Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Pariser. Mia Hansen-Løve, eller 'Mia Anzen-Løw', som hun selv siger, har danske aner, men er den absolut eneste i sin familie, der forstår og taler lidt dansk. For tiden er hun i Danmark som jurymedlem i CPH:PIX's talentkonkurrence. Samtidig kan man i weekenden se den 31-årige instruktørs tre spillefilm i København.
Foto: Jens Dresling

Pariser. Mia Hansen-Løve, eller 'Mia Anzen-Løw', som hun selv siger, har danske aner, men er den absolut eneste i sin familie, der forstår og taler lidt dansk. For tiden er hun i Danmark som jurymedlem i CPH:PIX's talentkonkurrence. Samtidig kan man i weekenden se den 31-årige instruktørs tre spillefilm i København.

cphpix

Ærkefranske Hansen-Løve har et crush på Danmark

Biografaktuelle Mia Hansen-Løve er trods sit danskklingende navn inkarneret pariser.

cphpix

Navnet lyder umiskendeligt dansk.

Men Mia Hansen-Løve er fransk, født og opvokset i det femte arrondissement i hjertet af Paris.

Moren er fransk, faren hedder Ole og er født i Østrig. Hendes bror hedder Sven, hendes onkler Lars og Niels. De danske tilbøjeligheder skyldes farfaren, der var dansk, og som døde for egen hånd i en ung alder.

»Det danske er en lille flamme i min familie, som vi ikke vil slukke«, siger Mia Hansen-Løve.

»Derfor kører vi videre med de danske fornavne, og jeg har også givet min datter et dansk navn efter min tiptiptipoldefar, der var bådebygger. Men navnene er det eneste, der er tilbage«, siger hun.

Tilbage til rødderne Ingen i familien taler dansk – og dog. Mia Hansen-Løve kan som den eneste læse og forstå en del. Og under interviewet slår hun pludselig over i et lydefrit, 1950’er-agtigt dansk, der ender i sætningen: »Jeg har glemt alt«.

Den 31-årige filminstruktør havde dansk som sidefag, da hun læste tysk på Sorbonne i Paris, og tog undervejs et sommerkursus i dansk i København.

»Men det er svært at lære dansk i Danmark, fordi folk taler så godt engelsk. Så hver gang, jeg forsøgte at tale dansk til folk, fik jeg svar på engelsk«, siger hun.

Siden universitetstiden har hun været her adskillige gange, og i hendes seneste film, ’Un Amour de Jeunesse’ (Goodbye, First Love, 2011), har hun optaget scener på Louisiana og ved Kastrup Søbad.

»Hver gang, jeg får muligheden for det, tager jeg hertil. Det er meget simpelt og fundamentalt. Det handler om at komme tilbage til rødderne«, siger hun.

»Jeg har aldrig følt mig 100 procent fransk, og jeg føler mig heller ikke dansk, selvfølgelig er jeg ikke dansk. Men jeg føler mig meget europæisk, og det er også sådan, jeg opfatter mine film«, siger Mia Hansen-Løve.

Det interessante er at sige sandheden
I denne uge er Mia Hansen-Løve i København igen. Hun er med i CPH:PIX’s tremandsjury, der i weekenden uddeler prisen til årets vinder af Grand Pix, som ti debuterende instruktører kæmper om.

Og filmfestivalen benytter lejligheden til at vise de tre spillefilm, Mia Hansen-Løve har skrevet og instrueret. Alle tre er historier drejet i tætvævet realisme, og alle tre er fortællinger, der tager udgangspunkt i hendes eget liv.

»Mine tre film er meget personlige, de er inspireret af folk, jeg har kendt, eller mine egne erfaringer«, siger hun.

»Og den seneste er den mest selvbiografiske, men jo ikke på nogen direkte måde. Jeg er meget trofast overfor de følelser, jeg lægger frem, men historierne er aldrig bare gengivelser af, hvordan tingene var for mig. Det ville ikke være interessant bare at gengive historierne, som de fandt sted. Det interessante er at sige sandheden, men på en måde, som gør fortællingen ny for mig selv«, siger hun.

»Det har intet med nostalgi at gøre, det er nærmest det modsatte. Og til sidst, når filmen er færdig, har jeg næsten glemt udgangspunktet … Filmens realiteter er så stærke, at de har en tendens til at erstatte fortiden og blive til en ny virkelighed. Folk, der som jeg skriver om levet liv, har det jo ikke sådan, at vores hukommelse er præcis. Vi kan faktisk kun gøre det, fordi vi husker dårligt, og fordi vi på visse måder kan skabe en ny erindring om tingene. Som (den berømte franske instruktør) Jean-Luc Godard har sagt, handler film om at skabe nye erindringer, som aldrig har fundet sted«, siger hun.

Transmissionerne
Mia Hansen-Løve ser selv sine tre første film som dele af et projekt, en trilogi. De rummer alle portrætter af unge kvinder, og mændene forsvinder eller dør. Og så rummer de alle det, som Mia Hansen-Løve kalder transmissioner.

»Übergabe hedder det vist på tysk, transmission. Værdier, man giver fra en person til en anden. I min anden film, hvor filmproducentfaren dør, overtager en af døtrene farens bekymringer og overvejelser omkring film. Og i min debut, som handler om en forfatter, der ikke rigtig skriver, arver datteren hans breve med små digte og aforismer. Det transmitterede er ikke så meget det, at han giver datteren lyst til selv at skrive bøger, det er værdierne i selve brevskrivningen, der bliver transmitteret. Skønheden i at skrive. Vigtigheden i at stille sig selv spørgsmål om tilværelsen«, siger hun.

»Jeg har fundet ud af, at det at lave film er den bedste måde … ikke at besvare spørgsmålene, men at stille dem. Bygge en historie rundt om dem giver mening for mig. Man kan ikke løse mysterierne, men man kan gøre dem virkelige, og det får mig til at føle mig befriet for dem«, siger hun.

Rigtige instruktører har lavet mindst seks film
Mia Hansen-Løve har fart på i karrieren. Hun arbejder hurtigt og har modtaget både ros og priser for de tre spillefilm, hun har lavet siden 2007, og hvor hun undervejs også har nået at blive mor. Og nu skal der ske noget nyt.

»Det første kapitel i mit virke som filminstruktør føltes pludselig totalt afsluttet, da jeg var færdig med ’Un Amour de Jeunesse’. Det er nok en illusion, fordi en filminstruktør jo kun har et emne eller to eller måske tre, der interesserer dem - altså her taler jeg om de rigtige filminstruktører, og jeg håber, at jeg er en af dem. Man har ikke så mange emner og ting, som bor inde i en for evigt«, siger hun.

Mia Hansen-Løve nævner Francois Truffaut og Éric Rohmer som sine forbilleder, ligesom Ingmar Bergmans værk er en stor inspiration. Af samtidens instruktører holder hun bl.a. af italienske Nanni Moretti (Årets juryformand i Cannes, red.), Terrence Malick og James Gray.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men trods mange pinde på sit eget cv er Mia Hansen-Løve stadig i tvivl, om hun selv har ret til kalde sig filmskaber.

»Det eneste, jeg er sikker på, er mit kald. Jeg kan ikke leve uden at lave film. Det er det, der gør mig glad, og giver mig ligevægt i livet. Det giver mening. Det er mit livs centrum. Og jeg vil nok altid have en tvivl om mine evner«.

Hvor mange film skal du lave, før du føler dig som en ægte filminstruktør?

»Seks«, falder svaret prompte.

»Da jeg begyndte med at lave film, tænkte jeg at når jeg har lavet seks, vil jeg begynde at tro på mig selv som filmskaber og tro på, at jeg har et værk. Indtil jeg er der, vil jeg stadig have den skrøbelige fornemmelse, at det er et korthus, som kan falde sammen fra den ene dag til den anden«, siger hun.

Housemusikken i Paris
Mia Hansen-Løve er i gang med sit næste projekt. Produktionsplanen rækker et par år ud i fremtiden, men det skyldes ikke mindst, at hun denne gang har tænkt sig at lave to film på en gang.

»For første gang er det ikke film, jeg har skrevet alene. Denne gang har min bror Sven været med til at skrive historien. Min bror er ikke filmmager, han er dj og musiker, og han har skrevet dialogerne til nogle af scenerne, hvilket han virkelig har gjort godt. Det har hjulpet mig helt vildt«.

Idéen er at fortælle historien om den franske housemusik og natklubscenen i Paris fra 1992 og frem til i dag. En fortælling i to dele, hvor første del er historien om en gigantisk optur for dj-scenen, der gav genlyd på verdensplan for kunstnere som Daft Punk og DJ Dmitri, og hvor anden del skal fortælle om, hvad der skete, da den fest fusede ud.

»Jeg vil lave en film om en generation. Det er ikke noget dokumentarisk projekt, men jeg vil meget gerne have, at det bliver så præcist som muligt. Og måske kommer der også arkivmateriale med i filmen. Så filmen bliver i høj grad forankret i virkeligheden, men selve historien, handlingen, bliver ren fiktion«.

Festerne på Queen

Mia Hansen-Løve var selv vidne til meget af boomet for housemusikken i 1990’ernes Paris. Selv om hun blot var 14-15 år, kunne hun tage med broren på arbejde og deltage i de gigantiske housefester, der ikke mindst fandt sted på natklubben Queen på Champs-Élysées.

»Det er en meget dyr film, mindst dobbelt så dyr som de andre film, jeg har lavet. Så status lige nu er, at jeg er i gang til at finde penge til projektet. Musik koster kassen at bruge i en film. Det alene kommer til at koste en halv million euro. Og så koster det også en del at have så mange statister, fordi halvdelen af filmen jo foregår i natklubber, som skal være tæt pakket med folk«, siger hun.

Den første halve time af anden halvdel af ’Eden’ eller ’Lost in Music’, som er projektets arbejdstitler, skal foregå i Sverige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så Mia Hansen-Løve har udsigt til flere ture tilbage til de nordiske egne, hvor folk ikke har problemer med hendes navn. I Paris udtaler hun det ’Mia Anzen-Løw’ og slipper aldrig for at stave sit navn.

Ligesom mange folk tror, at ø’et i efternavnet er noget, hun har sat ind for at få navnet til at se funky ud.

»De tror ikke, at det er rigtigt bogstav«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce