Ophøjet. »Bowies musik overskar den overfladiske forbindelse mellem autenticitet og sandhed. Der er sandhed at finde i Bowies kunst, en stemningsfuld sandhed, en hørt sandhed, en følt sandhed, en legemliggjort sandhed. Bowies kunst lærer os én ting, og det er uautenticitet hele vejen igennem«, siger Simon Critchley.
Foto: ROBERT E. KLEIN/AP

Ophøjet. »Bowies musik overskar den overfladiske forbindelse mellem autenticitet og sandhed. Der er sandhed at finde i Bowies kunst, en stemningsfuld sandhed, en hørt sandhed, en følt sandhed, en legemliggjort sandhed. Bowies kunst lærer os én ting, og det er uautenticitet hele vejen igennem«, siger Simon Critchley.

Kultur tophistorie

Filosof udgiver bog om Bowie: Han døde en nobel død

Svend Brinkmann interviewer den britiske filosof Simon Critchley, hvis bog 'Bowie' udkommer på dansk på tirsdag.

Kultur tophistorie

»Filosofi udspringer af skuffelse, siger filosoffen Simon Critchley. De fleste andre filosoffer fortæller os ellers, at filosofien udspringer af undren. Men for Critchley er skuffelsen udgangspunktet.

Skuffelsen over, at vi lever i en voldelig og uretfærdig verden, hvor de gode ikke nødvendigvis vinder til sidst. Og skuffelsen over, at der ikke findes en gud som metafysisk garant for meningen med det hele. Hvordan skal man så leve?

Det har Critchley tænkt over i det meste af sit liv – senest i en bog om David Bowie:

»I bogen om Bowie forsøger jeg at beskrive, hvor meget af hans værk der handler om en længsel efter kærlighed. Noget af det, folk hører i Bowies musik, er den tørst efter en form for forbindelse til noget, velvidende at det er fraværende. Bowie anses ofte for at være en kunstner, der interesserer sig for død og fremmedgørelse, hvor verden er et kaotisk sted, hvor vi skal blive individer. Men i virkeligheden gennemsyres Bowies værk af en længsel efter kærlighed. Bowies musik handler ikke om at have det sjovt. Musikken er derimod en form for intimitet, hvor man oplever, at han taler direkte til en. Bowie er et kraftfuldt eksempel på mange af de spørgsmål, jeg interesserer mig for som filosof, især i form af hans evne til at lege endeløst med det, han gør. Han mobiliserede en slags Andy Warhol-æstetik, der hylder det uautentiske og replikationen. Fjernsynet og medierne. Men det er for at understrege nogle væsentlige pointer«.

Når du taler om den konstante længsel efter det fraværende, lyder det temmelig pessimistisk?

»Nok er der hos Bowie en negativitet, men under hans tilsyneladende sortsyn og pessimisme, hans nej, kan man høre et højt og tydeligt ja, en fuldkommen og betingelsesløs bekræftelse af livet i al dets kaotiske kompleksitet, men også dets øjeblikke af henrykkelse og fryd. Jeg er selv optimist, fordi det for mig er så overraskende, hvor stædigt mennesker bliver ved med at være ordentlige. Den elementære tillid, som Løgstrup beskrev, ser ud til at overleve på trods af alt. Jeg mener, at der findes en form for menneskelig ordentlighed. Det er også baggrunden for min anarkisme. Folk finder jo hele tiden sammen og skaber noget. En af de vigtigste måder, det sker på, er gennem kunsten. Hvis man leder efter noget, som kan varme hjertet, kan det f.eks. være at gå tilbage til Bowie og tale med andre om den kunstneriske oplevelse. Man kan lytte til musikken og lave et fællesskab omkring det. Det er noget meget minimalt, men samtidig meget kraftfuldt. Uden musik ville livet være en fejl«.

Kunsten at dø

Jeg møder Critchley på hans lille kontor på New School for Social Research. Han er en verdensberømt filosof på et nærmest usselt kontor. Til gengæld ligger det lige ved Union Square i hjertet af New York.

Den 56-årige Critchley har arbejdet her siden 2004, men er i øvrigt englænder, Liverpool-fan og musiker, fortæller han mig. Dagen forinden har han været i studiet for at indspille vokalen til sit tredje album. Jeg er selv gæsteforsker på The New School og benytter lejligheden til at interviewe Critchley i anledning af, at han nu bliver oversat til dansk.

Foto: PR/Klim

I første omgang hans bog om David Bowie, der har fået tilføjet nye kapitler efter kunstnerens død, og senere ’The Book of Dead Philosophers’ (på dansk: ’De døde filosoffers klub’).

Flere af dine filosofiske bøger kredser om døden. Hvilket forhold er der mellem døden og filosofien?

»Det er dybt og gennemgribende. At filosofere er at lære at dø. Det er en afgørende sætning, som vi har fra Montaigne (fransk renæssancehumanist, red.). Tanken går tilbage til Cicero og Platon. Filosofien begynder med denne person Sokrates, som stiller helt almene spørgsmål: Hvad er retfærdighed? Hvad er viden? Og disse spørgsmål er på en afgørende måde ude af trit med den måde, samfundet var organiseret på i det gamle Grækenland. Sokrates blev derfor henrettet i Athen for manglende tro på guderne og for at korrumpere ungdommen. Jeg mener, at filosofiens opgave er at være ugudelig, uanset hvilke guder der hersker i byen, og der findes altid guder i byen. Så hele filosofien begynder med et drama: Sokrates’ politisk motiverede henrettelse. Sokrates kunne have undgået straffen, han kunne være gået i eksil, men han valgte at dø ved at drikke skarntydesaft. Og hans død indvarsler Kristi død. Jesus kunne også have undgået sin skæbne, men valgte ikke at gøre det. Selve filosofiens ide er forbundet til en ars moriendi – kunsten at dø. Det er filosofiens oprindelseshistorie. Men det er en historie, vi glemmer, og hvis man udbyder en filosofiuddannelse i Danmark i dag og kalder den ’Kunsten at dø’, er det sikkert dårlig reklame. Men det er, hvad filosofi i grunden handler om«.

Det er nærmest en kliche, men mange mener, at døden er vores store tabu i dag. Hvis det er sandt, betyder det så, at vi ikke længere kan være filosoffer? Hvis vi ikke har rum til at reflektere over døden?

»Ja, helt sikkert. ’De døde filosoffers klub’ er i tråd med den eksistentielle tænkning om døden og dens insisteren på at forholde sig til virkelige problemer i tiden. Og det gør, at filosofien altid står i et komplekst forhold til samfundet og staten. Ideen om, at filosoffer f.eks. skal bidrage til at rådgive regeringen, er for mig at forråde filosofiens ide. Filosofien er meget mere anarkistisk, og Sokrates var en ballademager. For mig er en filosof en, der forsøger at kultivere en mærkværdighed i mennesker. En uhygge. Det er meget vigtigt. Ellers bliver filosofien bare til ideologi«.

Hele ideen om autenticitet er et vildspor

’De døde filosoffers klub’fortæller filosofiens historie med udgangspunkt i, hvordan næsten 200 berømte filosoffer døde. Men du skriver alligevel i indledningen, at denne morbide interesse handler om muligheden for lykke og mening i tilværelsen?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, for når man har accepteret sin dødelighed, hvordan skal man så leve? Hvad vil det sige at leve i kærlighed, når Gud er fraværende? Hvad vil det sige at leve i et kærlighedsforhold til et andet menneske? Det er spørgsmål, der længe har optaget mig«.

Kritik af selvudvkling som ide

Det forekommer mig, at vores begreber om lykke og kærlighed har forandret sig. Vi har nu nærmest en hel lykkekult eller lykkeindustri, og kærlighed handler mere og mere om at elske sig selv, hvilket formidles til os gennem selvhjælpsbøger.

»Ja, det er den fundamentale ideologiske fordrejning af kærligheden. En slags udvandet form for østlig spiritualitet, som jeg kalder passiv nihilisme. Det er ideen om, at man skal elske sig selv for at kunne elske en anden. Det er rent ud sagt kvalmende, og det er falsk, for det er lige præcis modsat. Der skal sættes parentes om hele spørgsmålet om, hvem man er. Det spørgsmål kan kun udfoldes i relation til en anden. Kærlighed kan dermed aldrig være selv-kærlighed. Folk har fået denne forskruede ide om kærlighed som det, at jeg først og fremmest skal elske mig selv, og så kan jeg bagefter finde en anden at elske, og så kan vi underskrive en slags kontrakt med hinanden. At blive gift betyder stadig noget, men her i New York er det at have fast ejendom sammen blevet det, der betyder allermest. Søren Kierkegaard ville sige, at denne ide om kontraktbaseret kærlighed i grunden er syndig«.

Du har mange steder kritiseret ideen om autenticitet og selvudvikling, f.eks. i bogen ’How to Stop Living and Start Worrying’. Et sted skriver du, at det etiske udspringer af vores uendelige uautenticitet, fejl og mangel på mestring af os selv. Hvad betyder det?

»Hele ideen om autenticitet er et vildspor. Det kan måske bedst forklares gennem Shakespeare, når vi i ’Hamlet’hører om Polonius’ råd til sønnen Laertes: »To thine own self be true«. Du skal være tro mod dig selv, siger han, lige inden han sender en spion af sted for at aflure ham og fange ham i en slags sexskandale i Paris. Polonius viser sig at være en stor hykler. Sådan ser jeg diskursen om autenticitet, som går tilbage til hele ideen om, at kærlighed skal være selv-kærlighed, før den kan være kærlighed til andre. Men helt grundlæggende skal vi elske andre, og vi er konstant udleveret til dem. Det betyder, at vi må kaste autenticitetsideologien væk. Etisk værdighed består i at modarbejde de bevægelser i vores samfund, der prædiker selv-kærlighed, autenticitet, og at man skal være tro mod sig selv. Det modarbejde kan finde inspiration i musikken. Nogen siger, at musik er et autentisk udtryk for sjælen. Jeg mener, at det er helt forkert. Musik handler i stedet om lag på lag af uautenticitet, forfalskning og bedrag. Og i alt det kan noget alligevel udtrykkes, som har etisk værdighed. Autenticitets- og lykkeideologien er bare en slags rationalisering af egoismen«.

SE OGSÅ:

I bogen om Bowie skriver du bl.a. om nummeret ’I Can’t Give Everything Away’, der har linjerne: »Seeing more and feeling less/ Saying no but meaning yes/ This is all I ever meant/ That’s the message that I sent«.

»Titlen er en reaktion på det krav om mening, som Bowies lyttere fremsatte. Hvad betyder værket? Hvad er dets autentiske mening? Men Bowies musik overskar den overfladiske forbindelse mellem autenticitet og sandhed. Der er sandhed at finde i Bowies kunst, en stemningsfuld sandhed, en hørt sandhed, en følt sandhed, en legemliggjort sandhed. Bowies kunst lærer os én ting, og det er uautenticitet hele vejen igennem, en række gentagelser og rekonstruktioner: forfalskninger, som smadrer den illusion om virkelighed, vi lever i, og konfronterer os med illusionens realitet. Som jeg skriver i bogen: Bowies kunst er en radikalt konstrueret og reflekteret bevidst illusion, hvis forlorenhed ikke er falsk, men tjener en følt, fysisk sandhed«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi ender således med Critchley og Bowies besyngelse af uautenticiteten.

Og vi ender med Bowies død: »Hvis der nogensinde har været en ‘god’ død for en vigtig kulturpersonlighed, en værdig død«, skriver Critchley, er det Bowies: »Hvis en død kan være et kunstværk, et statement, der stemmer fuldstændig overens med en kunstners æstetik, var det lige præcis det, som skete den 10. januar 2016. Bowie transformerede døden til kunst og kunsten til død. Han døde ikke en umælende rockstjernedød i en alder af 27 år. Han forsvandt heller ikke i en tåge af afhængighed, forfald og vanære og lod det være op til sine fans at sammenstykke fragmenterne af et smadret liv. Bowie døde en nobel, privat død, mens alle hans fans lyttede til hans nye album«.

Man kan sige, at Bowie i sit liv og værk udøvede den ars moriendi, som Critchley efterlyser, og dermed kunne dø den filosofiske død.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce