Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Beats. Edgar Quintero (th.) er sanger i gruppen BuKnas, der får mexicanerne til at danse til hyldestsange om de frygtede narkokarteller. Dokumentaren 'Narco Culture' går tæt på en kompleks kultur.
Foto: Foto fra filmen/CPH:DOX

Beats. Edgar Quintero (th.) er sanger i gruppen BuKnas, der får mexicanerne til at danse til hyldestsange om de frygtede narkokarteller. Dokumentaren 'Narco Culture' går tæt på en kompleks kultur.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tre CPH:DOX-film går tæt på illegale subkulturer

'Narco Cultura' skildrer iIllegale narkosange, der hylder de morderiske karteller.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den folkelige afvisning af magtens kultur er en ældgammel praksis.

I århundreder er subkulturelle kræfter startet som små regelbrud i hverdagen for siden at vokse sig stærke i nye kulturelle fællesskaber. Ved at bruge sprog, tøj, mad, knallerter eller computere på måder, som ikke var tiltænkt fra magthavernes side, har man skabt sine egne udtryk og livsformer.

LÆS OGSÅ

Den oprindelige befolkning i Sydamerika fik den katolske tro tvunget ned over hovedet af de spanske erobrere, men udnyttede dens ritualer til at systematisere deres egen religion, og på Jamaica brugte man en forprogrammeret melodi på et legetøjskeyboard fra Casio til at skabe en ny national musikgenre, digital dancehall, i 1980’erne.

Populær narkopolka
I Shaul Schwarz’ ’Narco Cultura’ er det den mexicanske folkemusik, der har fået nyt liv som illegale sange, der hylder de morderiske narkokarteller, som siden 2006 har kastet Mexico ud i en krigslignende tilstand i kampen om narkoeksporten til USA. En krig, der har kostet 60.000 mexicanere livet.

I flere byer tør folk ikke gå på gaden, mange har mistet en kollega eller et familiemedlem, og de fleste har mistet troen på, at politiet eller politikere kan gøre fremtiden mere sikker.

Alligevel synger alle med på de såkaldte narcocorridos, den rasende populære polka med tuba og trækharmonika under vers, der glorificerer virkelighedens gangstere og deres afstumpede blodtørst.

’Narco Cultura’ forsøger at blotlægge denne ubegribelige kultur uden at være moralsk programmeret i udgangspunktet. Og lykkes først og fremmest på grund af sin kontrapunktiske klipning, der lader fænomenet fortælle sig selv.

Det ene øjeblik er vi med den ene hovedperson, drabsefterforsker Richi Soto, på patrulje i Juarez' gader, hvor mordene er daglig rutine, mens ofrenes mødre taler grædende ind i kameraet, og det næste er vi hjemme hos stjernen Edgar Quintero, mens han skriver en af sine sange med gangsteren El Ghost i røret.

En tilsyneladende absurd historie, men midt i vanviddet tegner den fremragende krydsklipning et mønster, der forbinder modsætningerne i en mexicansk arbejderkultur

Edgar Quintero lever som familiefar i Los Angeles i USA. Han tjener godt på sin stjernestatus og bliver modtaget som rockstjerne, når han giver koncert på hver side af grænsen. Hjemme cykler han ture med sønnen, mens han synger sine sange for ham:

»Vi er blodtørstige, vanvittige og vi elsker at dræbe«. »Syng med, skat«.

Richi Soto hører også sangene i sin bil, når han patruljerer. For kartellerne hacker sig ind på politiradioen og spiller dem, når de har likvideret et nyt offer. Han er ikke fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden.Befolkningen kalder politiet for »patronindsamlere«, og kartellerne griner ad dem, mens de enten bestikker eller dræber besværlige betjente.

En af hans kolleger bliver dræbt i løbet af filmen. Men når han er til familiefest for at få en pause fra elendigheden, så danser han med sin kæreste til narcocorridos.

En tilsyneladende absurd historie, men midt i vanviddet tegner den fremragende krydsklipning et mønster, der forbinder modsætningerne i en mexicansk arbejderkultur, hvor alle kæmper for at brødføde familien og fester til den musik, der afspejler deres hverdag. En imponerende orkestrering af en kompleks virkelighed.

Rapport fra gaden
I Lofty Nathans ’12 O’Clock Boys’ er det motocrosscyklen, der har fundet en ny funktion blandt unge sorte dirt bike riders i den amerikanske storby Baltimore.

De lever med fattigdom, vold og stoffer som eneste fremtidsudsigt, men siden gruppen 12 O’Clock Boys fandt på at fræse på baghjul gennem gaderne med de tohjulede og firehjulede offroad motorcykler i næsten lodret position, har der været et alternativt fællesskab, der har holdt de unge væk fra vold og stoffer.

Filmen følger Pugg, fra han er 10 til 13 år, mens han aspirerer til at blive dirt bike rider. En sympatisk knægt med barnlig gangsterretorik, som kigger beundrende på de store drenge, der promenerer forbi.

Optaget i slowmotion med et greb om gashåndtaget og den frie lab vippende med håndtegn til et tungt soundtrack af trap, hiphop og Baltimore club. Kulturen er forførende, også for den, der ser filmen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men efterhånden som Pugg bliver ældre, veksles uskylden til lømmelattitude, og mens sporten kræver sine dødsofre blandt udøvere og uskyldige trafikanter, intensiverer medierne og politiet deres jagt på de illegale cyklister.

Dilemmaet er skarpt trukket op. Skal man tillade en kultur, der holder de unge fra våben og stoffer, eller skal man slå hårdt ned på de trafikale lovbrydere, der sætter andres liv på spil? Myndighederne vælger det sidste, og dokumentarfilmen minder ikke så lidt om tv-serien ’The Wire’, når blå lys og sirener får motorcyklisterne til at råbe ’Five O’, inden de flygter gennem sidegaderne.

Lofty Nathan vrister sig fri af romantikken og registrerer dilemmaet i en nøgtern fortælling. En rapport fra gaden, hvor de, der bor der, blot opfatter dirt bike riding som the right way to do the bad things.

Kunsten løber panden mod muren

Hvor subkulturen opstår nede fra folkedybet i 'Narco Cultura' og '12 O'Clock Boys', er den allerede formuleret på papiret, når den franske streetartkunstner JR forsøger at »ændre verden« med sit globale fotoprojekt i 'Inside Out: The People's Art Project'.

JR har vundet berømmelse for sine enorme fotografier, som han tapetserer på husmure i brasilianske favelaer, på den israelsk-palæstinensiske mur og andre politiserede lokationer, hvor han som en arkitektonisk Robin Hood stjæler byrummet tilbage fra magthaverne og plastrer det til med portrætter af de folk, der bebor det.

Men med Inside Out-projektet udliciterer han sin praksis ved at printe folks egne fotografier i stort format, som de kan sætte op, hvor de har lyst. Det kommer der rørende og spektakulære resultater ud af.

Men det mest interessante er en gruppe fotografer fra Tunis, der umiddelbart efter oprøret mod præsident Ben Ali vil give byrummet tilbage til tuneserne ved at hænge portrætter af folket op på de tomme mure, hvor de enorme fotos af diktatoren er revet ned.

LÆS OGSÅ

For det går ikke, som de velmenende kunstnere forventede. I stedet for at blive modtaget som helte, møder de vrede borgere. »Den mur betyder meget for os. Den skal stå tom«, lyder det. »Det er en national arv, som I ikke har ret til at tage fra os«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da JR og kunstnerne diskuterer hændelsen, er det slående, at de kun forholder sig strategisk til sammenstødet. Hvordan kan de fortsætte uden at udsætte sig selv for fare, og uden at folk når at rive billederne ned, inden projektet er færdigt?

»Vi vil aldrig lade nogen som helst modsætte sig vores projekt!«, lyder det fra JR.

Alastair Siddons dokumentar er interessant, men først og fremmest som en utilsigtet blotlæggelse af et sympatisk kunstværk, der løber panden mod folkets modvilje og ender som elitært projekt.

Subkulturer starter nedefra. Ikke fra kommunale tiltag eller revolutionære projekter formuleret af en Ted Talk Award-vindende gadekunstner.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden