Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krig. Amerikanske soldater spejder nervøst efter fjenden i Irak. Måske kom de også hjem og undrede sig over, hvorfor de egentlig var i Irak.
Foto: Jim MacMillan/AP

Krig. Amerikanske soldater spejder nervøst efter fjenden i Irak. Måske kom de også hjem og undrede sig over, hvorfor de egentlig var i Irak.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dokumentarist søger svar: Hvorfor var vi egentlig i Irak?

CPH:DOX-aktuel film portrætterer USA's tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når Donald Rumsfeld smiler i filmen ’The Unknown Known’, er det som at se et gardin blive rullet op. Det er et smil, som aldrig når op til øjnene bag brillerne.

»Smilet er forbløffende. Det er som Cheshire-kattens smil i ’Alice i Eventyrland’. Til sidst forsvinder katten. Kun smilet bliver tilbage. Det afskyelige grin, der hænger svævende mellem træets grene. Det er sådan, jeg ser Donald Rumsfeld«, fortæller filmskaberen Errol Morris og fortsætter:

»Jeg har lavet en filmplakat, hvor der bare står ’Hvorfor smiler denne mand?’. For mig at se udtrykker han ekstrem selvtilfredshed. En slags næsten pueril selvglæde. I Amerika har vi udtrykket ’katten slugte kanariefuglen’ om sådan et selvtilfreds grin, hvor man lige er sluppet af sted med noget slemt«, siger Errol Morris, da han ankommer til filmfestivalen i Venedig med sin nye dokumentarfilm under armen.

Errol Morris fik sit internationale gennembrud for ti år siden med oscarvinderen ’The Fog of War’ med Robert S. McNamara som hovedperson. McNamara var forsvarsminister under Cubakrisen og en af de hovedansvarlige for optrapningen af USA’s bombardementer i Vietnam.

LÆS OGSÅ

Med ’The Unknown Known’ har han lavet endnu en film om en mand, der for få år siden var en af de mægtigste på kloden. Endnu en amerikansk forsvarsminister i krigstid. Nemlig den nu 81-årige Donald Rumsfeld, som både er USA’s yngste (1975-77 under Gerald Ford) og ældste (under George W. Bush 2001-2006) forsvarsminister nogensinde.

Under Bush var han en af hovedarkitekterne bag Irakkrigen, der skulle vise sig at blive tragisk blodig, kaotisk og med talrige døde irakere og mange dræbte amerikanske soldater. Som en af de hovedansvarlige for Abu Ghraib gik Rumsfeld af i 2006.

Det er sjældent, at man møder en instruktør af en portrætdokumentarfilm, som ikke i udgangspunktet udtrykker en form for sympati med sin hovedperson. Især når der er tale om en samtalefilm. Men på det punkt er ’The Unknown Known’ en anden slags film.

Fravær af bevis
Donald Rumsfeld blev under Irakkrigen berømt for sin evne til at trække pressen rundt ved næsen og for sit talent for at svare uden at svare på nærgående spørgsmål.

Det var Rumsfeld, som kom frem med de berygtede ord om, at fravær af bevis ikke er bevis på fravær. En fatal omskrivning af et udsagn af Carl Sagan, der handler om muligheden af at finde liv i det ydre rum.

En kompleks problemstilling involverende mange teoretiske discipliner. Som Rumsfeld snuppede og brugte i en noget anden kontekst i et memo til USA’s daværende præsident, som ifølge Morris »til at begynde med ikke var den skarpeste kniv i skuffen«.

Man kan forestille sig hvad som helst på basis af fravær af bevis. Det er noget af det mest skræmmende, jeg har hørt!



»Han argumenterede for, at irakerne jo godt kunne have masseødelæggelsesvåben, selv om vi ikke kendte til dem. Det gjorde han på et tidspunkt, hvor man overvejede at gå i krig. Bruger man den form for bevisførelse, kan man retfærdiggøre hvad som helst. Hvis det kun handler om, hvad man kan forestille sig, kan man jo forestille sig flyvende aber med termonukleare våben eller hvad som helst! Man kan forestille sig hvad som helst på basis af fravær af bevis. Det er noget af det mest skræmmende, jeg har hørt!«.

Og skræmmende blev det. For emnet på tale i memoet var jo altså Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Som USA endte med at bruge som undskyldning for at gå i krig uden om FN. Selv om det skulle vise, at Saddam Hussein talte sandt, da han hævdede, at Iraks masseødelæggelsesvåben allerede var destrueret. Fravær af bevis var i dette tilfælde faktisk bevis på fravær.



Det er kun et af mange eksempler i filmen på Rumsfelds lemfældige plejen omgang med visdomsord. Titlen ’The Unknown Known’ er både et billede på Rumsfeld og en hentydning til en af hans mange politiske lommefilosofier om den kendte ubekendte og den ukendte kendte.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som det fremstilles af Rumsfeld selv i filmen et temmelig rystende eksempel på, hvordan det lyder, når sloganisme og strøtanker bringes i felten som politiske ideer og strategier.

’Snefnug’ var, hvad Rumsfeld selv kaldte den byge af lommefilosofiske memoer, han hver dag lod regne ned over sagesløse medarbejdere i hierarkiet. Film om selvbedrag


»Jeg har lavet mange film om selvbedrag. Om mennesker, som synes at være dybt uvidende om, hvem de og hvad de siger. En af dem er Donald Rumsfeld. Nogle har beskrevet ’The Unknown Known’ som ’Fog of War 2’. Det er ikke tilfældet. Robert McNamara er faktisk klar over, hvem han er, og hvad han har gjort. Han er ikke blind for Historien og lever med konsekvenserne af sine handlinger. Men ’The Unknown Known’ mener jeg, er en film om en mand, der er helt ude af kontakt med virkeligheden og med sig selv«.

»Rumsfeld kom til Boston 4 gange. Vi lavede i alt 11 dages interview. Første gang to dage i 5-6 timer hver dag. Sidst på anden dag fortæller han mig så om sit besøg hos Saddam Hussein i 1983 i Bagdad. Til sidst siger han: »Her er en mand, der bliver tilbedt som en afgud, er helt ude af kontakt med sig selv, og i sidste ende var det hele ren forstillelse«. Så stirrer han ind i kameraet. Og jeg stirrer tilbage. Han blinker ikke.

Jeg foretrækker, at Rumsfeld hænger sig selv, frem for at jeg skal gøre det

Det fortsætter i det meste af et minut. Hvilket målt i filmtid er en evighed. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere. Du milde Moses, tænkte jeg. Ved han overhovedet, hvad han siger? Ved han slet ikke, at jeg og mange andre vil høre, at han i virkeligheden taler om sig selv? Men så går det op for mig: Han ikke har den fjerneste anelse«.

»Jeg har tit tænkt på Rumsfeld som den mindst jødiske person, jeg nogensinde har mødt«, siger den jødiske Errol Morris.

»Ingen selvlede, ingen ironi, intet selvhad, ingen selvbevidsthed. Ingen skyld! Hvor ville jeg være uden alle disse ting?«, spørger den 65-årige amerikaner fra Long Island retorisk og slår ud med armene. Der er langt fra New York til Texas, og Bush-dynastiet har ikke gjort afstanden mindre. Hadede krigen

’The Unknown Known’ er en afslørende film. Eller måske rettere en afklædende film, hvor Kejserens højre hånd står tilbage kun iklædt sin kynisme og sin retoriks tomme floskler. Men selv om Abu Ghraib, som Morris tidligere har lavet en film om, spiller en nøglerolle, er det ikke en film med sensationelle afsløringer om Irak. »Jeg foretrækker, at Rumsfeld hænger sig selv, frem for at jeg skal gøre det. Men jeg konfronterer ham. Jeg siger ikke ligeud, at han lyver, men jeg fremlægger beviser, der tyder på, at hvad han lige har sagt, er usandt. Men jeg ved faktisk ikke, om han selv ved det. Da jeg citerer fra Schlesinger-rapporten, som modsiger ham om Abu Ghraib, ser han bare på mig, som om jeg var et umælende dyr«. »Når jeg fik øje på Rumsfeld, så var det, fordi han lige havde udgivet en mursten af en selvbiografi med titlen ’The Known Unknown’. Jeg havde ikke noget klart defineret mål, da vi gik igang«. »Men jeg hadede krigen«, indrømmer han.





LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg syntes, den var en vederstyggelighed. Men som jeg sagde til ham, da vi begyndte, så tænkte jeg, at vi ville kunne gøre den amerikanske offentlighed en tjeneste, hvis vi rent faktisk kunne forklare dem, hvorfor vi gik i krig. Det, synes jeg jo så ikke rigtigt, lykkedes for os ... Nu ved jeg mindre om, hvorfor vi gik i krig, end jeg gjorde før«, kommer det med en hovedrystende sardonisk latter fra Errol Morris efter at have tilbragt mange timer i enrum med en af krigens fædre.

Var det olien? Var det Saddam, der skulle have en lektie? Var det Bush jr., der skulle demonstrere viljestyrke? Var det Mellemøsten, der skulle skabes om? På et tidspunkt taler Rumsfeld hånligt om Bagdadregimets irrationelle forhåbninger om at kunne undgå krigen. Og krigen kom. Hvorfor?

Hvad svaret end er, så svæver Rumsfelds smil stadig selvsikkert i træet af røg over Bagdad og Damaskus.

»Måske er jeg dum. Måske er jeg lidt naiv eller godtroende«, siger Errol Morris og lyder ikke, som om han er nogen af delene.

»Men jeg tror virkelig ikke, han har en anelse. Når det virkelig kommer til stykket, så tror jeg ikke, han ved mere, end jeg gør. Og dét er ret rystende«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden