Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

skør verden. Den mulige voldtægtsforbryder Joyce McKinney (øverst) er hovedrollen i ’Tabloid’ af Errol Morris, der  søger virkelighedens bizarre historier. Han er desuden privatdetektiv og filosof, bor i Boston og blogger for The New York Yimes. PR-foto

skør verden. Den mulige voldtægtsforbryder Joyce McKinney (øverst) er hovedrollen i ’Tabloid’ af Errol Morris, der søger virkelighedens bizarre historier. Han er desuden privatdetektiv og filosof, bor i Boston og blogger for The New York Yimes. PR-foto

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny film fortæller om verdens skøreste love story

Kan en lille skønhedsdronning virkelig voldtage en 150 kg tung mand?

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kan en lille skønhedsdronning virkelig voldtage en 150 kg tung mand? Nej, siger skønheden Joyce McKinney selv i Errol Morris’ nye film ’Tabloid’, det ville være som at putte en skumfidus i et parkometer.

Joyce var tabloidavisernes darling i slutningen af 70’erne.

The Daily Mirror og The Daily Express kastede sig frådende over den romantikbesatte skønhed og historien om, hvordan hun i 1977 havde bortført sin elskede, mormonen Kirk Anderson, til en hytte i England. Her bandt hun ham til sengen og udsatte ham for hed elskov i tre dage.

Kirk kaldte det kidnapning og voldtægt. Joyce sagde, at hun befriede ham fra en kult af mormoner, og at hun bare gerne ville giftes med ham og føde hans børn.
Har klonet fem versioner af sin pitbull

I interview med Joyce og andre involverede forsøger Errol Morris at afdække sandheden om bondagen i hytten, men først og fremmest forsøger den Oscarvindende instruktør at finde ud af, hvem Joyce er.

Filmen tegner et portræt af en håbløs romantiker, der har levet i cølibat siden mormonbondagen evig tro mod sin første kærlighed – kun suppleret af sin kærlighed til sin elskede pitbull Booger, som hun, ja hold fast, nu har fået klonet fem versioner af.

En historie, der i 2008 igen bragte hende på forsiden af aviserne.

Verdens bedste interviewer
Errol Morris er en ekspert i skøre historier.

»Det eneste, der gør, at verden er til at holde ud, er, at den er fuldstændig sindssyg. Det holder mig kørende. En historie som Joyces får mig til at tro på, at livet virkelig er interessant. Vi har hidtil troet, at kærlighed var noget mellem to mennesker, måske flere, men muligvis er én persons kærlighed mere end rigeligt«, siger Errol Morris, som jeg har fået fat i på telefonen fra Boston.

Morris er selv lidt af en skør kule. Hans første film, ’Gates of Heaven’, handlede om dyrekirkegårde, hans anden ’Vernon, Florida’, om en lille by, hvor indbyggerne har fundet en fidus i at skære legemsdele af sig selv for at svindle sig til forsikringssummen.

Hobby: Seriemordere Før han lavede film, forsøgte han sig som ph.d. i filosofi på Berkeley, men gik kold i processen og tog arbejde som privatdetektiv, mens han plejede sin store hobby: seriemordere.

En hobby, der fik ham til at flytte til Plainsfield og bo hos naboen til morderen Ed Gein, der var inspirationen til Norman Bates i ’Psycho’.

Det kom så langt, at han en aften forsøgte at grave Ed Geins mors lig op sammen med vennen, instruktøren Werner Herzog – dog uden held.

Da jeg konfronterer ham med episoden, siger han:

»Det var før, jeg blev filmskaber. Gravrøveri er en dårlig karrierevej, så jeg skiftede spor«.

Og tak for det. Morris er verdens bedste interviewer, og hos ham taler folk altid direkte til kameraet, så man får et indtryk af intens bekendelse henvendt til publikum.

Fik morder til at tilstå
I ’Thin Blue Line’ fik han morderen David Harris til at tilstå et mord, som Randall Adams sad på dødsgangen for, og filmen blev den direkte årsag til Adams løsladelse.

I ’Standard Operating Procedure’ fik han de soldater, der tog torturbillederne i Abu Ghraib, til at tale.

I ’The Fog of War’ forsøgte selveste USA’s forhenværende forsvarsminister Robert McNamara at forstå sig selv og sine handlinger for åben skærm.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

ANMELDELSE

Få kan, ifølge Morris, modstå fristelsen til at fortælle om sig selv.

»Alle har et behov for at fortælle om sig selv. Det må være en del af den menneskelige dna. Vi fortæller jo ikke bare vores historie til andre, vi fortæller den også til os selv. Hvem er jeg? Hvordan er jeg?«.

Byder de medvirkende i hans film så på en art subjektiv sandhed?

»Hør godt efter«, svarer han og holder en pause, så jeg virkelig kan trykke øret tæt på telefonen.

Så råber han af sine lungers fulde kraft: »DER ER IKKE NOGET, SOM HEDDER SUBJEKTIV SANDHED! DET ER NOGET PIS!«.
Der er ikke en X-sandhed og en Y-sandhed

Morris, der er blevet kaldt en postmoderne antipostmodernist, uddyber i et mere venligt toneleje:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg kender ikke sandheden om, hvad der skete i den hytte. Jeg ville gerne, og der er én og kun én sandhed. Der er ikke en X-sandhed og en Y-sandhed. Det er noget pis. Men vi må acceptere, at sandheden nogle gange er utilgængelig, og vi sidder tilbage med meninger og beretninger. Dokumentarfilm er ikke et særlig privilegeret sted for sandhed. Det eneste kriterium for god eller dårlig dokumentarisme er, om man har favnet et menneskes kompleksitet«. Morris stiller ikke en masse kritiske spørgsmål i håb om det ene afslørende svar eller f.eks. en undskyldning fra McNamara for Vietnamkrigen. I stedet lader han folk tale, og efter en 16-17 timer kommer en sandhed til syne. Vores evne til efterrationalisering og selvbedrag. Tror du, Joyce oprigtigt tror på sin egen fortælling om sig selv?»Tror du altid på din?«. Ikke altid ...»Jeg tror heller ikke altid på min historie om mig selv. Spørgsmålet er, om vi nogensinde virkelig interagerer med verden, eller vi blot forsøger at få verden til at se ud, sådan som vi gerne vil have den? Joyce siger selv, at man kan fortælle en løgn så mange gange, at den bliver sandhed. Det tror jeg måske er den sandeste sætning i filmen«.









GUIDE

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden