Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Udebane. Begge var de på udebane i hinandens verdener, og begge gik de fra optagelserne med både store frustrationer og nye indsigter. Samarbejdet skete i forbindelse med CPH:DOX
Foto: Kristoffer Hegnsvad

Udebane. Begge var de på udebane i hinandens verdener, og begge gik de fra optagelserne med både store frustrationer og nye indsigter. Samarbejdet skete i forbindelse med CPH:DOX

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Feteret videokunstner: »Der kommer aldrig rigtig stor kunst ud af et kompromis«

Jesper Just tog til Bangkok for at lave en film med Uruphong Raksasad, som normalt laver film om fattige thaibønder.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Velkommen. Der er spicy grøn karry til morgenmad«, siger videokunstneren Jesper Just med et smil, da jeg ankommer til vores fælles hotel i Bangkok.

Han kom i går, og den næste uge skal han sammen med den thailandske dokumentarist Uruphong ’Toi’ Raksasad optage filmen ’Vanishing Women’. Syv måneder tidligere mødte de hinanden for første gang på den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX, hvis DOX:LAB-projekt udfordrer nordiske og internationale talenter til at samarbejde.

Det er processen, legen og eksperimentet, der er i fokus, og håbet er, at mødet mellem to forskellige kulturer og kunstneriske viljer kan udvikle dokumentargenren.

Væk fra trafikproppen
Jesper Just har egentlig intet med dokumentarfilm at gøre; han er billedkunstner, men hans videoværker spiller på klassiske filmkonventioner om stærke mænd og passive kvinder, repræsentationer, som vendes på vrangen og giver liv til nye forestillinger om køn, race og seksualitet.

Han ville gerne lave en dokumentarfilm om den 400 kg tunge thaikvinde Amnoypom, der i tre år sad i sin Bangkoklejlighed på 3. sal som fange af sin egen størrelse, før man rev en væg ned og bugserede hende ud med lift.

»Det er interessant, hvordan vi ikke anerkender fede mennesker som rigtige mennesker. I medierne ser man sjældent deres ansigter, men starter med nærbilleder af deres svulmende underkrop. Det er, som om der kun er kroppen, kødbjerget, og ikke en person bag«, siger Just.

Toi er en mere klassisk dokumentarist, der i sine film har blotlagt leveforholdene for fattige bønder i sin hjemstavn Chiang Rai. Han har studeret i Bangkok, men hader storbyen, og hvis han skal lave en film her, så bliver det en kritik.

»Det er én stor trafikprop med en diameter på 50 km. I mangel på naturlige steder samles man i storcentrene«, siger han, og med cirka 30 grader døgnet rundt, ekstremt høj luftfugtighed og bilos, forstår man hurtigt tiltrækningen ved de store centres aircondition og plads til at gå rundt.

For tyk eller ikke for tyk
De to instruktører er enige om at lave en roadmovie, hvor man følger Amnoypom på en rejse ud af den by, den tykke kvinde har været fanget i. Desværre viste hendes helbred sig for dårligt til, at hun kunne medvirke, så de har fundet en overvægtig skuespiller, Surichaya, der kan fortælle om det hårde liv som fed i Bangkok.

Planen er, at hun skal køre til en paradisisk ø i en thailandsk knallerttaxi, en tuktuk, og fordi valgkampen er i fuld gang, vil det være oplagt, at hun og chaufføren kommenterer på valgplakaterne og thaipolitikerne, som ifølge Toi er helt håbløse. Han stemmer selv blankt, i håb om at de vågner op.

»Er det meget unormalt, at man rejser så langt i en tuktuk«, spørger Just, da vi kører rundt og spejder efter gode steder at filme. De næste dage skal alting falde endeligt på plads. »Ja«, svarer Toi. »Så måske skal vi lade, som om hun tager en tuktuk, fordi hun er for tyk til at tage en taxa«, siger Just. »Men hun kan jo godt komme ind i en taxa«, siger Toi. »Nå, er det for meget«, spørger Just, der tydeligvis håber, at han kan strække sandheden lidt.

Toi har allerede strakt sig langt i forhold til sine principper: »Jeg bilder mig overhovedet ikke ind, at film er 100 pct. sande. Det er udvalgte og redigerede øjeblikke, men man må alligevel ...«, siger han til mig og stopper i sætningen og tænker sig om.

Det engelske er meget vanskeligt for ham, og han er høflig og vil ikke støde nogen. »Jeg arrangerer historier, men jeg ændrer normalt ikke på ting. Jeg følger mine personer over lang tid og får noget særligt frem ved at skabe relationer. Jesper har normalt aftalt mere på forhånd«, siger Toi.

»DOX:LAB har jo sat to forskellige typer sammen, så ideen er vel, at vi skal skubbe grænserne lidt. Noget er iscenesat, og noget er objektivt betragtet«, siger Just.

»Ja, og det nytter heller ikke, at jeg bare insisterer på mit. Dette skal jo være et eksperiment og et eventyr. Og vi nærmer os langsomt hinanden, så vi kan se med et fælles blik«, siger Toi.

»Ja, i dag er bedre end i går«, siger Just og griner.

Leve af gummitræer
Toi er en krigermunk af en instruktør. Han er en bondesøn med en asketisk tilgang til livet. Han værdsætter naturen og familielivet på landet og siger nej til det meste andet. Nej til at lave kommercielle film og reklamer. Nej til et åbent tilbud om et professorat ved universitetet. Nej til storbyen. Nej til at spise kød. Nej til at ryge. Nej til alkohol, te og kaffe.

Han er uddannet i journalistik og medievidenskab, men siger nej til Facebook, Skype, Twitter. E-mail er mere end rigeligt, som han siger – og den tjekker han så heller ikke så tit.

Han siger, at han mest af alt bare vil være sammen med sin familie. Jeg spørger ham lidt drillende, om han så på et tidspunkt helt vil holde op med at lave film og i stedet blive landmand. Det tager han helt alvorligt.

»Ja, det tror jeg. Jeg laver det her, og så har jeg et projekt til, og så tror jeg, at jeg vil passe nogle gummitræer, som min kone har arvet«.

Sagde du gummitræer?

»Ja, gummitræer«.

Jeg laver det her, og så har jeg et projekt til, og så tror jeg, at jeg vil passe nogle gummitræer, som min kone har arvet.



Og så vil du aldrig mere lave film?

»Måske gør jeg ligesom Terrence Malick og vender tilbage efter nogle år«, siger han med henvisning til instruktøren af bl.a. ’The Thin Red Line’ og ’The Tree of Life’.

»Kan du så leve af de gummitræer?«, indskyder Just.

»Ikke de første tre år«, svarer Toi uden at fortrække en mine, »der skal de jo gro«.

Yeah, yeah, yeah
Toi er hele tiden enormt høflig: »Yeah, yeah, yeah ...«, er et imødekommende mantra, Jesper Just hører mange gange. Men man forstår hurtigt, at Toi også har en stærk vilje, og at det er ordene efter kunstpausen, man skal lytte efter: »Yeah, yeah, yeah ... det taler vi om i aften«, eller »Yeah, yeah, yeah ... hmmm NO!«.

Langsomt tilpasser Just sig kommunikationsformen, og så går jeg ved siden af dem, mens de begge siger »yeah, yeah, yeah« til hinanden efterfulgt af små sejre og nederlag, der skal blive til et filmisk kompromis.

»Det er vanskeligt at lave en dokumentarfilm i et land, man aldrig har været i før, når det er svært bare at tale sammen«, siger Jesper Just. »Men det sværeste er ikke sprog- og kulturforskellene, men at være to instruktører med forskellige meninger og ideer«.

Just forstår godt at presse sine ideer igennem, men da optagelserne først begynder, har han pga. sproget intet andet valg end at holde sig lidt i baggrunden og stole på Toi og hans thailandske filmhold.

Efter første optagedag evaluerer instruktørerne dagen, mens vi spiser aftensmad i et storcenter. Just vil gerne holde muligheden åben for, at historien kunne tage en helt anden drejning og også ende i en åben slutning.

»Det kan let blive en romantisk kliche om den forfærdelige storby kontra den smukke natur«, siger Just, der under dagens optagelse bed mærke i, at deres hovedperson, Surichaya, nævnte, at hun drømte om at flytte til Nordpolen for at slippe for Bangkoks varme.

Vilde idéer
»Hvad nu hvis hun var en nomade?«, siger han.

»En hvad«, spørger Toi.

»En, der rejser rundt uden et klart defineret hjem eller mål. Surichaya har jo selvfølgelig et hjem og et klart mål, men hvad nu, hvis vi siger, at hun ikke har. Paradisøen er måske bare et stop på vejen. Hun kan tage videre til Nordpolen«, siger Just.

LÆS OGSÅ »Hvad er en nomade«, spørger Toi igen. »Som en beduin, der rejser fra oase til oase«, siger Just. »Jesper er en stor visuel kunstner«, siger Toi og kigger på mig. Jesper griner og fortsætter: »Måske blev hendes hus revet ned, fordi hun var for fed til at komme ud ad døren, da de bugserede hende på hospitalet. Så har hun ikke noget hus, hun er nomade«. »Yeah, yeah, yeah ... lad os gå tilbage til hotellet«, siger Toi. Hyldest til arbejderne Et par dage tidligere sad Toi og jeg alene i hotellets lobby, hvor han spurgte, hvorfor jeg egentlig gad følge dem. Jeg sagde, at de virkede som årets stjerner i DOX:LAB-sammenhæng, og at jeg var spændt på, hvad en »stor visuel kunstner« som Jesper Just ville bidrage med inden for en dokumentarisk kontekst. Toi nikkede.

De positive ord så ud til at dæmpe hans uro omkring projektet lidt. I den første del af processen havde han selv spurgt Tine Fischer, festivaldirektøren på CPH:DOX, hvorfor han og Jesper var sat sammen.

»Fordi I begge er meget visuelle«, havde svaret været. »Og det er rigtigt nok«, medgiver Toi og udpeger et par steder i sin egen yderst vellykkede film ’Agrarian Utopia’, hvor enkelte store indstillinger viser den smukke natur og den simple lykke blandt forarmede bønder, men han efterlader også et ’men’ hængende i luften.

Det, som Toi er for høflig til at sige direkte, er, at han synes, at hans film indeholder et tydeligt politisk budskab. De vil noget helt konkret, nemlig fremsætte en kritik af det moderne urbane Thailand og en neoliberal politik, der knuser landbefolkningen.

’Agrarian Utopia’ er en slags ’Vredens druer’ om de urimelige vilkår, der fanger bønderne i gældsspiraler, så de må opgive deres egne gårde og arbejde som daglejere prisgivet andres nåde.

Det er en samfundskritik, men samtidig også en hyldest til disse mennesker, der slider med at brødføde nationen med ris, mens de selv lever af slanger, rotter, vild honning og myreæg.

Klassekamp vs. transseksualitet
Både Toi og Just er høflige mennesker og forbliver loyale over for hinanden, når jeg er alene med en af dem.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Tois ’men’ svarer til det, som Jesper Just på et tidspunkt også lod hænge i luften. »Toi var helt fra starten meget fokuseret på, hvad budskabet skulle være. »Der skal være et budskab«, sagde han hele tiden. Og det er jeg som sådan ikke uenig i, men ...«, sagde Jesper Just.

Den store uenighed i det lille ’men’ viser to forskellige kunstneriske traditioner. I Vesten har vi for ofte set kunsten blive spændt for et eller andet politisk projekt, der kan ende med at kvæle den kunstneriske frihed. Derfor arbejder kunsten nu med mere subtile kritikker og formmæssige udtryk.


Når Jesper Just taler om at bringe nomader ind kunsten, så indskriver han sig i en europæisk filosofisk tradition fra Nietzsche over Adorno til Gilles Deleuze, hvor nomaden bliver et billede, der symboliserer en åbenhed i tanken, en villighed til at tænke ud over de kendte kategorier.

Når Jesper Just vil have en løs nomadestruktur ind i ’Vanishing Women’, er det for at undgå at forfalde til simple dualismer, som f.eks. at byen er ond og naturen god.

I sine videoværker forsøger Jesper Just at lege med den måde, hvorpå vores individuelle identitet skabes ud fra en kollektiv bevidsthed, der er præget af mainstreamfilmens repræsentationer. Justs værker spiller i så høj grad på Hollywoodfilmenes polerede æstetik, at den thailandske fotograf Pom efter at have set dem blev bange for, at han ikke var god nok.

Men Just beroligede ham straks. »De film ser sådan ud, fordi de forsøger at introducere en anderledes protagonist, end vi er vant til, f.eks. en sort overvægtig kvinde, der udforsker sin seksualitet. Når man vil lege med repræsentationerne, bliver overfladen nødt til at ligne noget, vi kender, for at man så kan skifte ud i indholdet«.

Direktemagtmisbrug
Det er nok Justs ’Sirens of Chrome’, som Pom har set. Den er optaget med et avanceret RED-kamera og ligner på overfladen en bilreklame, men det er en meget underlig en af slagsen, for alting går langsomt, og i stedet for mandige mænd og timeglasformede blondiner sidder der fire sorte kvinder i stilhed.

Og når den seksuelle energi endelig kommer på banen, eller på køleren som det sig hør og bør, så er det et langsomt, drømmende samspil mellem kvinde og bil i stedet for det dominerende drøn af maskuline hestekræfter og tag mig-femininitet, som man er vant til.



Det er typisk for Just at tage en kendt, nærmest klichéfuld setting og så flå i vores kollektive billeder. Og Toi er næppe uenig i den tankegang. Det er tydeligt, når man ser hans film, men hans konkrete virkelighed er en anden.

For langt fra menneskers liv
Hvor vestlige kunstnere bekymrer sig om ytringsfrihed eller diskrimination af minoriteter (transseksuelle, sorte, kvinder), lever kunstnere i den fattigere del af verden i mere direkte kontakt med magtmisbrug og uretfærdig fordeling af resurser, med andre ord den gamle klassekamp, som vi har tendens til at glemme i Vesten, når bilerne ikke brænder i London og Paris.

»Helt i starten diskuterede vi, hvad kunst i det hele taget er«, fortæller Toi.

»Jeg er enig med Leo Tolstoj, der i essayet ’Hvad er kunst?’ (1897) siger, at kunsten har bevæget sig for langt væk fra almindelige menneskers liv. Han talte om malerkunsten, som de fine kredse kastede sig over, fordi de kedede sig. Det gav dengang en overproduktion af dårlig malerkunst. I dag gælder det for filmkunsten. Der bliver lavet alt for mange film. Hvem kan nå at se dem alle sammen. Og langt de fleste er ikke vedkommende«, siger Toi.

Hvorfor laver du selv film?

»Jeg har ikke behov for at lave en stor blockbuster. Jeg har noget at fortælle. Om livet på landet i Thailand og om den politiske situation, der ikke er o.k. Når jeg ikke har mere at fortælle, holder jeg op«.

Det sværeste er ikke sprog- og kulturforskellene, men at være to instruktører med forskellige meninger og ideer.



Kompromisets kunst

Lidt over en måned efter optagelsen er ’Vanishing Women’ ved at være færdig. Det har været en bumpet, men også spændende og lærerig vej mod målet. »Vi valgte at bruge en ekstern klipper som mellemmand«, fortæller Just over telefonen fra Paris. »Klipperen sad i Bangkok, jeg sad her i Paris, og Toi sad oppe i gummiplantagen. Vi lavede en klippeliste, som klipperen arbejdede ud fra, og vi kommenterede så hele tiden. Og det var bestemt ikke sådan, at vi altid var enige undervejs«, siger Just. »Jeg tror, at både Jesper og jeg er enige om, at hvis man vil lave en god film, så skal der kun være én instruktør – medmindre man er Coenbrødrene. Men DOX:LAB er stadig interessant som eksperiment. Det var et eventyr og virkelig sjovt«, forklarer Toi senere over mail.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ »Der var flere gange undervejs, hvor jeg troede, at det aldrig ville blive til noget«, siger Just. »Jeg har forstået, at andre i DOX:LAB formår at blive til en enhed, men vi endte mere med et kompromis, og der kommer aldrig rigtig stor kunst ud af et kompromis. Men det er en fin film efter omstændighederne, og det var jo processen og eksperimentet, der var vigtigt. Toi er en virkelig konservativ filmskaber, men det var inspirerende at arbejde med ham og se langsommeligheden i hans metode, og at han arbejder med de her store billeder og stoler på, at en enkelt indstilling til en handling er nok. På den anden side tvang jeg ham jo til at lave en film om en kvinde. Det lå ham meget fjernt, og nu har han prøvet at arbejde med en anden repræsentation. Vi blev begge udfordret til at lave noget andet, end vi gør normalt«.

FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden