Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kim Skotte: »CPH:DOX gør dokumentarfilmen til selve indbegrebet af cool«

Dokumentarfilmbegrebet bliver udvidet til uigenkendelighed, mener Politikens filmredaktør.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dokumentarfilmen er en genre inde i så rivende en udvikling, at det er tæt på at ligne en afvikling. Ikke kun en afvikling af de kommende ti dages forhåbentlig vellykkede CPH:DOX-festival, men en regulær afvikling af selve begrebet dokumentarfilm.

Forvirret?

Det er dokumentarfilmen på en måde også. Men på en særdeles kreativ måde. Dokumentarfilm spiller en langt større rolle i mediebilledet nu end for bare få år siden.

'Armadillo's virkningshistorie i dansk politik er bare ét markant eksempel. Dokumentarfilm sætter dagsordener. Selv om de for langt de flestes vedkommende publikumsmæssigt kommer til kort som biograffilm, så stortrives de på de mange nye platforme for kunst og kommunikation. Dokumentarfilmen er blevet viral på en helt anden måde end spillefilmen.

Dokumentarfilmen demokratiseret
I vore dage kan enhver ved et greb i lommen skaffe sig grej til at lave en dokumentarfilm.

Langt de fleste af dem forbliver i anonymitetens mørke i internettets dunkle afkroge. Den lette adgang til det nødvendige kamera resulterer i en vildvoksende kreativitet og en fuldstændig grænseløs udtrykslyst, som kun sjældent bliver matchet af mere dybtstikkende filmiske kvaliteter. Dokumentarfilmen er blevet demokratiseret, så det forslår.

Dokumentarfilm tager udgangspunkt i noget virkeligt i modsætning til en fiktionsfilm.

Den er et dokument, men ikke nødvendigvis dokumenteret ud fra knæsatte journalister principper om fairness, kilder og balance. Selv denne helt basale definition har altid været en definition under pres. Der kan være tale om virkelighed, som er stærkt subjektiv, arrangeret og manipulation.

Alligevel havde genren i sin gammeldags rolle som filmkunstens ofte politisk og socialt engagerede stedbarn en relativt klar identitet. Den klassiske engagerede dokumentarfilm kan man bl.a. opleve i fuld vigør i programmet 'Amnesty Award'.

Fiktion og virkelighed
Men når man ser på det vildtvoksende CPH:DOX-program, gør man det både med enorm nysgerrighed og blandede følelser.

Der er så mange spændende film, at det vil være omsonst at gå i gang med at remse op.

Men det er også en fest, hvor alle i princippet nu er inviteret med. Forholdet mellem fiktion og virkelighed har altid været dokumentarfilmens udfordrende kampplads. Den er man i gang med at ophæve med en alt inkluderende attitude. Hvor man kan hævde, at fiktionen jo også bare er en form for arrangeret virkelighedsopfattelse.

Det gør krydsfeltet mellem dokumentar og fiktion til et stadigvæk frugtbart, men nu også næsten surrealistisk territorium. Helt basalt kan man stille spørgsmålet: Er en musikvideo en dokumentarfilm?

De bedste er vel mere et lille kunstværk og i mange tilfælde mere beslægtet med en musikalsk fabel. Er det dokumentarfilm, når billedkunstnere går i kødet på det filmiske stof og gradbøjer det? Under banneret 'New Vision Award' fokuserer festivalen på »grænsesøgende eksperimenter mellem dokumentarisme og kunstnerisk refleksion«.

James Benning er indiskutabelt en unik filmskaber, men andre steder synes slægtskabet med den visuelle skulptur og installationskunsten at være så stærk, at det kan være svært at forbinde noget meningsfuldt med begrebet dokumentarfilm.

Skal dokumentar have et nyt navn?
Man har fået kultinstruktøren Harmony Korine til at være kurator på et særligt filmprogram, men når en stor del af de film, Korine har udvalgt, er fiktion, bliver det lidt absurd.

Korine er en fjer i hatten, men også en fjer, der er ved at få hatten til at flyve op i den blå luft.

CPH:DOX har udviklet sig til et ekstremt spændende filmlaboratorium. Så forhippet på at være funky, at man er i færd med at udvide dokumentarfilmen til uigenkendelighed.

Skal man stramme fokus? Eller finde på et nyt navn til det stadig mere spraglede barn? Festivalen lægger op til en ophedet diskussion af begreberne fiktion og virkelighed.

Men uanset udfaldet, så er CPH:DOX godt i gang med at gøre, hvad der for ti år siden lignede en utopi. Nemlig at gøre dokumentarfilmen til selve indbegrebet af cool.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden