Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: LAURENT REBOURS (arkiv)/AP
Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Oscarvinder går tæt på Armstrongs fantastiske løgnehistorie

Alex Gibney er aktuel med hele to film på CPH:DOX.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I virkeligheden var det en helt anden film, Alex Gibney skulle have lavet. Den amerikanske dokumentarfilmskaber og cykelentusiasist ville have lavet filmen om landsmanden Lance Armstrongs comeback i 2009.

Det skulle være den forbløffende saga om den syv-dobbelte vinder af Tour De France, som efter at have slået alle rekorder til alles overraskelse havde besluttet sig for at vende tilbage til det hårdeste game. For at vise verden, hvor skabet skulle stå.

Men så var det, at skeletterne i stedet raslede ud af skabet. Skeletter selvlysende af alskens tænkelig doping.

Gibney havde fået Armstrongs ord for, at han ikke ville lyve for ham. Han troede på ham. Armstrong var nemlig ikke bare cykelkongen. Han var sportshelten, der vandt over kræften og bagefter brugte sine kræfter og sine penge på at hjælpe især børn med kræft. Ikke noget let billede at gå op imod.

Men løftet var intet værd. Helten havde set Gibney i øjnene og stukket ham den stiveste løgn.

LÆS OGSÅ

Pludselig genopstandelse
»Det var ikke, fordi vi var supergode kammerater, men jeg brugte faktisk en hel del tid på at hænge ud med ham. Det er i 2009, jeg i filmen må konstatere, at nu er det altså svært at tro på ham. Men han har altså den her særlige evne til at se dig lige i øjnene på en måde, så du tror på, hvad han siger. Men så går han, og så melder tvivlen sig. Når man har prøvet at brænde nallerne, husker man det. Det er svært at tro på ham. Det er stadigvæk svært at tro på ham«, fortæller Gibney.

Vi er til filmens verdenspremiere i september måned på filmfestivalen i Venedig ved et interviewbord, der er indkranset af lige så mange sponsorplakater som en stor sportsbegivenhed.

Armstrong havde været den hurtigste mand på en cykel, men måske var han kun blevet det ved at lyve så hurtigt, som en hest kan rende. Armstrongs korstog i 2009 handlede ikke kun om at vinde. Han havde en skjult dagsorden, mener Gibney.

Det handlede nok så meget om at vise, at Armstrong kunne vinde clean. Og dermed indirekte bevise, at han også havde været uskyldig som en brud de mange gange tidligere, hvor han og hans hold havde kværnet konkurrenterne sønder og sammen, mens dopingspøgelset var blevet stadig mere højrøstet og sværere at mane i asfalten.

Til det formål var Alex Gibney og hans planlagte film et uvidende redskab for Armstrong. Men undervejs gik det galt. Det kneb for Armstrong med at hænge på.

Jeg filmede løs, mens hans spandt sine røverhistorier. Jeg var simpelthen revet med som fan

Indtil han pludselig på mirakuløs måde midt i løbet ’genopstod’ og endte på podiet. I stedet for at aflive rygterne havde Armstrong selv sat fart i den udvikling, som kulminerede med, at han i 2012 blev ribbet for alle sine titler. De syv titler, han vandt i træk fra 1999. Efter tidligere at have stillet op fire gange og kun gennemført én gang.

Den planlagte heltebiografi om Lance Armstrong er i stedet blevet den store afklædning af Armstrong-myten.

Men ’The Armstrong Lie’ er også et fascineret portræt af, hvilken psyke der skal til for at skabe en skruppelløs super- og verdensmand ud af en mut, sammenbidt knægt fra Plano, Texas.

Efter at have lavet de originale optagelser til den planlagte cykelfilm gik der nogle år, før de to mænd prøvende tog tråden op igen, selv om de snakkede indimellem. På et tidspunkt besluttede Gibney sig for, at han i stedet ville bruge de gamle optagelser til at lave filmen om Armstrongs løgne.

»Hvis vi skulle kunne tale og filme sammen igen, måtte der først finde en slags statusopgørelse sted. Han gav mig en undskyldning, og den tog jeg imod. Og jeg følte faktisk bagefter, at vores forhold blev mere ærligt. Han havde på det tidspunkt måttet indrømme en del ting offentligt. Før havde jeg på en måde været en del af hans pr-maskineri. Jeg filmede løs, mens hans spandt sine røverhistorier. Jeg var simpelthen revet med som fan«.

Måtte ikke påvirke slutresultatet
Lance Armstrong var en løgn, mange gerne ville tro på. Takket være Armstrongs evner som cykelrytter og karismatisk idol regnede pengene ned over holdkammeraterne, kampen mod kræften og den professionelle cykelsports organisationer.

Sponsorerne var lykkelige. Armstrong var en succes og en pengemaskine, ingen ved deres fulde fem havde interesse i at afmontere. Medmindre man gik op i noget så latterligt gammeldags som fairplay og ærlighed.

Og de ryttere, som fik nykker i den retning, blev prompte og skånselsløst sat på plads. Armstrongs enevælde var ikke for tøsedrenge.

»Jeg ringede ham op og fortalte, at filmen nu ville komme til at hedde ’The Armstrong Lie’ (’Armstrong-løgnen’). Det blev han ikke glad for. Men han accepterede det. Og han fik ikke ret til at godkende slutresultatet. Det var aftalen«, siger Gibney og maner alle rygter om en blød landing i jorden.

»Vi havde lært lektien fra 2009, da han gav den som den åbne og ærlige rytter, men havde sin skjulte dagsorden. Han måtte ikke få mulighed for at påvirke resultatet, og det har han heller ikke fået«.

’The Armstrong Lie’ er en film om en løgnhals, der er så forskellig fra baron von Münchhausen, som tænkes kan. Lance Armstrong er hverken fantast eller lystløgner. Han løj, fordi det kunne betale sig. Armstrong ville næppe have vundet sine syv titler uden doping, og med doping fulgte løgnen.

»Jeg tror, der er mange grunde til, at han løj, men helt grundlæggende gik vejen til succes via bedrag«, konstaterer Alex Gibney.

Ikke for tøsedrenge
»Jeg tror, han havde valget mellem to ting. At være ren og tabe. Eller dope sig og vinde. Men man kan ikke være åben omkring doping. Det er en hemmelighed. Så man går videre. Man accepterer hemmeligheden og overbeviser sig selv om, at det er en nødvendig hemmelighed. Han har nok tænkt: Det er jo noget værre fis. Vi konkurrerer på jo på samme niveau, så ... Og langsomt begynder man at forme sig efter det. Man overbeviser sig selv om, at det måske godt nok er en løgn, men at det er en nødvendig løgn«, siger Gibney.

»Med billedet af sig selv som en, der havde vundet over kræften, gjorde Lance løgnen større. Der var jo ikke nogen, der havde bedt ham om at involvere hele cancermiljøet i løgnen. Men efterhånden som han gjorde løgnen større på denne måde, tror jeg, han kom til at føle, at hans løgn havde fået en særlig kraft, en moralsk værdi. Det var blevet nødvendigt for ham at lyve for at beskytte alle disse kræftramte«, siger motivforskeren Gibney.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det var et eksempel på, hvad politiet i Amerika kalder ’de gode sagers korruption’«.

Fra den ene film til den anden
Også strukturelt er det vel blevet en helt anden film end den, du oprindelig arbejdede på. Hvor svært har det været at forvandle den film, du troede, du skulle lave, til den film, det rent faktisk endt med at blive?

»Virkelig, virkelig svært! Vi – min klipper og jeg – kunne ikke knække nøden, før det gik op for os, at vi var nødt til at gøre mig til en figur i filmen. Det, at jeg skulle gense materialet og denne gang se noget helt andet i det end dengang blev en vigtig del af den filmiske fortælleproces. Hvordan jeg undervejs fik øje på ting, jeg ikke havde troet var vigtige i første omgang, men nu viste sig at have en helt anden betydning. Det var en måde at fortælle på, som gjorde det muligt for os uden problemer at gå frem og tilbage i tiden mellem 2009, nutiden og 1999. Jeg måtte forstå historien forfra. Det blev på en måde fortællingen«, siger Gibney.

»Jeg var nok lidt naiv dengang i 2009. Jeg var ikke dum. Jeg havde en fornemmelse af, at Armstrong nok på et eller andet tidspunkt havde dopet sig, men jeg troede virkelig på, at han var ren i 2009, og dér var jeg nok naiv. Jeg kan ikke bevise, at han tog doping i 2009, men jeg anser det for overvejende sandsynligt«, siger Gibney med en mikroskopisk flig af et forbehold.

Armstrongskandalen bliver rullet ud. Meget har været i nyhederne før. Er der noget virkelig spritnyt i din film?

»Fra et cykelperspektiv synes jeg, Lance er meget mere ærlig omkring dopingdetaljerne end tidligere. Usada (det amerikanske antidopingagentur, red.) beskrev det som det mest sofistikerede dopingprogram i sportens historie. Well, nok var det ret smart, men særlig kompliceret synes jeg nu ikke, det var. Men jeg synes, man i filmen får et godt indtryk af, hvordan det hele accelererede«.

Hvis man ser på ham fyren, der vandt Tour de France i år, er han stærk, men kedelig

Nyt er det også, da det i filmen bliver stærkt antydet, at det i virkeligheden var Armstrong, der i sidste ende betalte de 100.000 dollar for den UCI-rapport, der skulle miskreditere forfatteren bag L’Equipe’-artiklen ’Armstrong-løgnen’.

Af juridiske hensyn holder filmen en kattelem åben, men ifølge Gibney har Armstrong selv over for ham indrømmet, at han betalte.

Hvordan styrer man en løgn

»Jeg synes, filmen fortæller noget nyt om, hvordan man planlægger og styrer en løgn og bringer den til torvs midt på den lyse dag. Det er aldrig noget med skumle typer, der sidder i et mørkt baglokale og udklækker lumske planer. Det er meget smartere. Hein Verbruggen (tidligere chef for Den Internationale Cykelorganisation, ICO, red.) tager telefonen og ringer til Armstrongs folk. Noget kunne tyde på, at Armstrong er tæt på at teste positiv for det og det stof. Kunne man forestille sig, at han meget snart anskaffede sig en recept?«.

Har niveauet af korruption i ICO tidligere været fremstillet så åbent som i din film?

»Nej, det tror jeg ikke. Vi er ikke de første, men jeg tror ikke, nogen andre er kommet så tæt på at sætte fingeren på, hvordan det rent faktisk fungerer. At gå rundt og advare ryttere om, at de er i fare for at teste positive, er jo helt absurd. Rent faktisk indrømmer han på den måde, at de alle sammen snyder, mens han indskærper for dem, at de ikke må snyde for meget. For det ser ikke så godt ud«, siger Gibney.

Han udpeger sammenblandingen af økonomiske interesser i professionel cykelsport som en afgørende faktor bag dopingmisbrugets omfang.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er et vigtigt aspekt ved filmen, at den beskriver Armstrongs kontekst. Armstrong er blevet beskrevet som ham den ensomme doper, men han eksisterede i et system af sponsorer, cykelorganisationer og medier, hvor alle havde deres interesse i, at hans succeshistorie blev så stor som muligt. Sponsorerne lader, som om de er dybt chokerede. Jeg tror ikke, nogen var særlig chokeret«.

Det er let at forstå, hvorfor sponsorer og cykelorganisationer gerne vil tro guldkalven til det sidste. Men hvorfor vil VI helst tro på ham?

»Han er jo en dybt inspirerende historie. Tænk lige: En fyr får cancer, kæmper med den og vinder over den. Han gør comeback på cyklen og bliver endnu mere succesfuld. Efter canceren er han i stand til at gøre ting, han ikke kunne før sygdommen. Som en fortælling om liv og død er den virkelig magtfuld. Jeg snakkede med mange kræftramte, som gik med hans gule armbånd. Selv når beviserne hobede sig op, sagde de: »Jeg tror på Lance«. På en måde tror jeg, hans historie for dem var blevet så kraftfuld, at det ville være ensbetydende med at miste håbet, hvis de mistede troen på ham«, svarer Gibney.

»Hvis man ser på ham fyren, der vandt Tour de France i år, er han stærk, men kedelig. Lance Armstrong var en karismatisk figur og spændende at se på. Da Tour de France fejrede sin 100-års fødselsdag. paraderede de alle fortidens helte forbi undtagen Lance Armstrong. Hvor mange af de andre vindere tror I ikke var dopede?«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden