Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

For Mette og Annemette Beckman er tilværelsen kun en skygge af, hvad den var engang. Den store formue er væk, og der er kun en lille pension tilbage.
Foto: Pedro Cláudio

For Mette og Annemette Beckman er tilværelsen kun en skygge af, hvad den var engang. Den store formue er væk, og der er kun en lille pension tilbage.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny dokumentar: »Tanken om at arbejde er for mig stadig ... tabu«

Mor og datter strandet i Portugal lever af moderens beskedne pension.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Titlen ’The Good Life’ kan både læses nostalgisk og som kulsort ironi.

For livet er på ingen måde særlig godt for filmens to hovedpersoner, Mette og Annemette Beckman.

Solen skinner stadig som tilforn i Cascais i Portugal, men for mor og datter på henholdsvis 56 og 83 år er tilværelsen kun en fattig skygge af, hvad den var engang.

Engang levede familien Beckman de velhavendes ubekymrede liv. Penge var ikke noget, man snakkede om. Det var noget, man havde. Mette havde giftet sig med en rigmandssøn, men shippingfirmaet kuldsejlede uden nogen til at sætte kursen. Man levede af renterne, så længe det gik.

Så gik den ikke længere. Manden døde, og nu lever mor og datter for moderens beskedne pension. Hver eneste euro må vendes og drejes for at få råd til pasta, billig vin og besøg hos astrologen.

Arbejde er tabu
Det eneste, der er masser af, er følelser bundet til en svunden tid. Dengang der var stil over tilværelsen. Datterens bitterhed over aldrig at være blevet forberedt på et liv uden penge er endeløs. At hun selv kunne have taget skeen i den anden hånd, er tilsyneladende aldrig faldet hende ind.

LÆS ARTIKEL

»Tanken om at arbejde er for mig stadig ... tabu«, siger hun og ligner en ung pige, der er faret vild i en forkert aldersgruppe. Moderens liv er skrumpet ind til mere eller mindre tavse selvbebrejdelser over, at hun aldrig fik fyret op under sin døgenigt af en mand, og at hun har været med til at definere de forskruede rammer for sit forvoksede barns liv.

Eva Mulvads ’The Good Life’ er en fascinerende dokumentarfilm, som sætter mange komplekse følelser i sving. Med sit strenge fokus på et isoleret kvindeliv i to generationer bag fortids møre mure er filmen en regulær hommage til Albert Maysles berømte dokumentar ’Grey Gardens’.

Meget tæt på
Men ’The Good Life’ formår samtidig at være sin egen på en måde, så datterens verdensfjerne og forbitrede bebrejdelser faktisk er ved at gøre filmen beslægtet med Robert Alrichs ’Whatever Happened To Baby Jane’.

’The Good Life’ er en både sørgmodig og bizar film, som tillige placerer sig et sted mellem hårdnakket realisme, tragikomik og absurd kammerspil. Mulvad går tæt på. Meget tæt på. De to kvinder er i nogle scener så forsvarsløse over for de omskiftelser, tilværelsen har udsat dem for, at det ligner en udlevering.

En selvudlevering er det indiskutabelt, men så sætter mor og datter sig alligevel så stærkt igennem som figurer, at man alligevel ikke synes, udleveringen overskrider tabu. Datteren er bitter, men har også en selvironisk humor, som i glimt befrier hende fra den følelse af kvælning, deres klaustrofobiske situation placerer dem i.

Menneskeligt fællesgods
Alt sammen er det med til at give dobbeltportrættet en roligt tiltagende stemning af menneskeligt fællesgods. Spilletidslængden er også i dette tilfælde noget af en prøvelse for oplevelsen af en dokumentarfilm.

På den anden side må man indrømme, at der sker en fortætning, som måske ellers ikke havde fundet sted. En gradvis spidsformulering af de eksistentielle spørgsmål.

Hvad er det præcis, man giver sine børn med sig ud i livet? Når man at handle i tide? Er det gode liv en gave eller en præmis? Har man for længe lænet sig tilbage i tilværelsens givne goder og først for sent opdaget, at ryglænet længe har været mørnet stof?

Den tiltagende desperation

Midt i alt klynkeriet, jeremiaderne og opgivelsen af ævred er der en snert af noget heroisk over disse hjælpeløse kvinders forsøg på at få de mange slags mere eller mindre dækningsløse checks til at strække. Og bag bebrejdelserne og den skyldbetyngede tavshed mere end aner man både kærligheden og den tiltagende desperation.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

Det varer næppe længe, før datteren skal stå på egne ben i en verden, hun hverken bryder sig om eller ved, hvordan man klarer sig i. Hun er blevet god til brystsvømning i fornemme hotellers swimmingpool og ved de mest fashionable strande, men mon det er nok til at holde sig flydende?

Måske. For nu ligner mor og datter to druknende, der synker til bunds, fordi de klamrer sig til hinanden.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden