Filmaktuel. Fenar Ahmads første spillefilm fører publikum ind bag vinduerne i Brøndby Strands betonbebyggelse.
Foto: JENS DRESLING

Filmaktuel. Fenar Ahmads første spillefilm fører publikum ind bag vinduerne i Brøndby Strands betonbebyggelse.

cphpix

Debutinstruktør på CPH PIX: Sjovt det startede med et fissehul

Fenar Ahmad debuterer med sin første spillefilm 'Ækte Vare' ved CPH PIX i aften.

cphpix

Da de to unge knægte Gilli og Kesi tilbage i 2010 rappede om fissehuller startede det en hed debat i medierne, som blandt andre bragte skuespiller, instruktør og debattør Anne-Grethe Bjarup Riis på banen.

Hun kaldte sangen 'Fissehul' for »det mest latterlige lortemusik« og »et skrækeksempel på krænkende sprogbrug« i et interview i Politiken. Her fire år efter har selvsamme 'Fissehul' banet vej for en helt ny spillefilm, der snart får premiere.

»De vil gerne snak' på deres ting

Blære sig og belære mig om at pap' på deres ting

Men Gilli holder vagt på deres ting

Så folk der ik' trykker, tag og rap på jeres ting«.

»De forstår ik’ deres para forsvandt

For jeg overtog lortet som Harald Blåtand

En mand dyb med dig og en flok mænd

Står stadig min grund, tro mig det' sandt, sandt

Hvem siger jeg' uærlig

Du ik' noget særligt

Bare lad vær', G«.

»Du et fissehul, du et fissehul

Med dit ansigt nede I det beskidte gulv

Du et fissehul, du et fissehul

Lyddreng, luk din slidte mund«.

Ordene spyttes hurtigt ud mellem den unge rapper Gillis læber, der i sin røde joggingtrøje og med pegene fingre speaker the truth sammen med sin homie Kesi. De skiftes til at kigge insisterende ind i kameraet med ungdommens usårlige blik i musikvideoen ’Fissehul’, som fylder computerskærmen ud.

Youtube afslører, at de begge endnu er rimelig ukendte. Kun 376 beskedne viewers har set musikvideoen. En af dem er den netop nyuddannede filminstruktør Fenar Ahmad.

Sammen med sin ven Markus sidder han en sommerdag i 2010 og hænger ud og hører musik i et musikstudie på Nørrebro, da Markus surfer ind på musikkanalen og placerer computeren foran Fenar med ordene.

»Du skal se denne her video«.

LÆS OGSÅ

En kunstnerisk nerve og et fissehul
Fenar Ahmad er for nylig blevet en af hang arounds’ne omkring Københavns nye fremadstormende hiphopslæng, der blandt andre tæller Kidd, Topgun, Klumben og Raske Penge. Kidd har netop oplevet sin allerførste hype med hittet ’Kysset med Jamel’, og arvtageren ’Ik’ lavet penge’ er på vej og instrueret af Fenar.

Alligevel kender Fenar Ahmad endnu intet til den unge rimsmed Gilli med det borgerlige navn Kian Rosenberg Larsson, der pludselig åbenbarer sig for ham på skærmen.

»Det slog mig som et lyn, hvor god han var. Han var bare 16-17 år gammel på det tidspunkt og havde lavet det bedste vers, jeg nogensinde havde hørt på dansk. Jeg så en kunstnerisk nerve«, fortæller han.

Inden Gilli har nået at spytte det sidste ’Fissehul’ af sted, indleder Fenar Ahmad en jagt på at finde ud af, hvem de unge knægte i musikvideoen er, og »der er facebook jo genialt, fordi man bare kan add’e folk og skrive til dem«, som han siger.

At jagten skulle ende med en spillefilm, vidste hverken han eller Gilli dengang. Ikke desto mindre var det sådan det blev, og i aften her fire år senere kan københavnerne for første gang opleve resultatet, når Fenar Ahmads debutspillefilm ’Ækte Vare’ spiller under CPH PIX.

Som han selv bemærker, så »er det meget sjovt, det hele startede med et fissehul, du ved, ligesom ved en fødsel, ikke?«.

Herre i egen københavnske crib
Han er travl den unge instruktør, fornemmer man, da han denne formiddag bryder ud af de aflåste glasdøre i Imperialbiografen og træder ud på gaden med øjne der misser og famlende efter en cigaret.

Han har netop siddet i en buldermørk biografsal og luret filmen igennem, så skiftet til den skarpe forårssol er lige hårdt nok for de brune øjne.

Som en sand instruktør gelejder han resolut vej hen til den nærmeste kaffebar på Gammel Kongevej, bestiller en americano og croissant og daler ned i et hjørne af cafeen i sin sorte hættetrøje.

I café-støjen bliver vi enige om at afprøve lyden i min medbragte diktafon, hvorefter han kaster nogle ufuldendte sætninger efter den, og, inden jeg når at trykke på stopknappen, overhaler mig med et »sådan, så kan du starte«.

Fenar Ahmad er herre i eget hus, erfarer man hurtigt. Har han lyst til at stave ’Ækte vare’ med et k i ækte i stedet for et g, gør han det. Han er selvsikkert flabet med en sympatisk ærlighed omkring sig. Blikket er både varmt og vagtsomt. Han bestemmer selv tempo, og afbryder gerne hvis han er uenig med undertegnedes ordvalg eller perspektiveringer.

Og det starter ikke helt heldigt ud, da jeg går kronologisk til vaflerne og spørger ind til hans rødder.

»Jeg er ikke bange for at tale om mine rødder, men hvorfor skal jeg? Jeg lægger ikke vægt på rødder, men hvor jeg vil hen. Det at blive ved med at tale om rødder er bagudskuende, og det der holder folk fast i en pseudo-tilstand af, at de ikke tilhører Danmark«.

»Jeg har boet i København, siden jeg var fem år gammel, nu er jeg 33 og har en datter, og jeg har lige lavet en dansk spillefilm. Mine forældre kommer fra Irak, jeg taler arabisk, men jeg har aldrig været i Irak. Mit tilhørsforhold er forhåbentlig København, ellers ville jeg være et mærkeligt splittet menneske«.

Sommerminder med basketball og grill
Jeg har bare hørt, at en af motivationerne for at lave filmen blandt andet er, at du gerne vil give noget tilbage til dit bagland.

»Nåh, på den måde. Ja, jeg er jo opvokset i Holmbladsgade på Amager, og når man er opvokset i beton, så er der bare bestemte venskaber og ting, som også er fantastiske. De danske film, jeg har set om ghettoen, de er altid meget problematiserede sådan der, at der er guns i ghettoen, og der er alt muligt, men jeg husker bare alle de fede sommerferier, hvor vi spillede basketball og grillede og havde det grineren«.

»Selvfølgelig skete der ting og sager, og alt er godt og ondt, men det er derfor, jeg valgte at filme ’Ækte Vare’ om sommeren, fordi det er frodigt og grønt. Jeg vil gerne nuancere billedet lidt og vise den kunstneriske nerve, der også findes der. Det er jo kunstnere, jeg har valgt at portrættere«.

Men din film bygger jo meget på de her fordomme om ghettoen med en drengeklike, hvis næver sidder løst, og som laver bræk for at få penge til pot og damer, og en hovedpersons mor som får tæsk af kæresten. Er du ikke selv med til at tegne det her negative kliché-billede?

»Det er virkeligheden. Alle mennesker har et dobbeltliv. Jeg har heller ikke lyst til at male et glansbillede af en ghetto, hvor der konstant er solskin. Jeg håber, filmens titel resonerer i publikums tankegang«.

»Den handler om drømme og om at turde tro på dem, men den er også et forsøg på at vise et brudstykke af virkeligheden, uden at det er den totale sandhed. Hvis man kigger på alle vinduerne i et højhus i Brøndby Strand, så har jeg bare valgt tre vinduer: Mikaels vindue, Jelanas vindue og Tariqs vindue (karakterer fra filmen, red.). Men der er jo liv bag alle vinduerne«.

Man kan jo ikke lade være med at tænke ’8 Mile’ (rapperen Eminems selvbiografiske film fra Detroit, red.), når man ser den…

»Det er fordi, den handler om rap, og historien er arketypisk, ellers synes jeg ikke, de har så meget tilfælles. ’8 mile’ er en fantastisk film, men den har stadig et meget dramatiseret udtryk. ’Ækte Vare’ er lavet efter Youtube, så jeg har været meget mere inspireret af den bølge. Men jeg har ikke opfundet den dybe tallerken, jeg vil bare gerne sætte et lille mærke«.

Afslag og Robert-pris
Fenar Ahmads drøm om at sætte mærker startede allerede i den spæde ungdom, da han fik sit første kamera.

»Jeg begyndte at tage billeder som 14-årig, og jeg kunne hurtigt se, at jeg sgu var meget god til det. Jeg brugte meget tid i Amager Centret med at fremkalde, men det blev for kedeligt, og graffitien tog over. Det gik der så nogle år med, indtil jeg fik et digitalkamera og begyndte at filme«.

På samme tidspunkt ramlede han ind sin daværende kæreste og nu mor til hans fem-årige datter. Hun søgte ind på teaterskolens scenograflinje, og det var første gang Fenar fik øjnene op for, at der findes kunstneriske skoler som dem på Holmen, og hvor svære de er at komme ind på.

»For at imponere hende måtte jeg finde et eller andet selv at gå op i, og så lavede jeg min allerførste dokumentarfilm«.

Med det færdige resultat under armen søgte han selv ind på Den Danske Filmskole og endte helt til den allersidste del af det barske optagelsesforløb sammen med de andre resterende ti aspiranter. Høsten blev et fladt brev med ordet »desværre« indeni og Poul Nesgaards underskrift (netop afgået rektor for Den Danske Filmskole, red.).

»Jeg blev totalt ked af det. Jeg havde jo krænget min sjæl ud. Men så gik der en måned eller to, og så kom jeg ind på Super 16, og den anden film, jeg lavede der (’Megaheavy’), vandt jeg en Robert for«, siger han stolt med munden fuld af croissant og forklarer videre, at han og Super 16 blev det perfekte match.

Super 16 er fuckfingeren
»Der er ingen rektor, ingen SU, ingen lærere, der er ikke en skid, og ingen af os elever kunne komme ind på Den Danske Filmskole. Super 16 er fuckfingeren. Det er for fedt«, smiler han og springer så pludselig op fra sin stol for at efterlyse kaffe nummer to, der har været lige lovlig længe undervejs.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvordan fanden kan det tage så lang tid?«, spørger han irriteret ud i luften, mens hans fødder hastigt stiler mod baren.

Selvom det var en dokumentarfilm, som havde været Fenars adgangsbillet til skolen, blev det hurtigt fiktionsgenren, som vandt den unge instruktørelevs hjerte.

»På dokumentarfilm skal man pleje sine medvirkende rigtig meget, og folk kan sige, det vil jeg ikke være med til. Der er for lidt filmmageri og for meget personlig pleje i det. Hvis jeg gerne vil styre det lidt mere kunstnerisk, bliver jeg nødt til at lave fiktion«.

På skolen blev Fenar præsenteret for en stor bunke film af de østrigske instruktører Ulrich Seidl og Michael Glawogger, og de inspirerede ham til ikke at slippe dokumentargenren helt.

»Jeg fik et chok, da jeg opdagede, at man kan bruge virkeligheden sammen med nogle bevidste æstetiske valg, og det var bare sådan: Hey zoom! Jeg tænkte, at hvis jeg kunne bruge det, jeg kommer fra, til at fortælle historier, så ville det være for vildt«.

Siden har ægtheden spillet en vigtig og gennemgående rolle i Fenar Ahmads foreløbige bagkatalog af film.

Foto: DRESLING JENS

Ægte mennesker
»Jeg har rigtige mennesker med i alle mine film både i ’Megaheavy’, ’Thorshammer’ og nu ’Ækte Vare’. Hovedkaraktererne er alle sammen mennesker, der ikke har prøvet at spille skuespil før«.

Og hvorfor bruger du ikke uddannede skuespillere?

»Hvilken uddannet skuespiller skulle have spillet Gilli?«, svarer Fenar igen.

»En uddannet skuespiller ville ikke turde bevæge sig rundt i Brøndby Strand«.

Men at arbejde med uprøvede kræfter fra gaden kræver arbejde, så Fenar har brugt godt og vel to år på at hænge ud, cruise i bil og drikke vodka med Gilli, Ali Sivandi som spiller Tariq og filmens andre unge knægte, som også har haft stor indflydelse på det færdige udtryk.

»De drenge læser jo ikke op. Man kan ikke proppe ord i munden på en rapper som Gilli, der har besluttet sig for at være sin egen høvding. Vi har fulgt manuskriptet fuldstændig, men dialogen er improviseret frem i samarbejde med de medvirkende. Der er også uddannede skuespillere med i filmen, men det gode er, at man ikke kan mærke forskel, fordi de har justeret ind efter hinanden«.

»Jeg sørgede også for at holde en total amatørstemning på settet. Folk troede ikke på, det var en rigtig film. Vi havde mindre udstyr end en filmværkstedsfilm, og jeg sad og instruerede fra en ølkasse«.

Telefonen ved siden af tallerkenen med den halve rest croissant og den fundne kop kaffe blander sig pludselig med cafeens lydtapet af John Legend. Det er vennen og rapperen Sivas, der er en af hovedleverandørerne til filmens soundtrack, som kræver Fenars opmærksomhed.

»Sivas, hvad hedder det? Jeg laver intjerview. Jeg ringer til dig. Helt sikkert«, siger Fenar til telefonen og demonstrerer den alternative form for udtale, som har fået kælenavnet perkerdansk, og som udgør en stor del af dialogen i ’Ækte Vare’.

Drengesind fuld af drømme og muligheder
Men hvad er det, de drenge har, som er interessant?, vil jeg vide, da telefonen igen ligger roligt på bordet.

»Jeg mødte dem, da jeg lige var blevet færdig på filmskolen, og jeg var allerede træt af filmbranchen. Jeg havde brug for et nyt sted, hvor jeg kunne ånde, og det fandt jeg hos dem«.

»Til filmfester går snakken på filmstøtte, og hvor hårdt det er at lave film, og det er pisse ensomt, og folk ved ikke rigtig, hvad du laver. Men den gruppe af drenge der ser muligheder. De har en energi, som er drømmende og ambitiøs, og de tør godt indrømme det. De kigger frem i stedet for tilbage. Jeg har prøvet at tage den energi og putte den ind i min film«.

Og ud af den store gruppe drenge hvorfor var det så lige Gilli, du valgte til at spille din hovedkarakter?

»Gillis tekster og hans univers siger mig rigtig meget. Jeg synes, det er meget ægte. I en tid med selfies, hvor alle er glade og tager billeder af, hvad de spiser, synes jeg, det er vigtigt at fremhæve en person, som også fortæller om de hårde facetter af livet. Der har været finanskrise, folk mister deres jobs og har det stramt. Det rapper Kian om i stedet for røve og alt muligt andet shit«.

Til gengæld rapper han om fissehuller?

»Det er bare ungdom. Det er en sang, han har lavet med Kesi (rapper Oliver Kesi, red.), da de var 16-17 år gamle. Jeg ser det som det nye punk. Det er ligesom Michael Strunge og andre kulturpersonligheder, der repræsenterer en tid i København. Jeg synes, Gilli, Sivas og de drenge der er vor tids poeter. De leger med det danske sprog og giver slip«.

»De er billedet på et brud med de klassiske samfundsklasser. Når man er kreativ i Danmark, kan man stige op i samfundet meget hurtigt, selvom man kommer fra en helt anden baggrund, fordi man bliver eftertragtet«.

»Man kan google sig frem til, hvordan virkeligheden ser ud«

Men ifølge Fenar Ahmad har Youtube og Facebook ikke kun været startskuddet og værktøjer for hans første spillefilm om den ægte vare.

Han tror på, at YouTube og de sociale medier har banet vejen for en helt ny bølge af ægthed og autenticitet, som man også ser det hos instruktører som Michael Noer (’R’ og ’Nordvest’), Tobias Lindholm (’Kapringen’) og senest Søren Balle (’Klumpfisken’), fordi publikum kræver det.

»Man kan google sig frem til, hvordan virkeligheden ser ud. Jeg tror, YouTube har ødelagt det for det dårlige spil, fordi vi hele tiden får ægtheden kastet lige i hovedet. Vi kræver en større autenticitet for at kunne identificere os«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tror, det er en evolution. YouTube er kommet for at blive, og det vokser bare. Vi er alle sammen filminstruktører nu til dags med Instagram og alt det. Den virkelighed, vi selv er med til at skabe, vil vi gerne have op på lærredet«.

Og noget kunne tyde på, at blandingen mellem fiktion og den ægte vare slet ikke er så tosset endda. Indtil videre har den indbragt Fenar Ahmads kortfilm priser ved både Robert-uddelingen, Odense børnefilmfestival og The Gulf Festival, og nu kan turen også snart komme til ’Den Ækte Vare’. Filmen er som den eneste danske i år med i opløbet om 15.000 euro i den internationale New Talent Grand Pix filmkonkurrence.

LÆS OGSÅ

I aften kan den opleves for første gang i Imperial klokken 21.15, når den åbner CPH PIX.

8. maj har filmen officiel premiere i landets biografer, og Fenar Ahmad ser med sindsro på den opmærksomhed, der allerede nu er begyndt at summe omkring den nye instruktør.

Han har mange venner, der har oplevet det tidligere, som han har kigget over skulderen, og som han siger »Jeg er ikke rapstjerne, så det bliver meget mindre for mig«.

»Vi har jo alle Instagram, og der er heller ingen hemmelige historier om mig. Jeg lægger lortet på nettet. Du kan allerede finde, hvad du vil vide om mig der. Jeg gemmer ikke på noget«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce