Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Model. Kate Moss er i flere omgange motivet for Mario Testinos fotografier.
Foto: Mario Testino

Model. Kate Moss er i flere omgange motivet for Mario Testinos fotografier.

Kultur tophistorie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Modefotograf giver lyst til at stirre - er det Kate Moss, der begærer os, eller omvendt?

Udstilling af fashionfotografen Mario Testinos billeder er spækket med iscenesættelse, begær og umiddelbar skønhed.

Kultur tophistorie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke hver dag, Kate Moss løfter op i kjolen og viser mig sin dusk i gennemsigtige trusser.

Men det gør hun på et af de stærkeste billeder på Mario Testinos udstilling ’No Limits’, der i dag åbner på Kunstforeningen Gl Strand.

Billedet efterlader mig lettere målløs, fuld af begær og lyst til at stirre.

Koloristisk og kompositorisk er det også et stærkt billede.

Hendes store tylkjole, union jack-læderjakke og opknappede læderstøvler og spredte nøgne ben med ryggen op ad en ramponeret grøn væg med en nøgen elpære uden skærm og en rød stol med et sammenkrøllet plysgardin bagved giver så mange sanseligt komplekse modsætninger mellem blødt og hårdt, kontrol og fortabelse, at det ikke er til at sige, om det er Kate Moss med den halvåbne mund og det lidt tomme blik, der begærer os og udnytter fotografen eller omvendt.

Foto: Mario Testino

Der er i hvert fald en udveksling af begær frem og tilbage mellem model og beskuer i billedet. På en gang brander det hende, England og fotografen.

LÆS OGSÅ

I Testinos billede bliver sanselighed og impulsivitet kædet sammen med Kate Moss’ skønhed og hendes skød som et billede på samtidens England.

Det er denne dygtige økonomisering med blikkets begær, som modefotografen igen og igen bruger til at forføre sine beskuere.

Hans opgave er at få én til at føle noget stærkt, ønske, at man deler identitet med det skildrede, måske ved at gå i samme tøj eller i det hele taget skifte sine fattige drømme ud med de formfuldendte fantasier, billederne viser.

Billedet er taget for British Vogue i 2009, og som Testino fortalte ved et pressemøde onsdag, er Kate Moss en helt særlig model at arbejde med.

Hun er som en kat, forbliver sig selv og er ligeglad med, hvordan hun fremtræder i andres øjne.

Foto: Mario Testino

At de to får noget særligt frem i hinanden, viser et sort-hvid-billede fra 1996, hvor en ung Kate Moss står i en stram hvid trøje og poserer for sig selv (og fotografen) i sidespejlet på en bil, mens en mand i baggrunden er ved at tage sine bukser af.

Måske er han bare ved at skifte badebukser, men det er antydningen af, at der er lagt op til en hyrdetime, som giver billedet dets seksuelle kraft.

Skægt, livligt og yderst iscenesat

Testino arbejder ofte i dagslys med opstillinger, der er tydeligt iscenesat, men samtidig kunne ligne snapshot, som Naomi Campbell, der storsmilende kommer brasende ind ad en dør til en celebrityfest, hvor alle bliver blæst bagover af hendes skønhed og samtidig kæmper om at komme så tæt på hende som muligt. Det er skægt, livligt og yderst iscenesat på én gang.

Det er sjældent, man ser så meget umiddelbar skønhed i en kunstinstitution som i Testinos udstilling. Det kan undre, for er der noget, kunst gennem tiderne har handlet om, er det jo skønhed. Den franske digter Stendhal sagde, at skønhed intet andet er end et løfte om lykke. Og begæret efter lykke driver gennem Mario Testinos billeder, sensuelt og liderligt.

I moderne tid er skønheden i kunsten blevet problematiseret, fordi netop reklamefotografer har forlenet skønhed med falskhed. Skønheden er ikke til i sig selv, den er til for at sælge dig noget, du ikke har behov for.

Foto: Mario Testino

Kommercialismen har fremdrevet en åbenlys skønhedsdyrkelse, som den mere puritanske ende af kunsten undviger for at definere sit eget rum, hvor noget, man føler er mere ægte, kan gro frem i mørket.

LÆS ANMELDELSE

Denne dialektiske underfundighed er overtaget i nogle dele af Testinos modefotografi, som når en model står med en blodig køkkenkniv og blod på tøjet, en kvinde kravler rundt på alle fire med et halssmykke som en hundekrave, eller en mand smører læbestift ud i sit ansigt.

Men det foregår stadig i en åbenlys dyrkelse af skønhed med retoucherede modeller og urealistisk knald på farverne.

Disse billeder er ikke lavet til at blive beskuet i fordybelse, men til at virke hurtigt og umiddelbart på et glittet magasins sider. Man skal bladre forbi, genkende kendissen og hver gang få et kick af de mere eller mindre skønt obskøne optrin.

Men på Kunstforeningen Gl Strands vægge er billederne blevet blæst op i størrelse, som var de komplicerede æstetiske udsagn, det tager lang tid at afkode. Hvert billede føles nu snarere som at få hældt en hel balje sodavand i øjnene. Formaterne er langt større, end indholdet og den tekniske kvalitet kan bære.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er hverken detaljer i kompositionerne eller i skarpheden, der retfærdiggør størrelsen, og man skal stille sig ret langt fra væggen for overhovedet at få fat i helheden.

Det lette tema til trods får udstillingen en alt for tung og bombastisk rytme. Det havde været bedre med mindre billeder, et større udvalg og et bedre koreograferet forløb.

Men dermed ikke være sagt, at modefoto ikke har noget at gøre i Kunstforeningen. Det er kun skønt, at man her af og til tager billedkunstens tilgrænsende visuelle kulturer alvorligt.

Chris Cunninghams musikvideoer, filminstruktøren David Lynchs billedkunst og designeren Henrik Vibskovs installationer har været tilsvarende udstillinger, der åbnede kunsthallen for populærkulturelle ikoner og et bredere og yngre publikum.

Det sker selvfølgelig ikke uden kommerciel bagtanke fra Kunstforeningens side, men der er ingen grund til at føle sig for fin, når de mere celebre udstillinger har så høj kvalitet, som det har været tilfældet.

Mario Testinos udstilling i Kunstforeningen er fordelt over tre etager i kategorierne mode-, portræt- og nøgenfotografi. Men det synes kun at være opdragene, der adskiller dem. Billederne vises uden redaktionel tekst og logoer, som de optræder i blade.

Røre i modebranchen

Det er svært at se forskel på resultatet, om det ene eller andet er et nøgenfoto, et portræt af en celebrity eller et modefoto, hvis hensigt er at sælge tøj eller tasker.

I begyndelsen af 00’erne fik Mario Testino således nærmest egenhændigt reaktualiseret Gucci-brandet for nye generationer. Det gjorde han med billedet af en ung mand, der ligger på knæ for en næsten afklædt kvinde. Hun står op ad en væg, hiver ned i sine trusser og afslører kønsbehåringen formklippet som et Gucci-G.

Det skabte røre i modebranchen, og det er som bekendt et mål i sig selv.

Kun billederne af kronprinsparret og deres royale kolleger rundt om i verden adskiller sig, ved at modellerne konsekvent er fuldt påklædte.

LÆS ANMELDELSE

Men de mest brillante portrætter, som fik ham ind i de royale saloner, er taget af lady Diana kort før hendes død. Hun optræder i afslappede positurer, har bare skuldre i en stor kjole, er uden smykker og er taget helt tæt på.

Hun er guddommelig smuk, og man synes bare, at man er sammen med hende lige der på tæppet foran sofaen en aften efter festen, når alle de andre er gået hjem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er ingen tvivl om, at det var et grænseoverskridende privat portræt af en royal person, at Gucci-serien brød nye grænser i seksualiseringen af modefotografiet, og at hans nøgenbilleder af kendte modeller og skuespillere skubber til opfattelsen af deres personaer.

Men at gå så vidt som til at kalde udstillingen ’No Limits’ er næsten grinagtigt.

Hans opgave som fotograf er faktisk altid stærkt begrænset, og det er han sig ganske bevidst. Alle hans billeder er skabt for at sælge noget, at opbygge en positiv fortælling om et land eller om en kendis. Den grænse kan han ikke overskride. Det er ligesom billedkunsten i gamle dage.

Foto: Mario Testino

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden