James Bulger blev myrdet tilbage i 1993. Siden er der blevet lavet adskillige dokumentarer og historier om mordet.
Foto: AP/AP

James Bulger blev myrdet tilbage i 1993. Siden er der blevet lavet adskillige dokumentarer og historier om mordet.

Film og tv

Oscar-nomineret kortfilm under kritik: Forældre til dræbt søn vil have filmen taget af plakaten

Forældrene til 2-årige James Bulger, der blev dræbt tilbage i 1993, vil have den prisvindende kortfilm ’Detainment’ om mordet på deres søn fjernet fra favoritlisten til årets Oscar-uddeling.

Film og tv

Blandt de helt store favoritter til årets Oscar-uddeling er kortfilmen ’Detainment’. Filmen handler om den 2-årige dreng James Bulger, der blev myrdet i Liverpool i 1993. Sidenhen blev to 10-årige drenge dømt for mordet.

Men selv om historien er blevet fortalt flere gange før, retter James Bulgers forældre nu en skarp kritik mod folkene bag kortfilmen. Det skriver The Guardian.

Ifølge Ralph Bulger, afdøde James Bulgers far, har filmens instruktør, Vincent Lambe, »ikke én gang« kontaktet ham eller andre i James’ familie for at indhente tilladelse til at fortælle historien.

»Det er 26 år siden, at min søn blev myrdet, og jeg har set mange dokumentarer og nye historier om ham. Men jeg har aldrig været så oprevet og stødt over noget, der viser så lidt medfølelse med James og vores familie«, siger faderen til The Daily Mirror.

»Jeg accepterer, at der er tale om et mord af en så stor vigtighed, at der altid vil blive skrevet og talt om det i nyhederne. Men at man laver en film med så meget sympati for James’ mordere, er sønderknusende«, siger han videre.

Også James Bulgers mor, Denise Fergus, skyder med skarpt mod Vincent Lambe. I talkshowet ’Loose Women’ opfordrer hun på det kraftigste Oscar-akademiet til at droppe kortfilmen:

»Jeg synes ikke, at Lambe havde ret til at gøre det (at lave filmen, red.)«, siger hun og beskylder desuden Vincent Lambe for at udnytte tragedien for egen vindings skyld.

»Efter min mening forsøger han blot at booste sin karriere. Og at han gør det på baggrund af andres sorg, er utroligt og ubærligt«, siger Denise Fergus.

Profit har ikke været intentionen

Vincent Lambe selv har tidligere forsvaret sin film i et interview med Good Morning Britain. Her forklarede han, at det ikke er intentionen, at filmen skal »forårsage yderligere smerte« i familien.

Efter Denise Fergus’ kritik udsendte Vincent Lambe et svar på sin twitterprofil, hvori der stod:

»Jeg har enorm sympati med Bulger-familien og er utrolig ked af, hvis filmen har gjort dem kede af det. I bagklogskabens lys er jeg ked af, at jeg ikke har gjort mrs. Fergus opmærksom på filmen«.

»Filmen er ikke lavet for profittens skyld, og ingen involverede i filmen har intentioner om at tjene på den«.

Vincent Lambe tilbyder desuden, at filmen – kvit og frit – vises i alle engelske biografer, på den betingelse at alt overskud går til James Bulger Memorial Trust, en støttefond til minde om James Bulger.

’Detainment’ vandt prisen som bedste kortfilm ved Cannes Lions-festivalen i juni 2018 og vandt desuden hovedprisen ved Odense Filmfestival.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce