Jonathan Bjerg Møller

Skuespiller Baard Owe nåede inden sin død i 2017 at medvirke som kong Christian IV i filmen af samme navn.

Film og tv

For første gang kan afdød skuespiller vinde en Robert-pris

Det er første gang i Danmarks Film Akademis historie, at en afdød skuespiller er nomineret.

Film og tv

Årets vinder af Robert Prisen for årets spillefilm skal findes blandt ’Den skyldige’, ’Ditte & Louise’, ’Journal 64’, ’Lykke-Per’ og ’The House That Jack Built’.

Det står klart, efter at Danmarks Film Akademi tirsdag har offentliggjort årets nomineringer i en pressemeddelelse.

Desuden skal priserne for årets kvindelige og mandlige hovedroller uddeles. Og her er der masser debutanter at finde.

I den mandlige kategori er fire skuespillere for første gang nomineret ved Robert Prisen for bedste hovedrolle i en film. Det er Baard Owe, Esben Smed, Matt Dillon og Rasmus Bjerg.

Den femte nominerede er skuespiller Jakob Cedergren, der er nomineret for fjerde gang.

Skuespiller Baard Owe, der døde i november 2017, er nomineret for sin rolle som kong Christian IV i filmen ’Christian IV - Den sidste rejse’.

Femte nominering til Paprika Steen

Det er første gang i filmakademiets historie, at en afdød skuespiller er blevet nomineret.

Blandt kvinderne er det enten Ditte Hansen, Katrine Greis-Rosenthal, Louise Mieritz, Victoria Carmen Sonne eller Paprika Steen, der løber med prisen for årets hovedrolle i en film.

For de første fire er det første gang, at de er nomineret i kategorien, mens det er femte gang for Paprika Steen.

Robert-statuetterne uddeles 3. februar. Det er 35. gang, at priserne uddeles.

»Med i alt 27 spillefilm i kapløbet om de mange Robert-statuetter, vidner det om et filmår med alsidighed og kvalitet«, skriver akademiet.

»Og på seriefronten var 2018 endda endnu større, da kategorierne Årets tv-serie og Årets korte tv-serie havde dobbelt så mange mulige kandidater som året før«.

I kategorien med tv-serier skal flere DR-serier dyste med en TV2-serie og en Netflix-serie. Således er fjerde sæson af ’Broen’, anden sæson af ’Herrens Veje’ og ’Liberty’ nomineret. De er alle vist på DR.

’Kriger’, der blev vist på TV2, og Netflix-serien ’The Rain’ er desuden med i feltet om at vinde prisen for årets tv-serie.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce