Oscarvinder. Anders Walter's 'Helium' fik et forspring ved at konkurrere i kategorien 'kortfilm' med hjælp fra den erfarne producent M&M.
Foto: Jordan Strauss (AP/arkiv)

Oscarvinder. Anders Walter's 'Helium' fik et forspring ved at konkurrere i kategorien 'kortfilm' med hjælp fra den erfarne producent M&M.

Oscar

Filmredaktør: Dansk Oscar er ikke en engangsbillet til succes

Anders Walter skal næppe sætte næsen op efter at lave film med Brad Pitt foreløbig.

Oscar

Mens ’Jagten’ og ’The Act of Killing’ måtte drage tomhændede hjem, blev der rent faktisk en Oscar til den danske kortfilm ’Helium’ natten mellem søndag og mandag.

Instruktøren Anders Walter og producenten Kim Magnusson kunne forståeligt glade stå på scenen og tage imod statuette og hyldest. Et hjerteligt tillykke herfra! Til ’Helium’, til Walter og Magnusson og ikke mindst til dansk film, som stod strunk med tre nomineringer på et tidspunkt, hvor truende økonomiske skyer ellers samler sig over det lille filmland med den store virkning.

Den nemme vej til en Oscar Man fornærmer næppe nogen ved at mene, at ’Helium’ vandt den letteste af kategorierne. Lettest i betydning sammenlignet med kategorierne spillefilm og dokumentarfilm. Og lettest i den betydning, at en erfaren og målrettet producent som M&M i denne kategori kan gøre meget for at fremme sin sag.

Ved at bekoste en officiel visning i en amerikansk biograf kan man springe uden om det store globale udskilningsløb. Så kommer man automatisk i betragtning som en af de godt 100 film, der er inde i varmen og skal ikke først vinde en stor konkurrence eller udtages som officiel kandidat af en national oscarkomite.

Uden at forklejne ’Helium’ kan man konstatere, at M&M har gjort det til en specialitet, at få oscarnomineret kortfilm. Man ved, hvilken type film, der vinder gehør, og hvordan man lister den uden om det kaotiske hovedfelt. 7 af de 11 nominerede danske kortfilm siden 1996 har enten haft Kim eller Tivi Magnusson som producent, og det samme gælder for 3 af de 4 vindere.

Oscarspecialisten

Spørgsmålet er så, hvad man får ud af sådan en oscar/nominering til en dansk kortfilm? Kan den ’omsættes’? For M&M må et image som oscarspecialisten være guldrandet profilering. Man får hele verdens bevågenhed til en relativt billig penge. Ud over at det selvfølgelig er sjovt at stå i smoking blandt stjernerne efter nok engang at have præsteret ’det umulige’ og efterhånden være indehaver af en slags verdensrekord.

For instruktørens vedkommende er sagen mere speget. De tre oscarnomineringer til Anders Thomas Jensen, som kulminerede med sejren til ’Valgaften’ i 1998, har utvivlsomt formet den herligt egenrådige instruktør, M&M satsede så lykkeligt på i spillefilmene ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’ og ’Adams æbler’. Men det er nærmest undtagelsen.

For Henrik Ruben Gentz blev ’Bror, min bror’ fra 1998 en succes, men førte ellers ikke til noget. Hverken for den erfarne skuespiller Søren Pilmark, manuskriptforfatteren Dorte Warnø Høgh eller Joachim Back (som ellers sågar vandt med ’The New Tenants’ i 2009) har nomineringerne grundlagt en instruktørkarriere.

LÆS OGSÅ

At en Oscar skulle være et springbræt til en karriere i Hollywood gælder tilsyneladende ikke for kortfilm. Så Anders Walter skal næppe sætte næsen op efter at lave film med Brad Pitt lige foreløbig.

Til gengæld kunne det meget vel være, at M&M også fremover i Anders Walter ser en instruktør med sans for følelser og fantasi, der kan levere »en god og stærk historie til det størst mulige publikum«, som selskabets ambition lyder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce