Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
STJERNEBESÆTNING. Man kan bl.a. opleve Caroline Henderson, Julie Zangenberg, Johannes Nymark, Lene Nystrøm, Silas Holst, Nanna Rossen, Martin Brygmann og Jesper Lohmann i  'Hairspray'.
Foto: Miklos Szabo

STJERNEBESÆTNING. Man kan bl.a. opleve Caroline Henderson, Julie Zangenberg, Johannes Nymark, Lene Nystrøm, Silas Holst, Nanna Rossen, Martin Brygmann og Jesper Lohmann i 'Hairspray'.

Kultur tophistorie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Hairspray' er en fest - for de priviligerede

Den kapitalismekritiske Broadway-musical 'Hairspray' er fuld af groovy feel og gode sangpræstationer, men fremstår som en forestilling for det priviligerede hvide publikum.

Kultur tophistorie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Musicalen er en sær genre. Den kan tage et hvilket som helst emne og forvandle det til storsmilende danseoptrin, følelsesladede ballader og farverige kulisser.

’Evita’ handler for eksempel om et militærkup. ’Chess’ handler om skak og kold krig. ’Billy Elliot’ handler om en engelsk arbejderklassedreng, der drømmer om at danse ballet, imens hans far deltager i 80’ernes store kulminestrejker. ’Hairspray’ tilhører den samme gruppe samfundsdebatterende musicals, men går lige et skridt videre i frækhed. Den handler om kapitalismens evne til at neutralisere al modstand og tjene penge på det – og udtrykker denne kapitalismens altovervindende integrationsevne i en fest af sang, dans og musik.

Rossen har alt det, der gør en stor musicalperformer: naturlighed, en god sangstemme og en smittende spilleglæde

For ’Hairspray’ i Tivolis Koncertsal er en fest. Ikke mindst i kraft af det unge talent Nanna Rossen, der spiller hovedrollen som Tracy Turnblad.

Rossen har alt det, der gør en stor musicalperformer: naturlighed, en god sangstemme og en smittende spilleglæde. Alt det, der også karakteriserer Tracy, denne overvægtige all American teenagepige, som går rundt i 1960’ernes Baltimore og drømmer om at blive danser i ’The Corny Collins Show’. Et tv-show bestående af lige dele reklamer – for hårspray – og eksempler på hvid middelklassekultur. Tracy er inkarnationen af den amerikanske drøm, og ’The Corny Collins Show’ er inkarnationen af den amerikanske kapitalisme, der tjener penge på at sælge drømme til piger som Tracy.

Derhjemme venter hendes hjertensgode overvægtige arbejderklassemor spillet af Martin Brygmann i drag med den overpædagogiske hyggestemme og hendes bundsolide arbejderklassefar (Jesper Lohmann), som gudhjælpemig ejer en spøg og skæmt-butik.

’Hairspray’ er med andre ord en anti-musical, der handler om underholdningsbranchens inklusion af minoriteter og mindreværdige – i merprofittens hellige navn. Her personificeret af tv-showets vært, Corny Collins himself (en åleglat spytkrøllet Silas Holst), som har næse for forandringerne i 60’ernes amerikanske forbrugersamfund.

Ikke kun den overvægtige white trash-teenager Tracy kan nemlig indoptages i showet – trods modstand fra dets unge stjerne, blondinen Amber (Julie Zangenberg) og hendes hvide overklasssmor (Lene Nystrøm). Det kan også de sorte minoriteter, der begynder at kræve borgerrettigheder. Tracy former en uhellig alliance med sin sorte skolekammerat Seaweed (Jean Michel fra ’X Factor’), der hjælper hende med at udvikle sin dans. For som hun siger: »Jeg synes bare, det er tåbeligt, vi ikke kan danse sammen alle sammen!«.

Det er sødt og nuttet og ret godt skruet sammen, med en fed groovy feel i de soulede og gospelagtige optrin og koreografier tilsat et syv mand stort liveorkester.

Det er sødt og nuttet og ret godt skruet sammen, med en fed groovy feel i de soulede og gospelagtige optrin og koreografier tilsat et syv mand stort liveorkester

Caroline Henderson giver sangmæssig merværdi til showet i rollen som Seaweeds mor, Motormouth Marybelle, selvom hun ikke er nogen stor skuespiller. Og det er desværre en udbredt oplevelse, at musicalens feststemning daler noget i spillescenerne, hvor (selv-) ironien har det med at trække intensiteten ud af showet. Men sådan må det være med en kapitalismekritisk musical. Det er en selvmodsigelse, som kun kan overleve på ironi.

Jeg talte ikke mange overvægtige underklasseteenagere blandt publikum til premieren. Eller folk med en mørkere hud end Peter Frödins flotte solbrune teint. Det var mest hvide erhvervskendisser, et par ministre og en del pinger fra underholdningsbranchen, som stillede op til fotografering på den røde løber, tilsat en håndfuld såkaldt almindelige danskere.

Sådan går det, når den sorte amerikanske borgerretsbevægelse og kamp for ligeværd omdannes til en bedstsælgende musical for den privilegerede stadig hvide kulturelle og økonomiske overklasse: Det bliver en fest, men festen er lukket.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden