Willem Dafoe i vampyrrollen. Foto fra filmen
Foto: vampyr

Willem Dafoe i vampyrrollen. Foto fra filmen

Filmanmeldelser

Shadow of the Vampire

Murnaus klassiker 'Nosferatu' har inspireret til den ironiske fantasi 'Shadow of the Vampire'.

Filmanmeldelser
FOR ABONNENTER

I en symfoni af grå toner vampyren frem. Med dette stadig foruroligende blik i det voksblege ansigt og fingrene strittende som hvide pinde. Sådan blev vampyren Grev Orlock i 1922 fremstillet af Max Schreck i F.W. Murnaus klassiker 'Nosferatu'.

Hvem denne skuespiller med det afskrækkende navn og det endnu mere afskrækkende udseende egentlig var, ved man ikke meget om.

Som så meget andet i forbindelse med Murnaus lyssky filmatisering af Bram Stokers 'Dracula'. Lyssky, fordi Murnau ikke fik tilladelse af Stokers arvinger til at filmatisere 'Dracula', men i stedet blot lavede historien med andre navne. Grev Dracula blev Grev Orlock.

Ekspressionisme on location
I sit manuskript har Steven Kats taget udgangspunkt i de uklare omstændigheder omkring filmens tilblivelse. Det var på den tid kutyme i Tyskland, at man som ekspressionistisk filmkunstner arbejdede i studiets kulisser, hvor alt var under streng kontrol. Intet var overladt til tilfældigheder. Komposition var alt.

Men Murnau slæbte filmholdet ud i virkelighedens mere ustyrlige kulisser. On location i Tjekkoslovakiet, hvor han insisterede på at gennemføre udendørs optagelser i den slaviske nat. Den gådefulde Herr Schreck viste en overraskende evne til at indleve sig i rollen som Nosferatu - den udøde.

I filmen lyder Murnaus forklaring, at Schreck, af andre beskrevet som middelmådig kabaretskuespiller, var uddannet i Stanislavskij-skolen. Altså hos den russiske teatermand Konstantin Stanislavskij, som ved århundredskiftet på Kunstnerteatret i Moskva skabte, hvad der blev kendt som 'de indre oplevelsers teater'. At se den ydre handling som et udtryk for dramaet i de indre oplevelsers teater er netop en del af skyggedramaet i vampyrfilmen.

Æggende og ironisk fantasi om filmens barndom
Herfra tager Kats og instruktøren E. Elias Merhige spekulationernes frie fantasi til deres yderste konsekvens. Hvad nu hvis den mystiske Schreck slet ikke var skuespiller, men en ægte vampyr, og der bag tilblivelsen af 'Nosferatu' lå en faustisk pagt mellem to slags blodsugere - vampyren og instruktøren. Sidstnævnte som fik den ultimative kunstneriske autenticitet mod til gengæld at lukke vampyren ind i filmholdets kreds af levende. Med den smukke skuespillerinde Gerda Schröder som den lækreste lokkemad.

'Shadow of the Vampire' er blevet en æggende og ironisk fantasi om filmens barndom. En mellemting mellem en hyldest og en vittighed. Lidt mere avanceret i sit afsæt end filmen viser sig helt at kunne bære, men ikke desto mindre en tiltrængt hyldest til en af filmkunstens tidlige mestre.

Det er en film om kunsten at kunne bringe kunsten sit nødvendige offer. En film om dekadence og afhængighed. Murnaus narkomani og vampyrens blodtørst bliver udtryk for samme afhængighed. I baggrunden ulmer forbindelsen mellem to illegale former for seksualitet: Murnaus dulgte homoseksualitet og vampyrens dødbringende slubren i de blodsvulmende legemer.

Men først og fremmest gælder spejlingen den vampyrisme, der kommer til udtryk hos både hovedrolleindehaver og instruktør. Max Schreck er den ultimative 'method actor'. Han er sin rolle. Skruppelløs er også Murnau, der fremstilles som kunstneren, der vil suge alt liv ud af de levende for at sikre kunstværkets skinliv på lærredet.

Og bag det hele lurer bevidstheden om en endnu mere gennemgribende vampyrisme, der venter et tiår længere fremme i den tyske Historie.

Murnau og hans filmhold fører sig frem som videnskabsmænd i hvide kitler. De studerer billeder og emotioner med en blanding af romantik og rationel kynisme, der ikke kræver mange mellemregninger for at nå frem til Det Tredje Riges perverterede videnskabelige forsøg.

Afvæbnende og skræmmende Nosferatu
Det kan alt sammen lyde, som om skibet er tungt lastet med symbolik, men blotter vampyren sine tætsiddende fortænder, så er ironien til gengæld parat til at holde tungen lige i munden. Enhver, der har set Willem Dafoe i rollen som Bobby Peru i David Lynch' 'Vilde hjerter', vil ikke blive forundret, hvor på én gang ironisk afvæbnende og skræmmende en Nosferatu, der træder frem fra hans sminkede ansigt. Orlocks negleflaksende saksehånd glemmer man ikke lige med det første!

John Malkovich stiller ikke sig selv nye udfordringer med rollen som den opslugte kunstner Murnau, men Udo Kier får i rollen som den i virkeligheden temmelig gådefulde producent Albin Grau lov til at fremstå som noget nær filmens målestok for normalitet. Ironien er kærlig og veldoseret, og er det ikke mindst hos Eddie Izzard, der spiller den sminkede frikadelle Gustav von Wangerheim.

Hovedrolleskuespilleren med den mildest talt naive stumfilmstil, der med god grund føler sig stadig mere ilde tilpas ved at skulle spille over for sin mere og mere ustyrlige modspiller, der kaldte sig Max Schreck og i øvrigt ifølge filmleksikalske oplysninger døde temmelig definitivt i 1936.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden