Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Brutaliet. Hun blev vist frem for den måbende offentlighed i Storbritannien og Frankrig. Skuespilleren Yahima Torres er Saartjie Baartman i filmen 'Black Venus', der bliver kaldt fransk films svar på  'Elefantmanden'. Foto fra filmen

Brutaliet. Hun blev vist frem for den måbende offentlighed i Storbritannien og Frankrig. Skuespilleren Yahima Torres er Saartjie Baartman i filmen 'Black Venus', der bliver kaldt fransk films svar på 'Elefantmanden'. Foto fra filmen

cphpix
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Hottentot' med vældig bagdel får endelig oprejsning

'Black Venus', fransk films svar på 'Elefantmanden', kan ses på CPH PIX i aften.

cphpix
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

At få Saartjie Baartmans jordiske rester hjem fra Frankrig stod på højt på listen over vigtige udenrigspolitiske handlinger, da Nelson Mandela i 1994 trådte til som leder af Sydafrika.

Så da Frankrigs præsident, Francois Mitterand, to år senere besøgte landet, blev han konfronteret med det nye Sydafrikas ønske om at få sin fortabte datter hjem.

Frankrig ville dog ikke sådan uden videre udlevere Saartjie Baartmans skelet – eller for den sags skyld hendes hjerne og kønsorganer, der siden 1815 havde været opbevaret på naturvidenskabelige syltetøjsglas i Paris og indtil 1974 været offentligt udstillet på Musée de L’Homme.



Bagdel der vakte furore
Når franskmændene tøvede med at udlevere resterne af den såkaldte hottentotkvinde – hun tilhørte egentlig Khoisan-folket, hottentot var noget, hollænderne i det sydlige Afrika kaldte alle sorte – skyldes det blandt andet, at hun lige præcis var det fine eksemplar af racen, som især det naturvidenskabelige fyrtårn Georges Cuvier (1769-1832) havde efterstræbt.

LÆS OGSÅ

Sarah ’Saartjie’ Baartman havde med sin storslåede bagdel vakt furore på markedspladserne i London og Paris, og nu ville fransk naturvidenskabs faderfigur undersøge, om det virkelige kunne passe, at hottentotkvinder som hævdet havde 10-12 cm lange indre skamlæber, der hang og dinglede som gardiner af blødt kød, når kvinderne stod op.

I levende live nægtede Saartjie Baartman at lade det sidste gardin falde. Men næppe var hun kold, før Cuvier & Co. gik i gang med at undersøge hende og fandt ud af, at rygterne var sande. Han konkluderede, at de forstørrede kønslæber var et udtryk for primitiv seksuel appetit.

En gammel og aktuel historie
Men hvem var mennesket Saartjie Baartman?

Dén historie fortæller den prisbelønnede tunesisk-franske instruktør Abdellatif Kechiche i filmen ’Venus Noire’ (’Black Venus’). Filmen med den fænomenale amatørskuespiller Yahima Torres i hovedrollen bliver kaldt det franske svar på ’Elefantmanden’.

Jeg kunne se, hvor stærkt et symbol hun stadig er for folk i Afrika



I begge tilfælde er der tale om film, som fulde af fascination og empati fortæller om fysiske udstødte mennesker, som bliver udnyttet på freakshow og udstiller grovheden og brutaliteten i 1800-tallets europæiske koloniale herrementalitet.
Følte sympati

»Hendes historie overvældede mig, da jeg først hørte den. Hun led så megen smerte i sit liv. Da jeg så skabelonerne, der blev lavet efter aftryk af hendes krop og ansigt, var det muligt at se aftryk af hende og hendes liv som i en åben bog. Jeg følte øjeblikkelig en dyb sympati med hende«, forklarer Abdellatif Kechiche.

»Men jeg oplevede det også som en nutidig historie. Jeg husker udmærket, hvordan det franske senat strittede imod at udlevere hende, så hun kunne blive begravet i Sydafrika«, siger han.

LÆS OGSÅ

Franskmændene gav sig nemlig først i 2002 efter seks års modvillighed og tovtrækkeri. De havde fået tiden imod sig. Saartjie Baartman var blevet et centralt symbol på den udbytning og racisme, Afrikas befolkning har været udsat for.

Stærkt symbol
Frankrig havde strittet imod den begrundelse, at det ville starte en lavine af tilbagelevering. En højtstående sydafrikansk embedsmand kunne dog syrligt berolige franskmændene: Hvis afrikanerne skulle til at kræve alt det hjem, der var blevet stjålet fra dem af europæerne, ville der slet ikke være plads til det hele.

Så 187 år efter sin død blev Saartjie Baartmans skelet, hjerne og vagina omsider stedt til hvile på en bakke i nærheden af sin hjemstavn, Hankey.

»Jeg husker begravelsen. Jeg kunne se, hvor stærkt et symbol hun stadig er for folk i Afrika. Det andet nutidige aspekt er, at racisme og xenofobi atter er ved at blive stærke i Europa, og så er sådan en historie om racistisk udnyttelse vigtig«, mener Kechiche.

England var besat af bagdele
Saartjie Baartman blev født i 1789 uden for Cape Town. Hun arbejdede som tyende hos en boerfamilie, da farmerens bror, Hendrik Cezar, og den engelske læge Alexander Dunlop lokkede hende til at rejse til England.

LÆS OGSÅ

Det skete på et tidspunkt, hvor den britiske kultur nærmest var besat af bagdele. Sproget struttede af numseord. For eksempel havde Whig-partiets ambitiøse leder, Lord Grenville, sin families store rumpe, og derfor blev hans politiske fraktion kaldt ’de bredrøvede’.

Så den entreprenante Dunlop så i 1810 et oplagt potentiale i at lade Saartjie optræde med lidt sang og dans, mens hun vrikkede med khoisan-kvindens voldsomt fremtrædende bagparti.

En blanding af dyr og kuriositet
Da Kechiches film begynder, er Saartjie ankommet til England og blevet en sensation. Mænds tidløse fornøjelse ved at betragte den kvindelige krop sno sig på en scene fusionerede effektivt med en mere tidstypisk fascination af det eksotiske fra de nye spændende kolonier. Alt det ’vilde’ og primitive blev set som et tilbageblik på en oprindelig, uhæmmet eros.

I en tid var Saartjies billede alle vegne. Som en filmstjerne eller et sært popfænomen. Folk strømmede til, men det var samtidig kun tre år efter indførelsen af anti-slaveloven ’Slave Trade Act’, så nogle forargede folk anlagde sag imod ’underholdningsindustriens slaveri’. Under retssagen hævdede Saartjie dog stædigt, at hun var frivilligt i England, og at hun regnede med at få halvdelen af indtægterne. Så sagen blev droppet.

Saartjie Baartman blev behandlet som en blanding af dyr og kuriositet, men hun fremstår ikke desto mindre – både i filmen og i andre beskrivelser af hende – som intelligent.

Forventning og frihed
»Det vigtigste spørgsmål, min film beskæftiger sig med, er spørgsmålet om, hvornår vi reelt har vores frihed til at tænke, udtrykke os og handle, som vi vil. Saartjie var splittet. På den ene side måtte hun påtage sig den nedværdigende rolle, hun blev påduttet, men på den anden side gav det hende en mulighed for at udtrykke sig kunstnerisk«, siger Kechiche.

»Hun kunne vælge mellem at tage rollen eller lade være og opgive enhver form for kunstnerisk ambition. Mit tema er, i hvilket omfang en kunstner i realiteten er fri til at udtrykke sig, som han eller hun vil. I hvilket omfang er man som filminstruktør og performer påvirket af de forventninger, der bliver stillet til én?«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ »Jeg tror faktisk, hun traf sine valg ud fra de muligheder, hun havde. Jeg tror, hun udtrykte en vilje til at være fri inden for de meget begrænsede muligheder, hun havde. Hun nægtede at vise videnskabsmændene sine kønsdele, selv om hun må have vidst, det ville give gode penge«, fastslår instruktøren.

I dag lever Saartjie Baartmans arv videre. Ikke som skamlæber i sprit i Paris, men som officiel skytshelgen for misbrugte og mishandlede kvinder

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»På en måde bliver hun ved med at vælge til det sidste«, siger Kechiche, der på denne måde i hvert fald på film har gengivet hende den værdighed, der følger med det frie valg, uanset hvor udbyttet man er.

Lokket penge
Saartjie var naturligt nok blevet lokket med både den store verden og de store penge. Men da først den barske virkelighed gik op for hende, havde hun ikke mange alternativer. Der ventede ikke noget godt liv som tjenende ånd hjemme i det hvide Sydafrika. Hun havde næppe heller pengene til at komme hjem.

Hvad sandheden end er, var hun imidlertid i hvert fald ikke mere fri, end at Hendrik Cezar solgte hende til en fransk dyretæmmer, der i de efterfølgende 15 måneder brugte sin metiers velprøvede metoder til at peppe hendes optræden ganske gevaldigt op i mere eksotisk og erotisk retning.

Både over for publikum og videnskabsmænd nægtede hun at fremvise de sagnomspundne skamlæber, men det var på denne tid, at en ond cirkel af druk og prostitution ifølge de fleste udlægninger hurtigt tog fart. En deroute, som skildres hjerteskærende udpenslet af Kechiche.

Forskruede videnskabsmænd

Efter sin død blev Saartjie Baartmans afstøbning og skelet et af de flittigst undersøgte eksemplarer af homo sapiens. Som Rachel Holmes, forfatteren til bogen ’The Hottentot Venus: The Life and Death of Saartjie Baartman (Born 1789 – Buried 2002)’ tørt bemærker, er der ikke den forskruede teori, som europæiske videnskabsmænd ikke igennem årene har vredet ud af hendes krop og dens særlige fortrin og bagdele. LÆS OGSÅ I dag lever Saartjie Baartmans arv videre. Ikke som skamlæber i sprit i Paris, men som officiel skytshelgen for misbrugte og mishandlede kvinder i The Saartjie Baartman Centre for Women & Children i hendes omsider frie hjemland, Sydafrika.



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden