FALSK. I 1996 blev denne Rodin- skulptur, ’Grubleren’, solgt for 265.000 dollars hos auktionshuset Christie’s i New York. Her er det katalogteksten fra dengang, hvor der står, at den er signeret af Rodin og støbt engang før 1952 i Alexis Rudier Foundeur i Paris, der var Rodins oprindelige støberi. I virkeligheden stammer den, ifølge Comité Rodin, fra en forfalsker kaldet hertugen af Bourgogne – og er formentlig produceret i 1970’erne eller 1980’erne. Illustration: Christie’s

FALSK. I 1996 blev denne Rodin- skulptur, ’Grubleren’, solgt for 265.000 dollars hos auktionshuset Christie’s i New York. Her er det katalogteksten fra dengang, hvor der står, at den er signeret af Rodin og støbt engang før 1952 i Alexis Rudier Foundeur i Paris, der var Rodins oprindelige støberi. I virkeligheden stammer den, ifølge Comité Rodin, fra en forfalsker kaldet hertugen af Bourgogne – og er formentlig produceret i 1970’erne eller 1980’erne. Illustration: Christie’s

Kultur tophistorie

Den falske Grubler: Ville de tre mænd sælge figuren?

... eller ville de blot have en vurdering af Christie’s? Det er kernestriden i den opsigtsvækkende retssag, som fortsatte i dag i byretten, hvor tre samfundsspidser er tiltalt for forsøg på groft bedrageri.

Kultur tophistorie

Man bemærker ikke, at væggene på kvindetoilettet under Københavns Byret er helt hvide, før man ser mandetoilettets vægge. Derinde er de hvide flader fyldt med lokumsgraffiti.

’Fuck domstole’, står der blandt andet ved siden af kummen.

Ofte opdager man ikke det normale, inden man ser det usædvanlige.

Sådan var det også en etage længere oppe i Københavns Byret i dag. På tredje dag i sagen om den falske Grubler trådte sagens første kvinde ind i retssalen. Hendes prikkede sommerkjole skilte sig ud fra de mørke jakkesæt, manchetknapperne, de nystrøgne hvide skjorter og lugten af aftershave, som ellers har bredt sig i retssalen.

Kvinden var Rikke Juel Brandt. Sagens andet vidne og den første i en lang række af vidner i dagens retsmøde.

LÆS OM RETSSAGENS DAG 2:

Som dansk konsulent for Christie’s mødte hun en af de tiltalte, Rigmanden, da han kontaktede det britiske auktionshus for at diskutere en Grubler-skulptur. Den 37 centimeter høje bronzefigur er sagens fraværende midtpunkt – den er beslaglagt og står i dag og kukkelurer i et rum på Politigården.

De tre tiltalte mænd, Rigmanden, Den Pensionerede Direktør og Levemanden – alle fra toppen af samfundsstigen – er anklaget for at forsøge at sælge skulpturen af den franske kunstner Rodin, skønt de vidste, at den allerede var blevet erklæret for falsk af den førende autoritet på området og sporet tilbage til en af Frankrigs største kunstsvindlere: Hertugen af Bourgogne. De tre nægter sig skyldige i anklagen, der lyder på forsøg på groft bedrageri. Der er navneforbud i sagen.

Her på tredjedagen af den bemærkelsesværdige retssag var opmærksomheden for en stund vendt væk fra de tre tiltalte mænd og hen på kvinden i rummet. Både de tre forsvarere og anklageren brugte lang tid på at udspørge Rikke Juel Brandt om hendes kontakt med den 48-årige Rigmand.

Anklageren fokuserede især på en sellers agreement og et dokument med en auktionsdato for figuren – dokumenter, Rigmanden modtog, efter at han havde bragt skulpturen til London. Adspurgt af anklageren fortalte Rikke Juel Brandt, at man normalt afstemmer sådan en auktionsdato med kunden.

»Det er jo en aftale mellem kunden og Christie’s«, sagde hun, og anklageren lod til at være tilfreds med svaret.

Det var aftalen, at vi tre skulle dele

Forsvarerne fokuserede deres spørgerække på Rikke Juel Brandts vurdering af, om Christie’s kunder altid ønsker at sælge deres genstande, når de henvender sig.

»Nej, det kan man ikke sige. Det er ikke altid med salg for øje, at kunder anmoder om en vurdering af Christie’s«, sagde hun.

Et udsagn, der fik både Rigmanden, Den Pensionerede Direktør og Levemanden til at smile.

Grubleren går Bill Clinton

Spørgerækken er central i en sag, der – hvis man skræller alt andet væk – handler om ét centralt spørgsmål: Forsøgte de tre herrer at sælge den falske Grubler, eller ville de indlevere den til vurdering? Det første er anklagerens påstand. Det sidste er forsvarernes.

I begge scenarier vidste Rigmanden, Levemanden og Den Pensionerede Direktør, at Grubleren allerede var blevet erklæret falsk af den førende autoritet på området: Comité Rodin i Paris. Den viden tav de tre mænd om. Så langt er både forsvarer og anklager enige. Men kan anklageren ikke bevise, at de havde til hensigt at sælge skulpturen, er fortielsen ikke noget, retten kan dømme de tre mænd for.

Man kan sige, at det er her, hvor Grubler-sagen går Bill Clinton. Der, hvor sagen om den falske Grubler – som så mange andre retssager – også bliver en tvist om betydningen af ord, og hvordan man fortolker dem.

»I did not have sexual relations with that woman, Miss Lewinsky«, sagde præsident Clinton dengang i slutningen af 1990’erne.

Tolkede man oralsex som en seksuel akt, havde Bill Clinton løjet. Men hvis man – ligesom Clinton senere forklarede – mente, at oralsex kun var en seksuel relation, hvis det var ham, der ydede den, så var den god nok.

I sagen om den falske Grubler er retorikken, man diskuterer, knap så sexet.

I Københavns Byret vender forsvaret igen og igen tilbage til ordet ’consignment’. Ordet står i det brev, Rigmanden sendte til Christie’s, hvor han fortæller, at han har en Grubler, han er interesseret i at sælge. Ordlyden af brevet stammer hovedsageligt fra Den Pensionerede Direktør, der sendte ordlyden til Rigmanden via sin søns e-mail-adresse.

Forsvarerne har flere gange fremført, at ordet skal forstås som at indlevere. Men i den oversættelse, som anklageren har fremlagt – fra to forskellige tolke – forstås ordet i betydningen at sælge.

Denne grundlæggende strid om, hvorvidt mændene ville sælge statuen eller ej, er også grunden til, at man igen og igen vender tilbage til den seller’s agreement og den auktionsdato, Christie’s sendte til Rigmanden. I aftalen står blandt andet: »Tak for at vælge Christie’s til at sælge din ejendel«.

Men aftalen er ikke underskrevet. Og uden en underskrift mener forsvarerne ikke, at det er bevist, at mændene ville sælge skulpturen. I stedet har den ene af forsvarerne tidligere i retssagen kaldt aftalen et »salgsforslag«.

Pensioneret Direktør hemmeligholdt email

Et andet tilbagevendende spørgsmål blev også vendt grundigt i mandags, hvor Rigmanden og Den Pensionerede Direktør på retssagens anden dag afgav forklaring.

Her kom det frem, at de to mænd, som ellers har spist frokost sammen i retssagens spisepauser, langtfra er enige om alt.

Først var det Den Pensionerede Direktørs tur til at sidde i stolen. Han bankede let i bordet med sin fyldepen, mens anklageren udspurgte ham. Anklager Per Justesen læste endnu en gang op af de talrige e-mails, de tre mænd har udvekslet, og han spurgte især Den Pensionerede Direktør om en række mails sendt til Rigmanden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da disse mails blev sendt, var direktøren ansat i en ledende stilling i dansk kunsthandel. Den Pensionerede Direktør forklarede, at han ikke ville have sin arbejdsmail blandet ind i sagen om den falske Grubler, og derfor blev mailene sendt via Direktørens søn:

»Min far vil holde sin firmamail ude af handlen, derfor mailen fra mig«, skrev sønnen blandt andet.

Den Pensionerede Direktør fortalte også, at han havde haft kendskab til, at figuren blev indleveret til Christie’s – blandt andet fordi han i en mail selv afviste at mødes med repræsentanter fra Christie’s.

Og at han havde mødtes med de to andre tiltalte og en advokat, hvor det blev drøftet, hvordan man kunne presse Christie’s til at udbetale en erstatning på mellem 4 og 6 millioner, efter at auktionshuset selv havde fået skulpturen vurderet som falsk og afviste at sælge den. Taktikken gik blandt andet ud på at true Christie's med en offentlig retssag, samt at »sætte en journalist på sagen« og dermed risikere dårlig omtale af auktionshuset.

Men hvad Den Pensionerede Direktør ikke vedkendte var, at hans mail havde til hensigt at få skulpturen solgt.

»Det var for at få en objektiv vurdering af, om skulpturen var ægte eller falsk«, sagde han.

Han afviste også på det stærkeste, at han skulle være blevet lovet en godtgørelse af de to andre tiltalte mænd, hvis det lykkedes dem enten at sælge skulpturen eller presse Christie’s til en erstatning.

Rigmand belaster Direktør

Men da det kort efter var Rigmandens tur til at afgive forklaring, stod én ting klart. Han var ikke enig i den del af Den Pensionerede Direktørs udsagn.

»Allerede på første møde (med Den Pensionerede Direktør og Rigmanden, red.) var aftalen, at jeg købte den skulptur. Og hvis jeg fik den til en pris, jeg selv syntes var rimelig, ville de hjælpe mig med et eventuelt salg eller lave en sag mod Christie’s. Det var aftalen, at vi tre skulle dele«, slog Rigmanden fast.

På ét andet centralt punkt stemte de tos forklaringer overens. Også Rigmanden nægtede, at hverken henvendelsen til Christie’s, den efterfølgende sales agreement eller det dokument, hvor Christie’s fastlagde en dato for auktionen, skulle være ensbetydende med, at de tre havde til hensigt at sælge Grubleren.

»Den dato blev aldrig drøftet med mig, og jeg har heller ikke skrevet under på noget«, sagde Rigmanden med henvisningen til datoen i Christie’s papirer.

En praksis vidnet Rikke Juel Brandt gik i rette med, da hun udtalte, at Christie’s normalt afstemmer sådan en auktionsdato med kunden. Et udsagn forsvarerne protesterede kraftigt mod, da hun ikke var til stede ved mødet mellem Rigmanden og den Christie’s-ansatte, som tog imod skulpturen i London og sendte papirerne til Rigmanden. Britten har nægtet at vidne i retten.

Vidner fra Bruun Rasmussen

En strøm af danske vidner mødte til gengæld op i retten i dag.

Ud over Christie’s-konsulenten Rikke Juel Brandt var de resterende vidner en række personer fra auktionshuset Bruun Rasmussen, der blandt andet talte bestyrelsesformand Jesper Bruun Rasmussen, administrerende direktør Jakob Dupont og vurderingsekspert Frederik Bruun Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bestyrelsesformand Jesper Bruun Rasmussen udtalte blandt andet, at det – med baggrund i hans mangeårige erfaring fra auktionsverdenen – sker, at kunder får en vurdering af en genstand uden at sætte den til salg.

Størstedelen af Jesper Bruun Rasmussen og de andres vidneudsagn er det ikke muligt at gengive af hensyn til sagens navneforbud.

I næste uge fortsætter strømmen af vidner. Og så vil sagens hovedperson, Grubleren, for første gang optræde som bevismateriale.

RETSSAGEN DAG 4:

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce