Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Varsel. Jo længere tid der går, jo større risiko er der for, at vikingeskibene pådrager sig skader fra f.eks. nedbør, brand eller oversvømmelser.
Foto: Jacob Ehrbahn (arkiv)

Varsel. Jo længere tid der går, jo større risiko er der for, at vikingeskibene pådrager sig skader fra f.eks. nedbør, brand eller oversvømmelser.

Historie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rapport: Krakelerende museumshal i Roskilde kan skade vikingeskibene

Roskildes vikingeskibe kan allerede inden for ti år risikere overlast, hvis skadet museumshal ikke renoveres eller erstattes af en ny, vurderer Nationalmuseet.

Historie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lader man Roskildes vikingeskibe stå i den nuværende museumshal de næste ti år uden at renovere bygningen, vil risikoen for uoprettelige skader på skibene være betydelig.

Konklusionen fremgår af en ny risikovurdering fra Nationalmuseet af fremtiden for de fem vikingeskibe, der i 1960’erne blev fundet ved Skuldelev i Roskilde Fjord. Heri vurderes de samlede risici for skader forårsaget af indeklima, lysindfald, nedbør, oversvømmelser, bygningskollaps, brand, tyveri eller hærværk.

I rapporten vægtes sandsynligheden for skader med deres alvorlighed i beregningen af en risikoværdi for otte scenarier. Her scorer et tiårigt status quo højt, bekræfter Nationalmuseets bevaringschef, vicedirektør Jesper Stub Johnsen.

»Som man kan læse af rapporten, er det her, vi finder den tredjehøjeste risiko for, at der vil ske skibene noget helt uacceptabelt eller i det hele taget ske skader på dem. Så selvfølgelig er vi en smule bekymrede«, siger Jesper Stub Johnsen.

Det værste, der kan ske med den museumshal, er, at der ikke sker noget med den

Ifølge Kulturministeriets klassifikationer er Skuldelevskibene kulturarv af »enestående national betydning« og dermed »den mest betydningsfulde kategori på højde med Solvognen« , siger Johnsen.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde har ansvaret for skibene via en udlånsaftale, men kontakten med Nationalmuseet er tæt, så Jesper Stub Johnsen er ikke overrasket over risikobilledet. Bygningens problemer er velkendte, siger vicedirektøren.

Højest risiko ser Nationalmuseets eksperter på den helt lange bane, hvis hallen ikke renoveres eller erstattes af en ny bygning.

Skibe bør flyttes under arbejder

Politiken har tidligere beskrevet, hvordan Vikingeskibsmuseet forgæves har forsøgt at skaffe midler til en totalrenovering af arkitekt Erik Christian Sørensens vikingeskibshal fra 1969. Den har i årtier været plaget af krakeleringer i betonen og tæringer af det indre jernskelet. I dag melder museet også om indtrængende vand, som må pumpes ud af klimaanlægget.

Vikingeskibshallen blev i 1997 fredet af staten, men som Politiken skrev i sidste uge, har museet nu opgivet kampen for en totalrenovering og i stedet officielt anmodet om at få fredningen ophævet. Håbet er, at en fuld eller delvis nedrivning til fordel for et nybyggeri vil gøre det attraktivt for landets fonde at bidrage.

Men flyttes skibene ikke fra hallen inden, vil både en renovering og nybyggeri betyde en meget høj risiko for skader, indvender Nationalmuseet, der i rapporten vurderer en renovering uden samtidig flytning af skibene som det næstmest risikofyldte scenario.

Storbranden i Proviantgården ved Christiansborg i 1992 eller branden i Roskilde Domkirkes tag i 1968, hvor det oprindelige Margrethespir gik tabt, er eksempler på den øgede fare, angiver Jesper Stub Johnsen.

»Det mindst risikofyldte scenario er, hvis man flytter skibene, bygger en ny bygning eller renoverer den eksisterende bygning og vedligeholder den«, siger Jesper Stub Johnsen.

Hvilket lavrisikoscenario der er bedst, afviser Nationalmuseet at forholde sig til i rapporten.

I Roskilde tager museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen rapporten til efterretning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den bekræfter vores vurdering: At det værste, der kan ske med den museumshal, er, at der ikke sker noget med den. Og havde vi tidligere en forestilling om, at vi kunne beskytte skibene på stedet under arbejderne, siger den jo ganske klart, at det næppe er en farbar vej. Her må vi gå i gang med at udvikle nogle løsninger på det problem«, siger hun.

Man må ikke kunne spekulere i det

Landets største forening til beskyttelse af bevaringsværdige bygninger og bymiljøer, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, modsætter sig museets ønske om en affredning af Erik Christian Sørensens bygning, som også er »en vigtig del af vor nationale kulturarv«, lyder indvendingen.

»Det vil kunne skabe præcedens, hvis ejere af fredede bygninger kan spekulere i at misligholde bygninger og dermed få dem affredet. Det går simpelt hen ikke«, siger foreningens formand, Karen Margrethe Olsen, i en pressemeddelelse.

Hun kritiserer samtidig, at staten ifølge foreningen ikke stiller tilstrækkelige midler til rådighed for vedligeholdelsen af de bygninger, den selv har valgt at frede.

Slots- og Kulturstyrelsen og Det Særlige Bygningssyn tager den kommende tid stilling til museets anmodning.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden