Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Michael Madsen. Født 1971. Har instrueret 'Himmelnattens Kejser' i 2003 og den prisvindende 'To Damascus' i 2005. 'Into Eternity' er udtaget til årets IDFA-festival og blev vist i kategorien 'Most Indie' på årets Sitges-festival.
Foto: PR-foto

Michael Madsen. Født 1971. Har instrueret 'Himmelnattens Kejser' i 2003 og den prisvindende 'To Damascus' i 2005. 'Into Eternity' er udtaget til årets IDFA-festival og blev vist i kategorien 'Most Indie' på årets Sitges-festival.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Doku-thriller afslører vores dødelige arv

Instruktøren Michael Madsen har lavet en film til vores efterkommere om 60.000 år.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Michael Madsens film, den storladne ’Into Eternity’, er en thriller, der handler om, hvordan menneskets efterkommer oven på istiden om 60.000 år vil stå, desorienteret, men pilfingret og nysgerrig, over for vores dødelige arv af nedgravet atomaffald.

Var dit udgangspunkt journalistisk?

»Nej, jeg har en mere fænomenologisk tilgang. Det er første gang, vi som mennesker har produceret noget, hvis effekt, atomaffaldet, rækker så langt ind i fremtiden. Atomkraft opsummerer al vores videnskabelige kunnen, men sideeffekten, affaldet, ved vi ikke, hvordan vi forholder os til. Der er maksimalt 60.000 år til den næste istid, et tidsperspektiv, som er hinsides, hvad vi og forskerne kan fatte?«.

En film til vores efterkommere
Det er, som om du har sat dig for at filme det ufilmelige?

»Det er jo sjældent, at det egentlige, man har villet fortælle, kan aflæses på et konkret billede. Det problem, filmen beskæftiger sig med, ligger rigtig langt ude i fremtiden og er derfor i udgangspunktet ret abstrakt. Hvordan begribeliggør vi det? Hvordan skaber vi en fornemmelse af det, sådan at man faktisk kan forholde sig til tallet 60.000 år? Men finnerne er jo konkret i gang med at grave et fem kilometer dybt hul ned i jorden for at begrave atomaffaldet«.

LÆS ARTIKEL »Ideen var at lave en film, der direkte adresserer vores efterkommere. Om 60.000 år, efter istiden, vil vi have mistet kontinuiteten i civilisationen, og udfordringen er, om de vil kunne forstå alle vore advarsler. Jeg kan sagtens solidarisere mig med de problemer, de har, de ingeniører og forskere, der er i gang med Onkalo-komplekset: Skal man bare begrave affaldet og så glemme det, eller skal man tydeligt markere – og i givet fald hvordan og på hvilket sprog? – hvor det ligger begravet til vore fjerne, fjerne efterkommere?«. Ikke et sted for mennesker

Hvordan finder et emne sit format, sin form?»Det begyndte ret associativt ud fra nogle billeder i mit hoved. Dernæst tog jeg op til anlægget i Finland for at researche. Jeg var fascineret af at spekulere over, hvordan folk er om 60.000 år. De er næppe, som vi er i dag. Det kan være, at deres kroppe ligner vores, men deres opfattelse af virkeligheden er nok en helt anden. Middelaldermennesket havde en fuldstændig forskellig opfattelse af kosmos, end vi har i dag. Det er da en stimulerende tanke. Og hvordan vil de forstå det atomaffald, vi har gravet ned, og som stadig er livsfarligt på den anden side af istiden«.

LÆS GUIDE Hvordan vælger man sin films tonefald, dette meget mytologiske og Tarkovskij-agtige?»Tarkovskij er jo en privat reference for mig! Menneskene i filmen er vist som meget små i det store billede, og der er altid en tomhed og fjernhed til stede. Det er alt sammen parametre i min opfattelse af ... efterverdenen. Det er ikke et sted for mennesker«.



Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden