Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mørke. I filmen 'Atlas' kommer den rene elendighed til udtryk i æstetisk skønhed.
Foto: CPH:DOX

Mørke. I filmen 'Atlas' kommer den rene elendighed til udtryk i æstetisk skønhed.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Himmel og helvede ligger lige rundt om hjørnet

Fotoæstetisk elendighed og forbudt kærlighed læner sig op ad spillefilmen.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Helvede er ikke et fjernt sted, men en mulighed, en faldgrube lige rundt om hjørnet.

Mange steder i verden gaber afgrunden forslugent i storbyens gyder. Den franske Magnum-fotograf Antoine D’Agata viser i ’Atlas’, hvordan livet i helvede ser ud, hvis det er indfanget af en fotograf med sans for det infernalskes æstetik.

LÆS OGSÅ

Den italienske filmskaber Roberto Minervini er derimod taget til Texas for at vise, hvordan man nogle steder forskanser sig for at holde helvede uden for livets port.

Et indfølt portræt
Mest interessant af de to yderst æstetisk bevidste film er Minervinis. ’Stop the Pounding Heart’ er en iscenesat dokumentar, hvor Minervini fortæller en sart og yderst diskret dannelseshistorie fra et kristent miljø.

Den 14-årige Sara er ældste datter i en familie med 12 børn. Forældrene ligner to halvgamle hippier, men den kristne livsstil er ikke flippet, men funderet i hårdt arbejde og bibelstudier.

Dagen går med at passe gederne og sælge gedeost, med at læse Bibelen og med moderen Leeanne som omdrejningspunkt at diskutere, hvordan den gode bog skal læses og forstås som rettesnor i livet.

Bønnerne har tyngde og klogskab, og filmen leverer et indfølt portræt af en from familie, som sælger mejeriprodukter med moderne markedsføring, men ellers holder det moderne på afstand. Her er hverken Facebook eller fjernsyn i sigte.

Den eneste ene
Sara får et godt øje til den lige så unge rodeocowboy Colby fra den mere rustikke kristne familie Trishell.

Den ene familie har geder, den anden kvæg, og bortset fra cowboyhattene, de allestedsnærværende skydevåben og valgplakaterne for Ron Paul kunne det næsten lige så godt have været en dokumentarfilm, fra dengang en anden Sara stod bag døren og lo.

Flirten mellem Sara og Colby er så diskret, at man næsten ikke kan få øje på den, men den er stor nok til at sætte filmens dilemma i bevægelse. Leeanne og hendes mand tror ikke på dating. Man skal vente på den eneste ene. Kvinden skal ære sin mand og leve sit liv ud som hans hjælper, når først hun forlader sin fars hus.

Det er hele denne livspakke, Saras tavse teenageansigt med bøjlemunden kommer i tvivl om.

En tvivl, som ikke udmønter sig i et rasende opgør, men i muthed fulgt af intense samtaler og bønner sammen med moderen.

Det er en smukt langsommelig film, som med sit dokumentariske miljø og sin iscenesatte kærlighedshistorie, hvor alle spiller sig selv, føles tættere på spillefilmens narrativ og æstetik end på dokumentarfilmen og mest af alt virker i pagt med den mexicanske instruktør Carlos Reygadas miljøfortættede filmkunst.

Messende bekendelser
Det er Satan, der leder os til drugs og selvmord, hævder en tykmavet cowboy af en lægprædikant i Texas.

Hvem det end er, der leder vejen, så er endestationen ganske rigtigt infernalsk i Antoine D’Agatas ’Atlas’.

Magnum-fotografen har boret sig dybt ind i narkoprostitutionsmiljøer overalt i verden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke for at lave en afslørende dokumentar om de prostitueredes vilkår, men for at skabe et billeddigt, der lader dem fortælle den udpinte emotionelle sandhed om deres liv i poetisk messende bekendelser.

Rusen og døden

D’Agata er mildest talt tæt på de nøgne kroppe, de stikkende kanyler og de kopulerende kroppe i en slags dokumentarfotografi in motion. Her ser selv det mest sørgmodige og forfærdelige smukt ud. Billederne er mørke, mens motivet udspiller sig i slowmotion i et flosset lyshul midt i mørket.

I en moderne variant af Caravaggios maleteknik kommer lyset enten udefra eller inde fra mørket. I dette kighul af skrøbeligt lys ser vi ind i et helvede uden anden udgang end rusen og den død, der hele tiden kun er en gradbøjning borte.

LÆS ANMELDELSE

Man kan se ’Atlas’ som den lyriske pendant til Michael Glawoggers anderledes tankevækkende globale prostitutionsprojekt ’Whore’s Glory’ fra 2010.

Denne monotone, ja næsten monokrome skildring af en verden, hvor »vi begraver de døde og knepper de levende«, bliver i mine øjne for meget fotoæstetisk elendighed og for lidt dokumentarfilm.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden