Selv om Laurits Hyllested er trommeslager, var det ikke puls og fremdrift, der prægede opførelsen af 'Darling River' i Koncertkirken.
Foto: Louise Herrche Serup

Selv om Laurits Hyllested er trommeslager, var det ikke puls og fremdrift, der prægede opførelsen af 'Darling River' i Koncertkirken.

kultur620px

Jazzkoncert var ikke meget mere end kompositoriske skitser: Trommeslageren og hans orkester følte sig frem mellem tonerne

Laurits Hyllesteds store og sympatiske projekt er at forene elektronisk, rytmisk og klassisk musik, men tirsdag aften i Koncertkirken blev det ved de stillestående skitser.

kultur620px

Kald mig bare et skarn, for Laurits Hyllested har immervæk brugt tre år på projektet.

Men netop af den grund havde jeg forventet noget mere. Den nyuddannede trommeslager kalder det for ’Darling River’. Sidste år indspillede han det, og indspilningen skulle være på trapperne som den nyuddannede trommeslager og komponists debutalbum.

Han har udsat musikken for forskellige kombinationer af instrumenter, og allerede på næste lørdag kan man høre ham opføre den i intimt duoformat i Kulturtårnet på Knippelsbro midt i København. Men tirsdag i denne uge havde Hyllested indtaget Koncertkirken på Nørrebro med det 11 personer store hold bestående af upcoming og etablerede musikere, som han har indspillet ’Darling River’ med.

Dermed var forventningerne skruet i vejret. Men koncerten, som kun varede en time, åbenbarede ikke meget mere end en stak kompositoriske skitser til noget, der med mere arbejde kunne blive til stærkere formede og dermed også stærkere kommunikerende numre.

Sådan som værket her blev præsenteret, er det først og fremmest en stribe musikalske ideer om følelsesmæssige tilstande. Ideerne dannede baggrund for improvisation, men ikke så det virkede målrettet. Det meste af tiden stod musikken stille, og ofte vandrede tankerne ufrivilligt i retning af gamle dages new age-musik og patosfyldte soundtracks som det, der ledsager ’Ringenes Herre’-filmene.

Det var bemærkelsesværdigt, at alle numre var langsomme. Flydende og ofte uden puls. Kapelmesteren selv var ikke hyperaktiv. Her var en ung trommeslager, der iført cap og vest var mere interesseret i at sætte andre i spil end i selv at give sine skind og bækkener en ordentlig omgang.

Højttalere hele vejen rundt

I et setup, hvor surroundhøjttalere lod musikken svøbe sig om publikum – i al fald om dem, der havde indtaget puder og madrasser på gulvet inde imellem dem – begyndte det hele med en sky af strygerklang, der voksede og gav plads for det, der for mig blev den smukkeste oplevelse denne aften. Nemlig Kasper Tranbergs trompetspil. Prægnant leveret med en sølvsort, rundet klang, der gav den enkelte tone liv og vægtfylde.

August Rosenbaum ved tangenterne og Rasmus Oppenhagen Krogh på elektrisk guitar spillede fremtrædende roller, mens Lars Greves eksperimenterende spil på klarinetter og tenorsaxofon vævede sig ind i det samlede lydtapet. Men prægnant og interessant blev det alligevel, da en klarinetmunding blev kørt direkte op i en mikrofon, hvorefter Greve gav sig til at folde et særegent smaskende lydunivers ud, der holdt opmærksomheden fast.

Jakob Littauer og Valdemar Kragelund bidrog med elektronisk live-behandling af det spillede til en oplevelse af noget følsomt, men ikke særlig kompositorisk velfunderet. Vinden susede ambient, og en surprise-vokalsolist – jeg tror, navnet var Stine Grøn – lagde ekstra lag af følsomhed over flere af de langsomme numre, hvoraf det sidste viste, både hvor smukt Tranbergs trompetspil er, og hvor svært det er at skrive for klassisk strygekvartet, hvis ikke man har lært en del om spilleteknikker, harmonik og stemmeføring.

Det er meget sympatisk, at Laurits Hyllested med ’Darling River’ har arbejdet målrettet på at integrere elektronisk, rytmisk og klassisk musik. Men mere konkret kompositionshåndværk og mindre følen sig frem fra tone til tone ville føre ham længere, tror jeg. I hvert fald når hver eneste sang skal holde til at blive præsenteret som et nummer for sig, sådan som de blev tirsdag aften i Koncertkirken. Vil man fastholde tilhøreren i et univers af vemod og svømmende følsomhed, er det bedre at gøre det uden at sige noget undervejs.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden