Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Martin Lehmann/Jens Dresling/Privatfoto Fotokollage: Rasmus Vendrup
Foto: Martin Lehmann/Jens Dresling/Privatfoto Fotokollage: Rasmus Vendrup
Kultur tophistorie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Vi har i Danmark det problem, at kunst helst skal være debatskabende«

En udstilling, der blandt andet viser terroristerne bag angrebet i Paris som helte, har skabt debat omkring kunstens rolle.

Kultur tophistorie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et nyt midlertidigt martyrmuseum i Kødbyen i København har vakt heftig debat.

Men skal kunst prøve at forstå alle? Det svarer en række kulturpersonligheder på, der alle har beskæftiget sig med grænserne mellem godt og ondt.

PRIVATFOTO
Foto: PRIVATFOTO

Dramatiker og instruktør Rhea Leman, som står bag forestillinger som ’Goebbels time’ og ’Hitler on the Roof’:

»Det er et fantastisk spørgsmål, fordi svaret ikke bare er indlysende. For hvad er det at forstå? Hvis man lægger i det, at man også skal have empati, bliver det problematisk, men for mig er det at sætte sig ind i nogens tanker ikke ensbetydende med, at jeg har empati eller medfølelse«.

»Der findes unge mænd, som føler sig tilovers i samfundet, og som ikke føler, at deres liv har noget værd, og nogle af dem bliver terrorister. Det kan jeg have en forståelse for. Er jeg enig med dem? Nej! Men hvis vi ignorerer problemet, får vi ikke nogen viden om, hvordan terroristen tænker, og hvad de uforståelige handlinger kommer af, og den viden er nødvendig, hvis vi vil lave om på tingene«.

»Det er kunstnerens opgave at prøve at sætte sig ind i andres tanker, fordi kunstnere kan udtrykke noget, ingen andre kan udtrykke. Jeg synes, at det er min opgave at vise verden, som den er, og at diskutere de tanker, jeg ikke sympatiserer med. Men når man tager et tabu op, skal man virkelig være bevidst om sin egen motivation: Jeg skrev ikke om Goebbels for at provokere, men for at sætte en diskussion i gang. Det må aldrig blive provokation for provokationens skyld«.

Jonas T. Bengtsson, forfatter til bl.a. ’Submarino’ med en voldsdømt i hovedrollen:

»Min første indskydelse er at svare: Nej. For spørgsmålet forudsætter, at man kan stille ydre krav til, hvad kunsten skal. Vi har i Danmark det gennemgående problem, at kunst helst skal være debatskabende.

Vi har tendens til at have den tilgang til kunst, vi fik med fra gymnasiet: Nu læser vi et stykke fiktion om en prostitueret, og så kan vi diskutere prostitution bagefter. Men kunst er langt mere interessant, når det påvirker den enkelte, end når det bliver til oplæg«.

»Når det gælder den konkrete udstilling, er det ikke bare ekstremistiske martyrer, der udstilles. Det er folk, der har valgt at gå i døden på baggrund af et verdensbillede, der dikterede, at det var det rigtige at gøre. Og er det forudsætningen, er man nødt til at svare: Ja. Kunsten skal ikke noget, men må altid gerne forsøge at forstå alle«.

»Udgangspunktet for det, jeg skriver om, er, at i det øjeblik vi skaber os et verdensbillede, som dikterer, hvad der er rigtigt og forkert, er vi parate til at gå ufattelig langt for at gøre det rigtige. Og vi bliver nødt til at forstå, at der findes ingen mennesker, der definerer sig selv som onde. De findes ikke. Og har vi lyst til at standse nogen – eller hjælpe, alt efter synspunkt – må vi forstå, hvad der for dem er rigtigt og forkert«.

Simone Aaberg Kærn, kunstner, p.t. i gang med videoinstallationen ’Point of Contact’ om det gode og det onde:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, der er ikke noget som helst, der kan være ’kunstens opgave’. I min måde at arbejde på som kunstner har jeg en meget stor nysgerrighed over for, hvordan vi mennesker fungerer, og noget af det allermest interessante for mig er at undersøge, hvordan der ser ud på den anden side af demarkationslinjen.

LÆS OGSÅ

Jeg har været i Anders Foghs sokker, da jeg skulle male hans portræt, jeg har interesseret mig for afghanske warlords og krigere i Libyen, og det superinteressante er, at de fleste mennesker er i stand til at retfærdiggøre det, de gør. Når man går og synes, at man selv har de rigtige holdninger, er det tankevækkende at opdage, at en person, man opfatter som virkelig farvet, har det på samme måde: Det sætter spørgsmålstegn ved ens egen position, og det er sundt«.

»Men at forstå noget er jo ikke nødvendigvis at acceptere. Jeg har mødt virkelig mange røvhuller – mennesker, som har tortureret andre og gjort andre rigtig ondt – men jeg har været i stand til at finde et menneske indeni, og det giver håb: Hvis der er et menneske derinde, kunne det måske også blive bedre en dag. Jeg tror ikke, der findes onde mennesker«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden