Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kabine. Verden synes meget større i den lille kabine, hvor den to timer lange 'Manakamana' udspiller sig.
Foto: CPH:DOX/fra filmen

Kabine. Verden synes meget større i den lille kabine, hvor den to timer lange 'Manakamana' udspiller sig.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

To timer i lille kabine er en forbløffende original oplevelse

'New Vision'-kategorien på DOX befinder sig mellem dokumentar og kunstfilm

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg må indrømme, at de første 10 minutter af ’Manakamana’ var en kamp.

En dokumentarfilm, der foregår i en enkelt kabine på den svævebane, der transporterer nepalesiske pilgrimme op til det hinduistiske tempel Manakamana. 10 minutter varer hver tur. Der er 11 i alt.

Kameraet er monteret med samme indstilling på samtlige ture, og det eneste, der bevæger sig, er bjerglandskabet uden for vinduet. Og det er det samme landskab hver gang.

Men efterhånden som man synkroniserer sig med det adstadige tempo, skærpes sanserne for passagerernes karakterer. Og da de første ord bliver udtalt efter 25 minutter af en klejn kvinde, rammer de nervesystemet som et kompressorhorn i nattesøvnen.

»Man får propperne i ørerne, gør man ikke?«, siger hun til sin mand. Ægteparret har siddet i sammenbidt stilhed i 5 minutter, da konen får propper i ørerne.

Så følger endnu 3 minutter i stilhed, inden manden siger: »Det er sjovt at tage på tur til templet«.

Trygge 'skuespillere' Filmen er overraskende humoristisk. Det er længe siden, jeg har grinet så meget over en filmscene, som da en vindtør gammel dame og hendes voksne datter forsøger at spise en smeltende pindis på vejen ned fra templet.

Man bliver helt utroligt optaget af den akavede måde hendes krogede hånd holder isen på, mens hun angriber den fra alle vinkler, for at den ikke skal dryppe ud over hendes fine kjole.

Til sidst sidder hun selv og griner med fløden løbende ud over hele overkroppen.

Stephanie Spray, der har instrueret filmen sammen med Pacho Velez, har boet og arbejdet i Nepal i to årtier og brugte et år på at caste filmens karakterer blandt den lokale landsbybefolkning.

Så selv om de begge sidder med i kabinen, har ’skuespillerne’ følt sig trygge i deres nærvær og optræder så naturligt, at det minder om skjult kamera.

Mellem fødsel og død
Instruktørparret har optaget med et 16-mm-kamera, så der skulle skiftes rulle efter hver tur, men filmen glider fremad som en sømløs fortælling, fordi klipningen foregår i det mørke, der indhyller stationerne for hver ende af kablet, inden turen fortsætter ud i sollyset med ny passagerer.

Et cyklisk forløb mellem fødsel og død, hvor hver tur bliver et lille liv.

Man kan se filmen som en spirituel fortælling, en religiøs metafor for hinduistisk tankegods om genfødsel, men først og fremmest er det en stærkt humanistisk film.

Turen er identisk hver eneste gang. Landskabet er det samme. Den dramatiske reallyd, når kabelmasternes tandhjul får kabinen til at ryste, er den samme.

Det er passagerernes individuelle reaktioner på lyde, udsigt og kabinens vippende flow, der varierer.

Op også ned
I den første time går turen opad, og vi ser passageren sidde med ryggen til landskabet, som vi kan se gennem kabineruden.

I den sidste time går turen nedad med samme indstilling. Så vi ser enten det landskab, passageren vil se om lidt, eller det landskab, som passageren lige har set.

Det skaber en forskydning mellem person og omgivelse, der forstærker vores fokus på passageren, som betragter og som unik tilstedeværelse.

Det er originalt tænkt, og så forbløffende effektivt udført, at tiden slet ikke føles lang.

Glidende panorama
Det gør den til gengæld i ’A Spell To Ward Off the Darkness’, filmkunstnerne Ben Rivers og Ben Russels halvfiktive dannelsesdokumentar i tre akter om en mand, der bevæger sig umælende fra et estisk økollektiv over ensomme naturvandringer i finske skove til et norsk spillested, hvor han optræder på scenen med et black metal band.

Filmens første skud er et smukt glidende panorama optaget i 360 grader fra midten af en mørk skovsø i daggryet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En bevægelse, der gengives i kollektivet, hvor neohippierne lommefilosoferer om cirkulære livsformer som alternativ til den moderne verdens retningsbestemte logik.

En finne fortæller ligefrem om en saunafest, hvor deltagerne dannede et kredsløb ved at have en finger op i sidemandens anus.

Handlingen halter

Hovedpersonens rejse ender i black metal, antitesen til hippiernes utopier om kollektivisme.

En norsk metalgenre, der er forankret i ekstrem individualisme og Nietzsches teorier om supermennesket, der opstår i asken fra det omstyrtede samfund.

Umiddelbart er det derfor en voldsomt interessant dannelsesrejse, instruktørparret sender hovedpersonen ud på. Og i de finske skove giver de små clues til et undergangstema med smukke stillfotos af svampe, der rejser sig fra den døde natur.

Men det forbliver bevidst ved antydningen, hvor billeder og lyd skal kompensere for fraværet af stringent handling ved at skabe en stærk suggestiv fortælling. Det lykkes bare ikke.

Æstetikken er ikke interessant nok, og det narrative forløb er for spinkelt til at bære en film på halvanden time.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden