Ikon. Alan Vega fotograferet under koncerten på Statens Museum for Kunst i august 2010. Han blev 78 år.
Foto: Per Folkver

Ikon. Alan Vega fotograferet under koncerten på Statens Museum for Kunst i august 2010. Han blev 78 år.

940px

Fra arkivet: Alan Vega om at blive elsket efter år med spyt og had fra publikum

Alan Vega fra bandet Suicide er død, 78 år gammel. I den anledning bringer vi et interview fra 2010, som han gav til Politiken i anledning af en totalt udsolgt koncert på Statens Museum for Kunst.

940px

Måske var verden bare ikke klar til det dengang.

Da Suicide spillede koncerter i 1970' erne, skete det under en monsunregn af kasteskyts mod scenen. Tilhørerne udvandrede eller viste deres afsky med vrede råb og fysiske angreb. Selv tidens grænsesøgende punkere blev provokeret af duoens synthesizer-riff, primalskrig og lange, dystre tekster.

»Jeg fik alle ting i hele verden kastet mod mig. Jeg blev slået, brækkede næsen, blev syet efter slag med en skruenøgle. Vi blev bombarderet med spyt og had«, fortæller forsanger Alan Vega om gruppens første tid som liveband.

Hans ord falder med en vis forsinkelse over en ustabil telefonforbindelse fra New York. Han taler længe og venligt om sit arbejde som både musiker og kunstner, om Suicides aktuelle koncert i København og om duoens gradvise rejse fra at være hadeobjekt til at blive inspirationskilde for alle fra Radiohead over Joy Division til MGMT.

Suicide er nemlig en lille anomali i musikverdenen, hvor den slags projekter har det med at forfalde og forgå med tiden. I deres tilfælde er respekten og anerkendelsen bare vokset.

I aften (27. august 2010, red.) kan Alan Vega sammen med partneren Martin Rev gå på scenen på Statens Museum for Kunst i København til et fuldstændig udsolgt arrangement, der ifølge arrangør Lars Top-Galia har fået folk fra ind-og udland til at kime ham ned i håb om ekstra billetter til den forjættede sal.

Koncerten er en ud af fem i alt, hvor bandet genopfører debutalbummet ' Suicide' fra 1977 fra start til slut. Foruden København er New York, London, Venedig og Lausanne destinationerne på den eksklusive tour.

Dannede Suicide for at tjene penge

Hvad er der sket, siden dengang folk hadede jer?

»Jeg ved det ikke, men jeg er gået fra revolutionær til entertainer. Alle de steder, vi spiller, elsker folk os. De klapper ad os og vil have ekstranumre. Der er en helt ny generation, der lytter til os«, siger Alan Vega.

Måske har resten af verden indhentet Suicide?

»Jeg tror det«, siger Alan Vega først. Men tager sig så i det.

»Jeg er ikke sikker«, tilføjer han.

»Jeg aner det ikke!«, slutter han.

Du dannede i sin tid Suicide for at tjene penge til dit liv som kunstner. Har bandet så opfyldt sin mission nu?

»Tjah, vi er ikke rige, det er helt sikkert. Andre bands tjener penge og går på pension - det gør Suicide helt sikkert ikke. Der bliver ingen pension for mig«, siger den 72-årige forsanger.

Foto: Per Folkver

Sammen med den gradvist voksende anerkendelse er der indspillet en stribe coverversioner eller samplinger af Suicides sange. M. I. A., Henry Rollins, R. E. M., The Klaxons, Soft Cell og Bruce Springsteen har alle sammen været der. Sidstnævntes version af sangen ' Dream Baby Dream' slår dem alle, siger Alan Vega.

30' erne er et underligt sted i livet, for folk siger til dig, at hvis ikke du har gjort det, når du runder 30, så er det for sent. For mig var det der, det begyndte

»Da jeg hørte, at Bruce ville spille den sang, tænkte jeg »Holy shit, nu kan jeg lægge mig til at dø«. Der er mange, mange, mange bands, der har spillet vores sange. Men da Bruce gjorde det...«.

Hvorfor betyder han noget særligt for dig?

»Fordi jeg kan lide ham. Jeg ved, at mange mennesker, mange af punkerne, ikke kunne lide Bruces musik. Men for mig repræsenterer han meget af det, jeg også selv føler, jeg kommer fra. Han er fra gaden. Han har et eller andet. Og så er han en fantastisk fyr. Jeg har mødt ham et par gange, og han har altid været helt vidunderlig over for mig«, siger han.

»Engang spurgte jeg ham om hans adresse, og han skrev den ned på et stykke papir, og så sad jeg ude i bilen bagefter og vendte papiret om, og så havde han skrevet den på sin fucking sætliste. En Bruce Springsteen-sætliste! Den tager jeg med mig i graven, det er helt sikkert. Jeg skal kremeres med den«.

Alan Vega er født i 1938. Det er et fødselsår, der ikke signalerer punk-provo, men hans karriere adskiller sig også fra den klassiske rockstjernemodel.

Den model, hvor teenageårene bliver brugt i øvelokalet, og hvor tyverne indeholder såvel begyndelsen som enden på karrieren; i visse tilfælde også på livet. I stedet var forsangeren i Suicide omkring 30 år gammel, da en ven forærede ham en tosporet båndoptager, og han for alvor begyndte at lege med at lave musik.

»30' erne er et underligt sted i livet, for folk siger til dig, at hvis ikke du har gjort det, når du runder 30, så er det for sent. For mig var det der, det begyndte«, fortæller Alan Vega.

Du må ikke bruge kuglepen

Indtil da havde han været en autoritetstro ung mand, der gerne ville leve af at tegne og male, men som havde svært ved at finde sig selv som kunstner.

Han ville være som sine lærere og efterlignede sine forbilleder.

»De ting, lærerne sagde til mig, holdt jeg mig til. Jeg havde en lærer, han hed Russell, han malede selv, og jeg holdt meget af hans arbejde. Han sagde altid: »Du må ikke tegne med en kuglepen«. Og jeg sværger, det sad i mig så mange år efter. Hver gang jeg løftede en kuglepen, så hørte jeg hans stemme: »Du-må-ikke-bruge-en-kuglepen««, messer Alan Vega.

Omtrent samtidig med at han begyndte at lave musik, sprængte han for alvor sine egne begrænsninger for, hvad man kunne og ikke kunne med kunsten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vendepunktet kom en dag i et lejet atelier i New York.

Alan Vega havde omhyggeligt blandet en lilla farve til et kæmpe maleri, men noget var galt. Når han gik frem og tilbage foran lærredet, fik rummets enlige pære farven til at skifte. Fra brunlilla til grønlilla til blålilla, afhængig af hvor i rummet man stod.

»Jeg blev skidesur, for jeg havde kæmpet sådan for at få præcis den farve. Så jeg tog pæren ned fra loftet og monterede den direkte på maleriet. Og jeg tænkte, o. k., nu får jeg lige præcis den lilla farve, jeg gerne vil have. Sådan startede det«.

Djævlen kommer frem om aftenen

Både med musik og med kunst handler det hele om at give slip, fortæller Alan Vega, men det kan være svært. Modsat lærer Russells anbefalinger tegner han nærmest kun med kuglepen i dag, men reglerne fra fortiden klinger stadig derinde et sted.

»Screw him, man. Men hans stemme hører jeg stadig. Det er næsten skamfuldt«.

Nogle gange er det bedste våben mod de indre barrierer en tur på bar, fortæller han.

»Jeg er nødt til at være en lille smule påvirket om aftenen for at kunne tegne og skrive. Jeg bruger nogle ord, jeg aldrig ville have brugt i løbet af dagen, hvor jeg er helt ædru hele tiden. Hvis jeg prøvede at skrive sådan i løbet af dagen, ville det ikke fungere. Hvis jeg prøvede at tegne sådan i løbet af dagen, ville det ikke fungere. Men om aftenen... Djævlen kommer frem om aftenen. Da er der ingen engle længere«.

»Jeg tegner og skriver, er helt ligeglad. Og næste dag kigger jeg på det og siger »Wow««.

Har det været lettere for dig at give slip, når du har lavet musik?

»Måske. For det har jeg aldrig studeret i skolen, kun på egen hånd. Jeg har selv studeret jazz og klassisk, jeg har lyttet til en masse Mozart og Beethoven, jeg har lyttet til alt, blues, jazz, this, that, men jeg har alsynthpopdrig lært at skrive noder, eller lært at synge, eller lært noget som helst. Jeg lyttede bare og elskede det«, siger han.

»Ingen har før spurgt mig, hvad der var lettest at lave. Ikke i alle de år. Men det tror jeg, musikken var«, lyder det fra den anden side af Atlanten.

Foto: BUBANDT MARTIN

Ville du være lige så glad i dag, hvis du aldrig havde solgt nogen værker, og hvis Suicide aldrig havde fået den anerkendelse, som I har fået?

»Altså, alle kunstnere vil gerne have anerkendelse, også selv om de ikke vil indrømme det. Hvis du laver et maleri, og du stiller det i skabet, og ingen ser det, har du så et maleri? Første gang jeg solgte en skulptur, det var i Italien, det var virkelig wow. Der var nogen i verden udenfor, der tænkte, okay, det kan jeg lide, og det vil jeg købe. Så jo, det betyder noget, det må jeg indrømme«.

I alt har Alan Vega solgt 15-20 af sine lysskulpturer, hvori elpærer og ledninger ofte indgår, nøjagtig som på det lilla maleri dengang i New York. I 2009 havde han en retrospektiv udstilling i Lyon i Frankrig, hvilket fik en af hans venner til at bemærke, at nu ville en skulptur stige fire-fem gange i værdi. Men som Alan Vega konstaterer: »Hvis værket var nul kroner værd inden udstillingen, så fortsætter det jo med at være nul kroner værd. Fire gange nul er nul«.

Så har han trods alt mere succes med musikken og Suicide, apropos den udsolgte koncert på Statens Museum for Kunst, som omkring 800 mennesker har indløst billet til. Ifølge arrangørerne kunne de snildt have solgt det tredobbelte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: BUBANDT MARTIN

Visse ting ved koncerten i København ligger allerede fast.

Sætlisten giver sig selv, eftersom hele debutalbummet fra 1977 bliver opført fra start til slut. Ligesom det er givet, at Alan Vega ikke kommer til at springe ud blandt publikum, som han gjorde i bandets ungdom - den 72-årige forsanger kommer for let til skade og døjer med et dårligt knæ. Der bliver formentlig ingen lydprøve, for koncerten bliver »mere frisk«, hvis de bare går på, siger forsangeren. Han danser ikke så meget længere, men han lover, at han kan huske »de fleste af teksterne«.

Derudover ved Alan Vega ikke, hvad der vil ske. Koncerten bliver anderledes end alle de andre koncerter, de har spillet, garanterer han. Hvad det betyder, vil åbenbare sig i løbet af aftenen. Når englene har trukket sig tilbage.

Interviewet blev bragt først gang i Politiken 27. august 2010. Alan Vega døde 16. juli 2016, hvor han ifølge familien sov stille ind. Han blev 78 år.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden