Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Magtkamp. En sommelier er drevet af passion for vin, men i 'Somm' er det magtens sødme, der river i næsen.
Foto: Jackson Myers (foto fra filmen)

Magtkamp. En sommelier er drevet af passion for vin, men i 'Somm' er det magtens sødme, der river i næsen.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Film om ypperlig vinsmagningseksamen er ligesom at se en straffesparkskonkurrence

Man behøver ikke være interesseret i vin for at bide negle over ’Somm’.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er der et fag, der må finde sig i latterliggørelse, er det sommelierens.

Sommelieren kan være nok så analytisk skarp, og alligevel regner mange ham for en skabagtig charlatan, når han deler ud af sin viden og siger, at en vin dufter af tørret viol, vådt kalk og en lille smule kattepis.

Det er så specialiseret en viden, at det kan virke, som om han bare står der og finder på.

Slacker science Den amerikanske dokumentar ’Somm’ udfordrer fordommene, når den går bag fagets servile facade og viser, at der er mere om snakken.

Godt nok sammenligner en af filmens sommelierer en hvidvins duft med en nyåbnet dåse med tennisbolde, men det bliver aldrig utroværdigt i en film, der lader humoren afmontere selvhøjtidelighed, hver gang den er ved at bide sig fast.

Sommelieren får en skraldgrinende reprimande af sine kolleger, indtil de selv dufter til vinen. Hvad fanden? Det er jo tennisbolde!

’Somm’ er videnskabelig formidling på klassisk amerikansk vis, hvor man taler i øjenhøjde med folkeligheden uden at give køb på autoriteten. En slags slacker science, hvor USA’s bedste sommelierer ligner søvnige sofahunde, mens de siger: »Lad os indse det, vin er jo bare fermenteret saftevand«.

Men man er ikke i tvivl om, at det er blodig alvor for de unge sommelier, vi følger under forberedelserne til den store eksamen, hvor kun de allerbedste ender med det eftertragtede Master Sommelier-diplom, som kun omkring 170 personer har tilegnet sig i 40 år.

Selvsikker leder
I løbet af filmen tegner der sig et drama om magtrelationer mellem venner, om et kongemord af shakespeareske dimensioner.

Så selv om vinelskere vil savle over filmens faglighed, er den først og fremmest gribende som en menneskelig fortælling med en suspense, der strammes til det nervepirrende, efterhånden som eksamensdagen nærmer sig.

Midt i den fortælling står Ian Cauble. Eller Dad, som hans sommeliervenner kalder ham. For selv om vi følger de tre venner Brian, Dustin og Ian i deres fælles jagt på det forjættede diplom, står det klart fra starten, at Ian er the leader of the pack.

Og han nyder rollen som patriark. Når han med næsen i glasset leverer en remse af dufte og smagsnoter i samme tempo som en rastløs poetry slammer, kigger de andre beundrende på ham og skåler »to Dad«.

Han skåler med. Med majestætisk mine. Og er selvsikker i en grad, så man begynder at hade ham lidt.

Han er indædt, blottet for humor og bliver rød i hovedet af arrigskab, når vennerne tager lidt pis på ham under en hyggeaften med vinsmagning. For han hygger ikke. Han øver. Så monomanisk, at det forpester hans omgivelser.

Den store finale

Så der er en vis fryd forbundet med at se filmen antage karakter af en Ikaros-fortælling.

Allerede ved generalprøven, hvor de tre sommerlierer skal gennem den samme blindsmagning som ved Master-eksamenen, begynder patriarkatet at vakle. Dad nægter at tro på den ældre Master Sommelier, der er dommer, da en vin er blevet fejlbedømt.

»Du må have byttet rundt på glassene«, siger han til mesteren. Arrogancen er så voldsom, at man også får medlidenhed med ham. For den bærer hybris med sig. Fornemmer man.

Den endelige afgørelse skal ikke afsløres her, for den er mere spændende, end man ville have troet om en film om vinentusiaster.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da eksaminanderne mødes i venterummet efter hver deres blindsmagning, går det med gru op for dem, at ingen af dem har svaret det samme på de forskellige vine. Så er der jo helt sikkert nogen, der har svaret forkert.

LÆS OGSÅ

»Det faktum, at ingen i det her rum gættede på sauvignon blanc, skræmmer livet af mig«, siger Brian.

Og hvad værre er. Deres worst case scenario kan blive en realitet. Det er ikke, hvis ingen af dem består. Eller hvis kun en består, for så kan de to tabere trøste hinanden.

Det værste ville være, hvis kun en enkelt trækker det korte strå. Det ville være for hårdt at skulle igennem endnu et års forberedelse alene. Og det ville forrykke magtbalancen i deres venskab.

Så det er som at se en straffesparkskonkurrence i en fodboldfinale, når de tre venner hver for sig går ind til dommeren for at få sin dom.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden