Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Makabert. En elektrisk stol sættes i stikket i Errol Morris' 'Dr. Death'. Den jødiske instruktør, filosof og privatdetektiv er ven med den tyske instruktør Werner Herzog. PR-foto

Makabert. En elektrisk stol sættes i stikket i Errol Morris' 'Dr. Death'. Den jødiske instruktør, filosof og privatdetektiv er ven med den tyske instruktør Werner Herzog. PR-foto

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bizar instruktørduo gør massemord til kunst

Filmfestivalen CPH:DOX viser fra i dag film af Werner Herzog og Errol Morris.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Instruktøren Errol Morris’ kone, Julia Sheehan, gik engang ind i en boghandel med en liste med tre titler, hun skulle hente for sin mand.

Da ekspedienten havde svært ved at finde bøgerne, spurgte han, hvilke emner det mon drejede sig om. Det vidste Sheehan ikke, men hun kendte sin mand og svarede: »De handler højst sandsynligt enten om sindssyge, mord eller nazister«.

Der viste sig at være en af hver.

Errol Morris er mest kendt for sin Oscarvindende dokumentar ’The Fog of War’ fra 2003, hvor Robert McNamara taler ud om den kolde krig. Det er et unikt indblik i storpolitik og krigens gru, men også i et menneske, der skulle træffe de vanskelige beslutninger om liv og død. Filmen er et mesterværk, men blot et blandt mange signeret af Morris.

Naturligt venskab
Med en baggrund som privatdetektiv og filosof har han udviklet sin helt egen detektiv-dokumentariske stil.

Hans interesse i sandheden og det mere abstrakte, hvad sandhed er, har ledt hans filmiske løbebane ind i den menneskelige bevidstheds krinkelkroge – og ind i fængsler og psykiatriske institutioner for bedst at se, hvordan vi tænker, og hvordan virkeligheden fremstår så uendeligt forskellig fra person til person.

Det har ført til mesterværker som ’The Thin Blue Line’ (1988), der fik en dødsdømt frikendt, ’Mr. Death’ (1999), der handler om dødsstrafeksperten og holocaust-fornægteren Fred Leuchter, og ’Standard Operating Procedure’ (2008), der minutiøst krydsforhører og krydstjekker de dømte i Abu Ghraib-sagen.

LÆS OGSÅ

Og så har det ført til et langt venskab med mesterinstruktøren Werner Herzog (’Grizzly Man’, 2005).



Med Morris’ fascination af samfundets særlinge in mente er det venskab ikke så underligt.

Sonede brændende dværg med kaktus
Forfatteren Bruce Chatwin har beskrevet Herzog som »barsk og dog sårbar, hengiven og utilnærmelig, spartansk og sanselig, ikke specielt godt tilpasset til hverdagslivets prøvelser, men effektivt fungerende under ekstreme vilkår«, og den tyske instruktør er berømt og berygtet for både foran og bag kameraet at presse eksistensen til det yderste.

Til mesterværket ’Fitzcarraldo’ (1982) insisterede han på, at skuespilleren Klaus Kinski sammen med lokale indianere trak et 360 ton tungt dampskib over et bjerg midt ude i Amazonas. Alt sammen uden special effects og alt sammen i ånden fra fantasten Fitzcarraldo selv, der ville bygge et operahus midt inde i junglen.

Den ånd findes i alle Herzogs film. Til ’Herz aus Glass’ (1976) hypnotiserede han alle skuespillerne, og under optagelserne til ’Aguirre – der Zorn Gottes’ (1972) truede Herzog med at skyde Klaus Kinski, fordi den blonde galning fik endnu et af sine berygtede raserianfald.

I ’Også dværge er begyndt i det små’ (1970) er alle medvirkende selvfølgelig dværge, og da der gik ild i en af dem under optagelserne, kastede Herzog sig ned på en kæmpekaktus som modydelse. Det var bagefter umuligt at fjerne tornene, så da Herzog mødte Errol Morris i 1972, var de blevet en fast del af hans krop.

Strubebånd i affaldskværnen
I 1972 burde Morris egentlig skrive sin ph.d. i filosofi på Berkeley, men i stedet brugte han sin tid i det lokale filmarkiv, hvor produceren Tom Luddy introducerede ham for Werner Herzog.

Selv om Morris endnu ikke havde lavet en film, og Herzog hånende svor, at han ville æde sine sko, hvis det nogensinde skete, behandlede de to straks hinanden som ligemænd – sjælefrænder med en fælles passion for det bizarre og en interesse for sprækken mellem sprog og sandhed.

Sommeren efter brugte Morris dog hverken sin tid på ph.d. eller i filmarkivet. I stedet kørte han hver dag til Santa Cruz for at overvære retssagen mod Edmund Emil Kemper III.

Kemper havde 20. april 1973 dræbt sin mor med en hammer. Efterfølgende havde han skåret hendes strubehoved ud og smidt det i affaldskværnen – det forekom ham passende, så meget som moderen havde hakket på ham i så mange år. Men da han tændte for kværnen, blokerede den og spyttede det blodige stemmebånd tilbage i hovedet på ham.

»Selv da hun var død, hakkede hun stadig på mig. Jeg kunne ikke få hende til at holde mund«, fortalte han senere til politiet.

Var ved at skide i bukserne
Modermordet var finalen oven på en lang række mord, der startede med bedsteforældrene, da han var teenager, og senere seks kvindelige blaffere i Santa Cruz, som han myrdede, nekrofilt voldtog og derefter parterede.

Kemper blev dømt til døden, men da staten Californien på domstidspunktet havde suspenderet dødsstraffen, måtte han til sin egen store fortrydelse nøjes med otte gange livstid. Til gengæld fik han besøg af Errol Morris og Werner Herzog, der så en gylden chance for at pleje deres seriemorderhobby.

Under dække af, at de var psykiatere, arrangerede Kempers advokat, at Dr. Herzog og Dr. Morris kunne mødes med morderen i fængslet i Vacaville i Californien.

Herzog har senere sagt, at de alle var ved at skide i bukserne af skræk, for Kemper var en kæmpe på over to meter og mere end 150 kg og havde et udtalt ønske om at få lov at opleve den elektriske stol – et ønske, som kun kunne opfyldes, hvis han begik mord igen inden for fængselsmurene.

Og set i bakspejlet mener Herzog, at det nok var for at øge egne overlevelseschancer, at advokaten gik med til at bluffe dem ind.

Meningsløs mening
Morris og Herzog blev dybt fascinerede af Kemper og fandt det meget interessant, hvordan Kemper på en efterrationaliserende måde fik det til at give mening, hvorfor og hvordan han dræbte. Det blev et billede på, hvordan mennesket er i stand til at forme fakta, så det passer ind i dets eget verdensbillede, og hvordan rationel tænkning sagtens kan forekomme inden for helt syge scenarier.

Her tre eksempler fra Kempers egen beretning:

Eksempel 1: Kempers mor havde ifølge Kemper altid ønsket, at folk skulle se op til hende. Derfor begravede han et offers hoved i moderens baghave med ansigtet vendt op mod hendes soveværelsesvindue.

Eksempel 2: Da han havde dræbt bedstemoderen i affekt, følte han sig nødsaget til også at skyde sin bedstefar, da han formodede, at bedstefaren ville blive meget vred over at se sin kone død.

Eksempel 3: Kemper skar akillessenen over på flere af sine ofre. Ikke, som politiet formodede, for at forhindre flugt, men for at bremse rigor mortis og derved få mere tid til sine nekrofile lyster.

Elefant med en sjæl som Mozart
Der findes en transskription af Kempers seks timer lange tilståelse, en transskription, som Herzog har omtalt som helt vidunderlig, og efter mødet i fængslet med Kemper beskrev Herzog ham som et »meget følsomt menneske«.

»Hans hænder var som en violinists. Jeg mindes, at han lignede en elefant med en sjæl som Mozart«. En beskrivelse, der kunne passe på Morris og Herzog selv, der begge buldrer ind i deres filmprojekter, men altid ender med at skabe poesi.

Herzog var interesseret i, hvordan dette omvandrende paradoks, Kemper, med sine tanker og handlinger overskred vores gængse opfattelse af sammenhænge i verden, og indirekte viste, at sandheden har mange flere facetter end det, Herzog med sin karakteristiske tysk-engelsk accent kalder »the accountants truths« – bogholderens sandhed.

Herzog forsøger med sin filmkunst at nå frem til en mere »ekstatisk sandhed«, som forsøger at vise den poetiske sandhed, der går tabt i sprækken mellem bogholderens korrekte sprog og verden.

Overskride bogholderens sandhed
Hvor Herzog er begejstret for poetisk at ruske i vores opfattelse af, hvordan verden og menneskelig bevidsthed hænger sammen, så er Morris’ ærinde et andet og mere konkret. Han er enig med Herzog i, at verden er mere kompleks, end den ser ud i de autoriserede sandhedsbogholderes excel-ark, men han rynker på næsen ad Herzogs begreb ekstatisk sandhed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge Morris er det blot et andet ord for at lyve.

Der er én og kun én sandhed. Selv om vi mistede alle historiske bevismaterialer for Slaget ved Hastings, ville det ikke ændre på, at slaget havde fundet sted. Men sandheden er sjældent direkte tilgængelig for os. De hårde beviser kan være gået tabt i løbet af historien eller gået tabt på grund af sprogets utilstrækkelighed.

Tilbage sidder vi med de enkelte menneskers forskellige præsentationer af fakta, og de har intet med sandhed at gøre.

»Kempers retssag har ændret min måde at tænke på på virkelig mange forskellige områder«, har Morris fortalt. »Hvad foregår der i et andet menneskes bevidsthed? Hvordan ser de verden? Kemper var et perfekt eksempel«.

Hvad nu hvis-spørgsmål
Det var især forskellen på Kempers selvfremstilling, psykiaterens formodninger og den slørede sandhed inde bag ved, som dengang interesserede Morris. Hvordan kunne psykiaterne efter få minutters interview skråsikkert udtale sig om, hvad andre mennesker tænkte, og anbefale dødsstraf?

Hvordan kan de sige, at Kemper var koldblodig i mordøjeblikket, når det kunne være, at det blot var Kempers egen selvfremstilling – hans fortælling om sig selv? Måske var han dybt psykotisk, da mordene stod på, men havde en fantasi om at være i kontrol, som han nu udlevede i sin tilståelse?

Sådanne hvad nu hvis-spørgsmål har Morris siden hen stillet i alle sine film.

De gales og de selvretfærdige psykiateres selvfremstilling bliver en illustration af sandhedens ofte umulige vilkår. Det, vi kalder forklaringer, er i virkeligheden kun beretninger, fordi vi i alle livets sammenhænge er afhængige af en sproglig formidling. Det er denne sprække, som Morris arbejder i, og som han mener, vi igen og igen må granske for at komme så tæt på sandheden som muligt.

Gør vi ikke dette, lader vi magthaverne alene om at udlægge, hvad der foregik i Abu Ghraib, eller vi lader helt uskyldige Randall Dale Adams fra ’Thin Blue Line’ blive henrettet, fordi en psykiater erklærede ham farlig efter få minutters samtale.

Norman Bates-inspiration
Kemper er ikke den eneste seriemorder, som har fascineret Morris og Herzog. Også Ed Gein har præget venskabet på både godt og ondt. Gein er den grusomme virkelighed bag Norman Bates fra ’Psycho’. ’Motorsavsmassakren’ er også inspireret af psykopaten fra Plainfield, Wisconsin.

Som det vises i ’Psycho’, havde Gein et sygeligt forhold til sin mor, og ud over de mange drab havde han åbnet grave med middelalderlige overvægtige kvinder (svarende til moderen) på kirkegården i Plainfield og taget ligene med hjem. Der havde han bygget et sandt rædselskabinet med lamper og stole og andre ting lavet af eller polstret med menneskehud og knogler – ja, »alt i alt en flinker fyr«, som Morris skævt ville udtrykke det.

I forbindelse med sit ufuldendte projekt om Gein, ’Digging Up the Past’, stødte Morris på den lokale psykiater Dr. Arndt, som kun havde skrevet en eneste akademisk artikel i sit liv: ’Et samfunds reaktion på en grufuld begivenhed’, som i praksis blot er en samling af de lokales Ed Gein-vittigheder, som for eksempel:

Hvorfor dækkede Ed Gein sine stole til om aftenen?

For ellers ville de få gåsehud.

Stak af fra gravrøveri
Morris begyndte undervejs at pønse på, om Gein mon havde gravet sin egen mor op? Dr. Arndt mente, at Geins tankegang var for snørklet til at gå direkte ned i sin mors grav, men måske han kunne have gravet underjordiske gange fra nabogravene?

Det var dog umuligt at få et klart svar fra nogen som helst i det lukkede samfund, og så vendte Morris sig til tyskeren for hjælp, og det var en stor fejl, har han senere sagt, for sådan noget deler man ikke ustraffet med Werner Herzog.

Selv om Herzog var i fuld gang med et filmprojekt i Alaska, kørte han straks hele vejen til Wisconsin klar til at grave. Men han endte med at stå alene på kirkegården med sin spade i hånden. Morris havde fået kolde fødder og var til Herzogs store forargelse stukket af.

Morris har langt senere undskyldt sig og forklaret, at han fik det her rædselsvækkende billede på nethinden:

»Jeg så en fuldmåne. Jeg så Plainfield Politi. Jeg så kriminalfotograferne. Jeg så mig selv blive ført bort i håndjern sammen med tyskerne – den fuldendte vanære«.

Stjal landskab
Herzog fik aldrig gravet, men selv om han var alene, krøb han lidt rundt på kirkegården med øret mod jorden i håb om at lytte sig frem til hule steder, der kunne afsløre Geins underjordiske tunneler. Og det kunne aldrig falde Herzog ind at gå tomhændet hjem fra sådan en oplevelse.

De opmærksomme kan finde et lignende billede i flere af excentrikerens film.

Det findes i ’Grizzly Man’, hvor Timothy Treadwell lytter efter bjørne ved at lægge øret mod jorden, i ’Encounters at the End of the World’ (2007), hvor videnskabsfolkene ligger ned mod isen på Antarktis og lytter efter sælerne, og i ’Glocken aus der Tiefe’ (1995), hvor pilgrimme lytter til mystiske klokker fra en usynlig by på bunden af en tilfrosset sø.

Som straf for at stikke halen mellem benene og lade ham alene ved Ed Geins mors grav stjal Herzog også et af Errol Morris’ favoritlandskaber. Et, han havde vist Herzog og afsløret, at han ville bruge i en fremtidig film. Det findes nu i Herzogs ’Stroszek’ (1977).

Tyveriet førte til ondt blod mellem de gamle venner. Som Morris siger: »At stjæle en karakter eller en historie er ikke rigtigt tyveri, men at stjæle et landskab, det er en meget, meget seriøs forbrydelse«.

Vandrestøvler med hvidløg og tabasco
Herzog var enig og har sagt undskyld mange gange. Han forsøgte dengang at købe aflad i form af ussel mammon, 2.000 dollar, som Morris gentagne gange afviste ved at smide dem ud ad vinduet, men Herzog blev ved, og til sidst tog Morris pengene og brugte dem på en rejse til byen Vernon i Florida, hvor de excentriske indbyggere havde specialiseret sig i at lemlæste sig selv og leve af forsikringspengene.

I 1981 lavede Morris filmen ’Vernon, Florida’ om det underlige sted.

Tre år tidligere, i 1978, havde Errol Morris endelig færdiggjort sin første film, ’Gates of Heaven’. Den handler om dyrekirkegårde og er et filmessay om kærlighed og død. Så det var hverken projektet om psykiatere, byen Vernon eller om Ed Gein, der tvang Herzog til at overholde sit løfte og spise sine sko i en offentlig performance på en scene på Berkeley.

I kortfilmen ’Werner Herzog Eats His Shoe’ (1980) ser man den gale tysker koge sine bayerske vandrestøvler med hvidløg, tabasco og krydderurter og indtage dem med rigelige mængder øl foran en vantro forsamling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Herzog er en mand af sit ord, og skospisningen skabte røre nok til, at ’Gates of Heaven’ blev distribueret og bragte Morris mod stjernerne. Den Pulitzervindende filmkritiker Roger Ebert har siden udnævnt den til en af de ti bedste film, han har set, og erklæret Morris for den mest betagende filmskaber i tyve år.

Et virkeligt røvhul

Ed Gein-projektet er aldrig blevet til noget, men Ed Gein gav indirekte Morris hans hidtil bedste svar på, om der findes noget ubestrideligt sandt i verden. Under en researchtur til Ed Gein-arkivet viste inspektøren Morris en stol, hvor Gein havde fjernet sædet og i stedet placeret et par ægte kvindeballer.

Uden det mindste spor af ironi kiggede inspektøren på Morris og sagde: »Man kan se, at det er virkeligt, for man kan se røvhullet«, og som Morris sidenhen har sagt om konfrontationen med noget så konkret: »Med al respekt for de store filosoffer, som gennem tiden har sloges med dette spørgsmål, så havde den her fyr altså fat i noget«. Morris og Herzog er i dag gode venner og har lagt Ed Gein og gravrøverhobbyen endeligt bag sig. Ingen har siden taget spaden i hånden og fundet ud af, om Ed Geins mors lig virkelig ligger i graven, men lad da dette være en opfordring. Og hvad skete der med Ed Kemper? Jo, han studerede psykiatri i fængslet og samarbejdede med FBI om at udarbejde skabeloner for seriemorderprofiler. Kilder: Bruce Chatwin: Hvad gør jeg her?, Paul Cronin: Herzog on Herzog, Rex Doane: A conversation with Errol Morris m.m.





Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden