Film og tv

Takket være Aretha lettede Berlinalen til sidst: Her er favoritfeltet til Guldbjørnen i aften, som dog næppe tæller danske Lone Scherfig

Festivalens eneste storfilm, den kinesiske ’Farvel, min søn’ er favorit til hovedprisen i aften.

Film og tv

Tårerne begynder først langsomt at trille. Så former de to parallelle vandløb ned ad kinderne med faretruende kurs mod den skinnende sølvvest på manden i koret, Southern California Community Choir. Forgæves forsøger han at tørre dem væk.

Dernæst er det præstens tur. Reverend James Cleveland forlader simpelthen pianoet og sætter sig på en af de chokerende mange tomme stole og gemmer ansigtet i et håndklæde, mens han ganske langsomt rokker frem og tilbage.

Helt uanfægtet af de maskuline sammenbrud omkring sig synger, nej, ånder, sukker, hviner og bæver Aretha Franklin sig videre gennem ’Amazing Grace’, anfægtet af højere magter eller bare sin egen vanvittigt intense indlevelse i sangen synes hun helt i sin egen verden.

Selv vrider jeg mig kuldegysende af lykke eller begyndende influenza, man aner ingenting efter ti dage i sådan en stol, i biografsædet, og mærker for første gang en film ramme rent i dybden. Og så er det endda en 46 år gammel film, endda helt uden – direkte – politisk indhold og stort set uden, at hovedpersonen mæler et eneste ord.

Over to hverdagsaftener i 1972 indspillede Aretha Franklin, The Queen of Soul, der døde sidste år, sin karrieres bedst sælgende album, ’Amazing Grace’, gospelhymner fremført live, foran et beskedent publikum i den nedslidte kirke, New Temple Missionary Baptist Church, i den fattige sorte bydel i Los Angeles, Watts.

En tidligere biograf, der dannede de klaustrofobiske rammer om den dokumentarfilm, Sydney Pollack optog på de to aftener med indbudte gæster fra kirken, en begejstret dansende og klappende Mick Jagger og en roligt siddende Charlie Watts fra Rolling Stones blandt publikum.

Først nu, efter Aretha Franklins død, er filmen frigivet som et smykkeskrin, fyldt med spirituelle, uslebne diamanter fra Aretha Franklin og hendes tætte, lille band. Først da digital teknik gjorde det muligt at få filmens billeder synkroniseret til at passe med sangene, hvilket mislykkedes under optagelserne og efter talrige juridiske og personlige slagsmål, er filmen klar til at møde sit publikum. Derfor kunne Berlinalen i går slutte med et særdeles opløftende punktum fra den dengang 29-årige Aretha Franklin i en tour de force af himmelske dimensioner. Et stærkt manifest om den sorte kulturs rigdom og indflydelse på det i dag så splittede USA.

Så blev det alligevel politisk, for det skal det helst være på dette års Berlinale, den filmisk mest middelmådige og mest politisk gennemsyrede, jeg kan mindes. Med udgangspunkt i sætningen »det private er politisk« takker festivalchef Dieter Kosslick af efter 18 år på posten ved at hyppe og hype samtlige politiske kartofler i bedet.

Fair nok, vi lever i en verden så fuld af problemer, at de selvfølgelig siver indenfor i biografmørket. Hvor branchen også har særdeles nærværende problemer at slås med i form af den konkurrence fra streamingtjenester, der også fyldte meget i Berlin i år.

Favoritter

Med en overvægt af europæiske bidrag og stort set renset for produkter fra Hollywood og omegn samlede Berlinalen sig om sig selv og den nærmeste familie. Mange af de instruktører, der har præget arrangementet i Dieter Kosslicks tid, bidrog med en afskedsgave. Desværre uden nødvendigvis at have et prangende indhold at sige auf wiedersehen med.

I andre tilfælde er rene absurditeter løbet over lærredet, bare fordi det så fedt ud. Som i den tyske filmprofessor Angela Schanelecs dybt fortænkte ’Ich wahr zu hause, aber’ (Jeg var hjemme, men), der indledes med, at en hund jager en hare hen over en stenklædt steppe. I næste scene ligger hunden og gumler på et afsjælet skrog, formentlig harens, mens et æsel kigger på. Hvorfor?

»Fordi jeg syntes, at det var flot«, forklarede Angela Schanelecs på filmens pressemøde og fortsatte småfornærmet over journalisters spørgsmål til meningen med en film:

»Man skal passe på med at analysere for meget ... I det hele taget har jeg forsøgt at skabe en film, hvor intet er som i virkeligheden. Det er mit mål«.

Nuvel, mission fuldendt. Filmen var en af de mange, der postulerer en solidaritet med almindelige mennesker og deres liv, men alligevel holder almindelige menneskers almindelige liv ud i en sær distance uden reel empati. Heldigvis var der også gode oplevelser i Berlinalens hovedkonkurrence, blandt dem Lone Scherfigs ’The Kindness of Strangers’, der for eksempel har både en handling og humor. Så den har næppe nogen chancer for at vinde priser, men må tage til takke med æren som åbningsfilm.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Danke schön til Herr Kosslick og så ser vi med stor spænding frem til næste års jubilæumsfestival, der med 70 år og ny ledelse måske vil satse mere på filmisk kvalitet i Berlin.


Et bud på favoritterne til aftenens vigtigste priser kunne være disse:

Bedste film: Wang Xiaoshauis kinesiske skæbnefortælling, der over tre årtier fortæller det moderne Kinas historie, eller ’Di jiu tian chan’ (Farvel, min søn). Berlinalens eneste egentlige ’storfilm’.

Bedste instruktør: Claudio Giovannesi, der får sit ensemble af italienske teenagedrenge til at levere med stort nærvær i ’Piranhas’.

Bedste manuskript: Emin Alpers tyrkiske portræt af tre søstre, ’Kiz Kardesler’ (En fortælling om tre søstre). Blander sit præg af moderne eventyr med en diskret kritik af et macho-domineret samfund.

Bedste skuespillerinde: Zorica Nusheva i den makedonske ’Gud eksisterer og hendes navn er Petrunya’ eller 10-årige Helene Zengel i den tyske ’Systemsprenger’.

Bedste skuespiller: Jonas Dassler som seriemorderen Fritz Honka i den tyske ’Der goldene Handschuh’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Usædvanlig kunstnerisk bedrift: Wang Quan’an for at lade de smukke landskaber forenes med en barok handling i den mongolske steppethriller ’Öndög’



Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden