Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Censur. Nyhederne er løgne, og der er ingen debat. Sådan er det i Kina, hvor partiet forsøger at have alt under kontrol, siger Ai Weiwei.
Foto: Gao Yuan

Censur. Nyhederne er løgne, og der er ingen debat. Sådan er det i Kina, hvor partiet forsøger at have alt under kontrol, siger Ai Weiwei.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Verdenspremiere på CPH:DOX: Ai Weiweis nye film skildrer udstødte aids-ofre i Kina

Politiken har talt med kunstneren, der vil give den almindelige kineser en stemme.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der springer en rød kat op på bordet og sætter sig på min notesblok. Den skubber min hånd væk og kigger op på mig. Katten har dårlig ånde.

Ai Weiwei bor i det nordøstlige Beijing, hvor han har både atelier, kontor og bolig. Og masser af katte. Måske 10-20 af dem.

Da jeg første gang besøgte ham i 2009, stod vi i atelieret, mens der løb killinger rundt mellem benene på os. En af dem lå og rullede sig i hans seneste kunstværk – en stor bunke med en million håndmalede solsikkefrø i porcelæn.

Året efter blev frøene udstillet i turbinehallen på Tate Modern i London. Nu var der 100 millioner af dem. Men ingen katte som i dag, hvor vi sidder ved bordet på hans kontor.

Under kontrol Ai Weiwei er blevet kaldt for en af verdens mest indflydelsesrige kunstnere. Han har lige nu udstillinger så forskellige steder som for eksempel Rangoon og Toronto og er engageret i et utal af projekter over hele kloden.

Men det er kun Ais kunst, der rejser. Han selv er fastlåst her i det lille kompleks af bygninger i Beijing, der er centrum for hele hans arbejde, produktion og staben af assistenter. For Ai Weiwei må ikke forlade Kina.

Udrejseforbuddet er en del af myndighedernes forsøg på at kontrollere ham. Men Ais systemkritik når alligevel ud. Også til København, hvor han trods sit fysiske fravær er stærkt til stede på dette års udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

Hans nye dokumentarfilm, ’Stay Home’, har verdenspremiere fredag på den danske filmfestival, og derudover har Ai kurateret en filmserie til programmet med titlen ’Everything is under control’.

»At ‘alt er under kontrol’ er altid en form for intention, men det lykkes aldrig. Intet er under kontrol, og intet vil nogensinde komme det«, siger Ai Weiwei.

»Når vi taler om kontrol, tænker vi på de bestræbelser, som mennesker og samfund gør for at etablere kontrol og orden og designe et mønster for opførsel«. Som for eksempel i Kina, siger Ai.

»I de sidste 100 år har Kina aldrig været stabilt eller under kontrol. Lige nu er det på overfladen under kontrol på grund af et strengt regime, der hedder kommunisme. Men krisen og problemerne er tydelige«.

Aids er et politisk problem
Det får man et eksempel på i Ai Weiweis ‘Stay Home!’. Det er den seneste af de 20 dokumentarfilm, som Ai har lavet, siden han for alvor begyndte at arbejde med genren i 2007.

Filmen handler om Liu Ximei. Hun er barn nummer 2, så på grund af et-barnspolitikken blev hun givet væk af forældrene, så hun voksede op i en fremmed familie.

Som 10-årig kom hun ud for en ulykke. Liu kom på hospitalet, hvor hun fik en blodtransfusion. Og aids.

De smittede er en gruppe, der er stærkt diskrimineret. For blot få uger siden kom regeringen med et lovforslag om, at personer med aids ikke må bruge offentlige badeanstalter. Selv om der i realiteten ikke er nogen smittefare.

I de sidste 100 år har Kina aldrig været stabilt eller under kontrol

Forslaget er et voldsomt tilbageslag i oplysningen om aids, og det er et trist billede på regeringens indstilling, lyder det fra eksperter og kritikere.

Aids er også et politisk problem. I 1990’erne opfordrede myndighederne de fattige til at donere blod. Det gik især galt i Henan, der er en af Kinas mest folkerige provinser.

Folk begyndte at få tappet blod flere gange om ugen, men nåle og udstyr blev genbrugt. Aids bredte sig og blev en epidemi, der lagde hele landsbyer øde. Sagen er stadig problematisk i dag for etpartistaten. Blandt andet fordi den nuværende ministerpræsident, Li Keqiang, var guvernør for Henan i slutningen af 1990’erne.



»Der er et problem med aids i Kina, og regeringen anerkender det ikke åbent. Man taler ikke om, hvordan man kan redde de smittede, hvordan man kan hjælpe dem, og hvad deres situation er«, siger Ai Weiwei.

»Hvis man stiller de spørgsmål, bliver det anset for omvæltning af staten, og man er en trussel mod samfundet. Og det gælder enhver information, som regeringen ikke selv har offentliggjort. Men det er et emne, som handler om almindelige mennesker, og deres forhold gælder alle«, siger Ai Weiwei.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Aktivist og dokumentarist er ét
Ai Weiwei mener, at kunstnere skal have et socialt engagement, og det er tydeligt i hans dokumentarer. Filmene er vidnesbyrd, der skal dokumentere sociale begivenheder og hændelser, siger Ai.

»I Kina er der en mangel på offentlig debat, kommunikation og informationer. Hvis man ser nyheder, er de for det meste manipulerede, fordrejede eller direkte løgne«, siger Ai Weiwei.

Der er brug for andre stemmer, mener han. Derfor arbejder Ai også sammen med for eksempel unge studerende i en slags uofficiel filmskole, hvor han giver dem en opgave, et emne eller en historie, som han sender dem ud for at lave.



Andre gange er han selv med på holdet, der rejser ud og kan være på alt mellem 10 og 100 personer, og deltager i filmene. Ofte direkte, og hvor han aktivt påvirker situationen. Han mener ikke, at der er nogen forskel mellem at være aktivist og lave dokumentarfilm.



»For alle er det vigtigt, hvordan man reagerer i en situation og på ens viden, samvittighed og moral. Med man bruger kommunikationen til at lade verden vide, hvad der foregår«, siger Ai Weiwei.

Filmene »reflekterer vores liv«, siger Ai og tilføjer, at han »normalt ikke kan lide stil«. Men man kan heller ikke have dyrt udstyr med sig, for det vil blive konfiskeret eller ødelagt, når man bliver anholdt. Som de ofte gør. Derfor er filmene ofte rå og rystede.

Det vigtigste er, at man trykker på knappen, siger Ai. At man optager.

»Uanset hvad du kan få, om det så kun er et sekund, hvis du ikke trykker på knappen, er du der ikke, og så kan du ikke fortælle mig en historie. Så hvis du er der, tryk«, siger Ai. For hans måde at lave dokumentarfilm på handler om at være forberedt og opmærksom.

»I en af filmene når jeg lige at tænde for kameraet, før politiet sparker døren ind og optager det, da de banker mig. Jeg vidste ikke, at de ville gøre det, men man skal være forberedt på det«, siger Ai. Dokumentarer under pres


Det er ekstremt svært at lave dokumentarfilm i Kina, siger Ai. Som en anden kunstner og dokumentarist, Wang Jiuliang, siger, er det altid svært at lave uafhængig dokumentar. Også i Vesten. Men det bliver stadig vanskeligere i Kina.

»Hvis et emne ikke er en del af hovedstrømmen, er der ingen opbakning fra myndighederne, og det er umuligt at at få hjælp fra organisationer, personer eller virksomheder, der alle er bange for de magtfulde myndigheder«, siger Wang Jiuliang, der blandt andet har lavet dokumentaren ’Beijing Besieged by Waste’.

Dernæst er der andre problemer. I Kina skal alle film godkendes af censurmyndighederne, før de kan komme på markedet. Det kan de færreste dokumentarfilm, og derfor har de et meget smalt publikum, som gør det svært at få filmene finansierede.



Men hvor Ai, Wang og mange andre mener, at det bliver sværere, er instruktøren Li Feifan optimist.

»Jeg tror, at vi står foran begyndelsen af et boom, hvor de næste ti år vil skabe et helt nyt rum for dokumentarfilm«, siger Li, der blandt andet har lavet en 40 minutter lang film om luftforurening i Beijing, der hedder ’Future Armageddon’.
For internettet har givet nye kanaler at distribuere filmene gennem, og unge kinesere vender sig væk fra de traditionelle medier og mod de nye, mener Li Feifan.

Hvis man ser nyheder, er de for det meste manipulerede, fordrejede eller direkte løgne



Men alle er enige om, at censuren er et af de helt store problemer. I Kina skal dokumentarfilm nemlig ikke ses i biografen, men på computeren.

Dokumentarfilmfestivalen i Beijing blev tidligere i år lukket ned af politiet midt under sin afvikling, og dokumentarfilm vises stort set kun privat eller i lukkede grupper på for eksempel cafeer eller universiteter.

Derfor bruger Ai især nettet til at distribuere sine film, men eksempelvis YouTube er blokeret i Kina. Derfor handler det altid om at finde kanaler, der ikke er lukkede. Og derfor er der også trykt hundredtusinder af dvd’er med filmene. Film for Kinas skyld

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ai Weiweis publikum er først og fremmest kinesere. For uden for Kina er der masser af informationer, og her er der ikke brug for ham, siger Ai. »Som professionel kunstner ved man, hvordan man kommunikerer og taler til et publikum. Når jeg ved, hvordan det skal gøres, er det mit ansvar at gøre det. Og hvis jeg ikke gjorde det, skulle jeg skamme mig. Det ville være en forbrydelse«, siger Ai Weiwei. »Vi laver ikke film, fordi vi har ego eller ambitioner, men fordi vi vil give folk, der aldrig ellers ville komme til orde, en stemme«, siger han.



LÆS OGSÅ Men når filmene også er henvendt til et kinesisk publikum, kan de også være svære at forstå for udlændinge, der kun kender lidt til kinesiske forhold. Ai siger dog, at han er fantastisk glad for, at ’Stay Home!’ er nået til København. »Forhåbentlig kan man få en smag for, hvordan livet og forholdene er for det her aids-offer, og hvordan lokalregeringen forsøger at dæmpe hende og kontrollere situationen«, siger Ai. »Alle ved, at Danmark har nogle af de bedste leveforhold på Jorden, og at folk har en bevidsthed om retfærdighed og sociale forhold. Og at forstå, at der er en enorm nation, som udgør en femtedel af klodens befolkning, og hvordan de almindelige kineseres forhold er – hvis man kan få en bevidsthed om det gennem filmen, er det nok for mig«, siger Ai Weiwei.





Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden