Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Talent. Daniel Borgman bor og arbejder  i Danmark, og hans film har hidtil også været danske. Først nu, med sin spillefilmsdebut, vender han hjem  til barndommens New Zealand.
Foto: Kasper Løftgaard

Talent. Daniel Borgman bor og arbejder i Danmark, og hans film har hidtil også været danske. Først nu, med sin spillefilmsdebut, vender han hjem til barndommens New Zealand.

cphpix

Zentropa-familien har fået et nyt lovende medlem

Hold øje med denne mand: Daniel Borgman, hvis spillefilmsdebut er i hovedkonkurrencen på CPH PIX.

cphpix

Zentropa har produceret, Det Danske Filminstitut bakker op, og Molly Malene Stensgaard har klippet. Men ellers er der umiddelbart ikke meget dansk over ’The Weight of Elephants’.

Filmen om den lille new zealandske dreng Adrian, der må gå så grueligt meget igennem i den lille provinsby, hvor han er strandet hos sine bedsteforældre og bliver mobbet efter noder.

Der er imidlertid en helt naturlig forklaring på denne koproduktion mellem to lande, der geografisk ligger så langt fra hinanden, som det er fysisk muligt.

LÆS OGSÅ

Filmens new zealandske instruktør, Daniel Borgman, har nemlig efterhånden boet seks år i Danmark, hvor han er blevet en del af ’Zentropa-familien’, har arbejdet med special effects og har uddannet sig som filminstruktør på den alternative filmskole Super 16.

»Jeg voksede op i en lille by ved havet helt nede i bunden af New Zealand«, fortæller Daniel Borgman på engelsk efter at have demonstreret, hvor spinkelt hans danske stadigvæk er.

»Jeg kommer fra Dunedin, hvor jeg også gik på universitetet. Jeg ville egentlig være ingeniør, men opdagede kunst og kultur og blev bidt af film«.

Kærligheden førte ham til Danmark
Som så mange andre, der drømmer om et liv i filmbranchen, fik Daniel Borgman et arbejde som runner.

Det var i Auckland, og det var også her, han mødte en tysk pige, der var i praktik som producer. De to flyttede sammen til Berlin, men så fik kæresten Katja Adomiet tilbudt arbejde hos Peter Ålbæk på Zentropa, og parret flyttede til Danmark.

LÆS ANMELDELSE

Katja Adomeit og Daniel Borgman er ikke længere kærester, men hun er stadig hans producer, og Daniel bor stadig i Danmark.

»Der er to grunde til, at filmen blev lavet. Fordi Katja var på Zentropa, og fordi det newzealandske filminstitut bakkede op økonomisk«, konstaterer han.

Projektet var ikke let at stable på benene. For i hobbitternes land, hvor en gigantisk Gollum-statue smisker foran lufthavnsterminalen, laver man normalt flere tv-serier, end man laver film.

Tilbage til New Zealand
Daniel Borgman er nu – sammen med en dansk kæreste – på Nørrebro, men har løbende tilbragt en del tid hjemme i New Zealand. Ikke mindst med arbejdet på ’The Weight of Elephants’.

Hvorfor besluttede du, at din første film skulle foregå i New Zealand og ikke i Danmark?

»Alle mine kortfilm var danske, men jeg tror, jeg hele tiden har haft lyst til at lave en film om det derhjemme. Min næste film, som jeg sidder og skriver på nu, udspiller sig også i New Zealand. Jeg tror på en måde altid, at du som historiefortæller beskæftiger dig med fortiden eller med det, der føles vigtigst lige nu. New Zealand er vigtig for mig, og min barndom er vigtig for mig. Men jeg tror så småt, jeg er ved at vende mig imod nutiden. Her i Danmark«.

’The Weight of Elephants’ udspiller sig i et trøstesløst og søvnigt miljø midt mellem land og by, hvor skønheden alligevel skyder op her og der igennem den sprækkede cement.

»Min mor boede en halv time syd for, hvor filmen udspiller sig, så det er et miljø, jeg kender udmærket. Jeg kommer fra en gammel bondefamilie, der nu ikke længere dyrker jorden. Det er ganske typisk for et område, der engang trivedes, men nu er sygnet hen, fordi produktionsmåderne og økonomien har forandret sig. Sådan er det mange steder på landet, hvor der ikke er turisme. Enten er folk rejst, eller også sidder de fast i et slags limbo«.

Det er ret svært for et barn at skulle spille sårbar og svag og gøre det med selvsikkerhed

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



At finde den helt rigtige dreng
Filmen bygger på en roman af Sonya Hartnett, men Daniel Borgman oplevede det som en meget personlig historie.

»Det, der rørte mig, var forsøget på at komme helt ind i hovedet på denne ensomme dreng. Jeg var selv en lidt ensom dreng. Ham, der ligesom bare dryssede rundt og dagdrømte«, fortæller Daniel Borgman.

’The Weight of Elephants’ er en af den slags film, der står og falder med den helt rigtige barneskuespiller.

»Vi gennemsøgte hele landet. Jeg ville gerne have fundet en dreng fra det sydlige, men det gik ikke. Det er ret svært for et barn at skulle spille sårbar og svag og gøre det med selvsikkerhed. At skulle være i kontakt med nogle meget svære følelser og samtidig føle sig godt tilpas med det«.



»De typer, som i virkeligheden ligner Adrian, kan ikke rigtigt spille Adrian. Mens de stærke børn med selvtillid som skuespillere til gengæld ikke har den sårbarhed, der skal til. 11-årige new zealandske drenge er socialiseret til ikke at kunne spille sådan. De er socialiseret til at kunne spille rugby og slås og ikke græde«.

Og så gik det, som det så ofte går. Den eneste rigtige blev fundet ved et tilfælde. Der var kun tre dages casting tilbage efter seks måneders higen og søgen og Daniel Borgman var sikker på, at filmen ikke ville blive til noget.

Men så kom Demos Murphy fra Auckland og sad lige i øjet. Han var kun kommet til prøvefilmning, fordi han fulgtes med sin storebror.



En hit & miss-instruktør
’The Weight of Elephants’ dyrker en form for flimrende poesi, der gør, at den hårde socialnyser hele tiden også er en opløftende oplevelse.

»Det var vist mest instinktivt. Vi jammede en hel del ved at improvisere i forhold til miljøet. Jeg blev nok automatisk draget i retning af at lave noget poetisk uden at tænke: »Så, nu skal vi lave noget poetisk!«. Hvis jeg skulle have lavet den nu, ville jeg nok have gjort det lidt anderledes.Jeg er meget optaget af poesi, der ikke tager sig spor poetisk ud«, siger Borgman.

Selv beundrer han instruktører som Carlos Reygadas og Terence Malick og foretrækker filmkunst, der sigter så højt, at den nødvendigvis må ramme ved siden af engang imellem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Jeg kan nok også blive sådan en hit & miss-instruktør«, siger Daniel Borgman, der føler sig godt tilpas i det danske filmmiljø, hvor han allerede har været nomineret til en Robert.

Huggeligt

»Jeg vil virkelig gerne lave en dansk film. Det er lidt surt at arbejde virkelig hårdt og få noget succes og anerkendelse, og så gør det ikke rigtigt noget indtryk der, hvor du lever. Fordi det sker på et andet sprog og udspiller sig i et andet miljø. Men jeg har slået rødder her og føler mig mindre og mindre som en outsider. Den danske filmindustri er superb. Helt vildt cool. Især den unge semiprofessionelle del af den. Jeg tror ikke rigtigt, der findes noget tilsvarende noget sted i verden«, mener Daniel Borgman, der afsluttede Super 16 sidste år og stadig sætter stor pris på fællesskabet der.« »Det er svært være kreativ og deles om det. Men det lærer man på Super 16«, siger Borgman, inden han drager videre ud i den danske filmverden med et »det var huggeligt« på læben og sine forhåbninger for ’The Weight Of Elephants’, der efter CPH PIX står foran sin rigtige biografpremiere både i Danmark og New Zealand.«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce