Klar til VM? Få daglige opdateringer fra den danske lejrLæs mere

Oscaropvarmning. Marijana Jankovic og Casper Crump flankerer Marianne Jelved.
Foto: Jakob Nielsen

Oscaropvarmning. Marijana Jankovic og Casper Crump flankerer Marianne Jelved.

Oscar

Til oscarfest i Hollywood: Tør man bede Jelved om et billede?

De danske oscarnominerede blev fejret ved reception i Hollywood, hvor kulturministeren igen gør klar til den røde løber

Oscar

I aften skal Marijana Jankovic og Casper Crump gå på den røde løber omgivet af verdens mest feterede filmstjerner.

Men da de i nat dansk tid deltog i en reception for de tre oscarnominerede danske film, var de alligevel ikke helt sikre på, om de turde bede om at få et billede taget sammen med kulturminister Marianne Jelved.

De to skuespillere optrådte gratis i Anders Walters kortfilm 'Helium'. Nu får de belønningen i form af to billetter til Dolby Theatre, hvor verdens mest prestigefyldte filmpriser uddeles i aften.

»Det er jo noget, man næsten ikke tør drømme om, så det er helt fantastisk at være med«, siger Marijana Jankovic.

»Allerede, da vi kom på listen over mulige nominerede, syntes vi, det var en stor sejr. Men nu har vi selvfølgelig alligevel lige lyst til at tage det sidste skridt«, siger Casper Crump, lige inden de to stilfulde skuespillere får taget deres billeder sammen med Marianne Jelved.

Jelved: Ret godt gået
Receptionen på hotellet Sunset Marquis var kulturministerens anden på to år – hun deltog også sidste år, da filmen 'En Kongelig Affære' var nomineret til en Oscar.

»Jeg har talt lidt på det, og vi har faktisk fået 22 nomineringer siden 1985. Det er ret godt gået af så lille et lande«, siger Marianne Jelved.

»Overskriften for de tre nominerede film er, at de sætter svære spørgsmål til debat – eller i hvert fald til overvejelse. Det er måske noget af det, danskere er særligt gode til«, funderer hun.

Pludselig opstår der nærmest tumult ved den ellers stilfærdige reception. Mads Mikkelsen er ankommet.

Skuespilleren, der har hovedrollen i Jagten, er ubetinget Danmarks største filmstjerne lige nu, og der bliver skubbet og puffet for at få kameraerne helt tæt på, mens Mikkelsen endnu en gang forsikrer, at han er optimist inden oscarfesten.

Langsomt udvikler receptionen sig til en sælsom kendisfest med mange danskere, der bor fast i Los Angeles, og lige så mange, der mere eller mindre tilfældigt er i byen.

Stjerner snupper en øl

Der er satireparret Anders Morgentaler og Mikael Wulff, og lidt væk er Shu-Bi-Dua-guitaristen Michael Hardinger. Stylisten Dennis Knudsen er her, fordi han skal hjælpe de danske nominerede med at se helt skarpe ud på den røde løber i aften, og en stribe skuespillere lægger også vejen forbi.

Men pludselig bemærker flere, at to af de største favoritter ved oscarfesten står lige uden for lokalet og drikker en øl. Det er de to skuespillere fra filmen '12 Years a Slave', Michael Fassbender og Chiwetel Ejiofor.

Sidstnævnte er blandt favoritterne til at blive kåret som bedste mandlige hovedrolle, og Fassbender er storfavorit til at vinde en Oscar for bedste birolle.

Politikens udsendte bider hovedet af al skam og går hen for at hilse på de to mænd. De giver hånd og præsenterer sig, men er tydeligvis ikke kommet for at deltage i den danske fest.

»Jeg er lidt bekymret over, at du står der med en blok og en båndoptager«, siger Michael Fassbender, inden de siger farvel og trækker ind i restauranten.

Ved receptionen får alle de tre danske filmhold taget deres billeder sammen med kulturministeren, og selv Mads Mikkelsen får lov at cirkulere lidt rundt uden halen af kameraer omkring sig.

Casper Crump - skuespilleren fra Helium - fortæller, at han glæder sig allermest til at gå hen ad den røde løber. Han har hørt, at der er folk ansat til nærmest at skubbe deltagerne hen ad løberen, men han har en plan om at give sig god tid.

»Det gælder bare om at komme helt ned i tempo. Og måske lige tabe noget, man skal hen og samle op. Jeg kan godt nogle tricks«, siger han og ligner en, der er klar til oscarfest.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce