Foto: OLESEN PETER HOVE
Kunst

Lin Utzon: »Det, der er vigtigt, er at ramme rigtigt«

Politiken mødte kunstner og kunsthåndværkeren Lin Utzon i hendes hus på Mallorca.

Kunst

Først er det en smal, men dog asfalteret vej, der snor sig opad – langs mandellunde og marker, der er forbløffende grønne, fordi efteråret på den østlige del af Mallorca har været så usædvanlig regnfuldt.

Så forsvinder asfalten, og efterhånden bliver grusvejen trangere, indtil den til sidst kun er et hjulspor, over hvilket træer og buske hvælver sig til en tusmørk tunnel. Den lille udlejningsbil stønner i gearene, mens vi langsomt kravler op mod lyset.

Kør til kirkepladsen i S’Horta og ring, havde Lin Utzon sagt i telefonen, så ville hun sende sin assistent ned i bil for at vise vej.

»For I finder det aldrig selv«.

Ind bagfra
Sandt nok. Vi havde aldrig nogensinde fundet op til Can Feliz – Lykkens hus – uden en vejviser. Vi drejer ind på et lille plateau, hvor der i forvejen holder en bil parkeret, en gammel Rover, som livet har tildelt mange knubs.

Bagsiden på huset er tillukket. Det er muret i elfenbensfarvede sandsten, tagstenene er gule. Bagfra er det umuligt at bedømme husets størrelse. Vi banker på. En lille hund giver hals som besat. Det er, skal det vise sig, Luchu, en dværgpincher med et nervøst gemyt.

Lin Utzon dukker op og byder velkommen ind i den halvmørke entre. Hun gelejder os straks videre ind i den ene af husets to stuer. Vi stivner som to saltstøtter.

»Hold da kæft«, hvisker fotograf Peter Hove Olesen ud gennem tænderne.

Usynlige vinduer
Rummet er i to planer. Vi befinder os på det øverste, der er møbleret med et meget langt arbejdsbord. Fire-fem trin nede står en hvid sofa, lige så lang som arbejdsbordet, og fem helt enkle gyngestole, polstret med hvidt stof.

Lin Utzons malerier og fliserelieffer hænger på eller er stablet op ad væggene, på gulvet står et udvalg af hendes store krukker, vaser og skulpturer. Men det er ikke kunsten, der først fanger øjet.

Hele endevæggen er ét stort vindue, cirka fire gange fire meter, som er konstrueret, så vinduesrammen ikke ses indefra. Udformningen af rummets syv andre høje, smalle vinduer er den samme, vinduerne er simpelthen usynlige.

Udenfor falder den pinjedækkede skråning brat og flader langt nede ud i en grøn slette, som nogle kilometer væk ender i Middelhavet.

Det er sidst på eftermiddagen, og solen står lavt. Lyset er blødt og strømmer ind fra tre sider, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har befundet mig i et rum, hvor alting i den grad går op i en højere enhed.

Et ensomt mesterværk
Can Feliz blev tegnet og bygget af Lin Utzons far, arkitekten Jørn Utzon, i begyndelsen af 1990’erne som guldbryllupsgave til hustruen, Lis (han havde bundet et rødt bånd med sløjfe rundt om huset, da han gav hende det).

Før da havde de boet nede ved kysten i et hus, Can Lis, som Utzon ligeledes havde tegnet og opført. Men efterhånden som parret kom op i årene, fik de det svært med vinterens fugtige havgus og sommerens mange turister, og de flyttede ind i landet, op i bjergene.

Mens Can Lis er gennemfotograferet og -dokumenteret i bøger og blade og berømmet verden over som en arkitektonisk perle, er Can Feliz meget mere sparsomt beskrevet. Kun forholdsvis få er blevet lukket indenfor i det ensomt beliggende hus.

Lin Utzon viser rundt i resten af huset, på nær soveværelserne. Hun overtog det efter forældrene for syv år siden, da de ikke længere havde kræfter til at bo her.

Det er dog det mest fantastiske hus, siger jeg, og det slår mig pludselig, at selv om hun har gået lige ved siden af mig i fem minutter, har jeg ikke bemærket hende. Ikke fordi Lin Utzon er typen, der falder i ét med tapetet, men fordi omgivelserne suger al opmærksomhed til sig. Hun nikker, glad og stolt.



»Min far opfattede også huset som sit mesterværk«.

Svær at få øje på
Mange af os kender fornemmelsen af at lande i Københavns Lufthavn og vandre hen ad finger B på vej mod bagageudleveringen og – med et blik på Lin Utzons keramiske vægudsmykninger i hvidt, blåt og platin – at tænke: Godt at være hjemme igen. Der er noget på én gang køligt og sanseligt ved flisereliefferne, der lyser langt væk af Skandinavien.

Og så er de i øvrigt så integrerede i det arkitektoniske udtryk, at man snarere opfatter dem som en del af bygningen end som selvstændige kunstværker. Hvilket er karakteristisk for mange af Lin Utzons store udsmykninger, der så at sige smelter sammen med arkitekturen.

Før turen til Mallorca har jeg læst en håndfuld interview med hende og lige så mange portrætter. De tegner omridset af en kunstner, der er anderledes end mange andre kendte kunstnere – som ofte er så flamboyante, så selviscenesættende, at de næsten spærrer for deres kunst. Det gør Lin Utzon ikke. Hun holder tværtimod sit arbejde frem foran sig, og det fylder så meget, at hun selv kan være svær at få øje på.

Artiklerne fremstiller også et menneske, som i det store hele – og næsten bogstavelig talt – har levet på tilværelsens solside. Hvilket godt kan give en konfliktsøgende journalist en anelse grundangst inden et stort interview.

LÆS OGSÅ

Endelig er Lin Utzon så alsidig og udtrykker sig med så mange forskellige materialer, at hun kan være svær at få hold på. Hun har tegnet teaterkostumer og messehagler. Hun har malet billeder og plakater. Hun har dekoreret spisestel og designet krukker og vaser. Gulvtæpper og lamper. Granitgulve og skærmvægge.

Andre vidste, hvordan de skulle tjene penge og strukturere et liv. Jeg følte ikke, jeg kunne noget som helst

Læg dertil alle de monumentale arkitekturudsmykninger: Bagsværd Kirke, Volvos hovedsæde i Göteborg, Martin Luther King-mindeparken i San Francisco og mange andre udsmykninger rundt om i verden – i Skandinavien, USA, Kina, Japan og Australien.

En rød tråd?
Lin Utzon er kort sagt ekstremt produktiv. Men er der også en rød tråd i hendes arbejde?

I løbet af 2010 har hun udstillet fire forskellige steder. Frem til februar er hun aktuel med udstillinger både på Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus i Middelfart og på Kunstmuseet Trapholt i Kolding.

Udstillingen på keramikmuseet er retrospektiv og viser, hvor alsidigt Lin Utzon i mere end tre årtier har arbejdet med ler. Fra de forfinede spisestel, hun har udsmykket for Royal Copenhagen og Rosendal, til de farvestrålende skulpturer, hun har arbejdet med de seneste år.

De er inspireret af traditionelle lerfløjter, siurells, som er blevet fremstillet på Mallorca i århundreder, og er i familie med de piv i røv-fløjter, vi også kender i Danmark.

Foruden huset på Mallorca ejer hun et andet af sin fars huse i Hellebæk, hvor hun bor nogle måneder om året. Hendes kæreste, Hugues de Montalembert, har en lejlighed i Paris, hvor Lin Utzon også fra tid til anden opholder sig. Han er blind efter et overfald i New York for 30 år siden, hvor en narkoman smed syre i hovedet på ham.

Dengang var han maler og filmmager, i dag er han forfatter. Han og 64-årige Lin Utzon har været kærester i 15 år.

Utjekket
»Nu vil du så sige: Han har aldrig set dig. Og det er også rigtigt«.

Måske kan han alligevel på en eller anden måde se dig?

Hun nikker.

»Det siger han også, han kan«.

Hendes stemme er mørk og klangfuld. Og præget af mange års ophold i udlandet. Ikke på den demonstrative måde – som når fotomodeller og C-skuespillere efter tre måneders ophold i USA dårligt kan tale dansk – men med et totalt fravær af de modeord og -vendinger, der uafvendeligt sniger sig ind vores vokabularium, næsten uanset om vi vil det eller ej.

Lin Utzon bruger bare ikke et ord som for eksempel ’tjekket’.

Føler sig slidt
Vi skal først interviewe og fotografere i morgen. Så vi sætter os i gyngestolene ved panoramavinduet og småsnakker lidt.

Jeg konstaterer, at med tre boliger rundt om i Europa og hektisk udstillingsaktivitet må der være tryk på. Ja, indrømmer Lin Utzon og tager sig til skulderen, hun begynder også at føle sig lidt slidt.

Fysisk har hun aldrig skånet sig selv, hun har haft store problemer med knæene og fødderne og nu også den ene skulder. Oven i det hele døde hendes 92-årige mor, Lis Utzon, i slutningen af august.

»Hun mistede fuldstændig livsgnisten, da min far døde for et par år siden«, siger Lin Utzon. Og efter nogle sekunder:

»Det er så underligt, når den sidste af ens forældre dør. Først da er man ikke barn længere«.



Fra solskin til regnvejr
Næste morgen kører vi igen op ad bjerget til Can Feliz. Og igen skinner solen. Men i modsætning til i går eftermiddags er morgenlyset hårdt. Jeg insisterer alligevel på, at vi igen skal sidde foran det store vindue. Man kan bare ikke slippe den udsigt. Som fotograf Peter Hove Olesen udtrykker det: Huset er simpelthen bygget uden om udsigten. Lin Utzon nikker.

»Det er fuldstændig rigtigt. Det var fars geni. Han får gjort opmærksom på, hvor du er: på himmelen, på bjergene, på havet og på den måde, grunden falder. Når jeg vågner om morgenen her, så føler jeg mig som et væsen i universet, der ved, hvordan verden ser ud. Og det er da noget, ikke?«.

Jo, det må man sige. Det er også bemærkelsesværdigt, at huset føles helt ekstremt luksuriøst at opholde sig i uden at være luksuriøst – bygget, som det er, af lokale og billige materialer.

Hele huset blev belejret af pressen. Far og mor sagde, at nu skulle vi rejse, og vi måtte ikke sige det til nogen, og det var alt sammen meget ... rædselsfuldt



»Mine forældre var ikke materialistiske. Det var noget andet, der talte, nemlig muligheden for at få lov til at lave noget interessant. Jeg føler heller ikke, at jeg er materialistisk«.

Man kunne godt mene, at det er nemt nok ikke at være materialistisk, når man har fået sådan et hus med sådan en beliggenhed ... måske ikke ligefrem foræret, men ...

»Jo, jeg har fået det foræret!«.

Er det modsætningsfyldt?

»Ikke for mig. Jeg tænker ikke over det. Men jeg ved, at det kan opleves sådan af andre. Og selvfølgelig er jeg privilegeret. Selvfølgelig er det fantastisk og eventyrligt at få lov at overtage sådan et hus. Ekstra eventyrligt for mig, fordi det er mine forældre, der har skabt det. Og nu, hvor de ikke er i live længere, føler jeg mig meget omsluttet af dem, når jeg er her«.

Rykkede til Australien
Vi sætter os til rette. Med ryggen til solen. »Mine øjne kan ikke tåle alt det lys. De begynder bare at løbe i vand«, siger Lin Utzon og fint nok med mig.

Hun var 15 år, da familien Utzon emigrerede til Australien. I 1957 havde Jørn Utzon vundet arkitektkonkurrencen om operaen i Sydney, og da byggeriet to år senere gik i gang, besluttede Jørn og Lis Utzon at afvikle tilværelsen i Danmark og flytte om på den anden side af kloden. Den danske arkitekt var klar over, at han var nødt til at koncentrere sig 100 procent om den krævende opgave.

Lin Utzon samt storebror Jan og lillebror Kim flyttede naturligvis med.

»Jeg elskede at bo i Australien og lallede rundt i min egen lille verden. Fik mange venner, surfede og havde det i det hele taget dejligt«, siger Lin Utzon.

Efter skolen begyndte hun at læse på kunstakademiet i Sydney. Som lille havde hun altid elsket at tegne, modellere og udsmykke, og hun valgte studiet uden nogen som helst forestilling om, at man også kunne leve af at være kunstner.

»Jeg var totalt naiv og valgte af ren lyst«.

Tvunget til at flytte
Sorgløsheden fik imidlertid en brat ende. Jørn Utzons utraditionelle operahus blev fra begyndelsen mødt med stor skepsis. Som dog aftog betragteligt, i takt med at de karakteristiske hvide skaller blev rejst, og det gik op for australierne, hvor enestående arkitektur der var på vej.

Men så, i 1965, skiftede regeringsmagten i Australien. Labour-regeringen, der havde bakket Utzon op, tabte til det liberale parti, som blandt andet var gået til valg på, at danskeren skulle sættes fra bestillingen og byggeriet gøres færdigt så hurtigt og billigt som muligt.

Den nye regering standsede udbetalingerne af honorar til Jørn Utzon, som derfor ikke kunne betale løn til sine medarbejdere. På trods af den uholdbare situation fortsatte arkitekten med at arbejde, men i længden gik det naturligvis ikke, og efter seks måneder blev hans kontrakt ophævet.



Lin Utzon havde godt vidst, at hendes far efter fem år i Australien var løbet ind i vanskeligheder. Men ikke, hvor store vanskelighederne var.

»Jeg boede i latinerkvarteret i Sidney og var kun hjemme i weekenderne. Så jeg var ikke på den måde involveret i mine forældres bekymringer. Det er man jo ikke. Men det blev vi så. Hele huset blev belejret af pressen, far og mor sagde, at nu skulle vi rejse, og vi måtte ikke sige det til nogen, og det var alt sammen meget ... rædselsfuldt«.

Ytrede sig aldrig om det
Jørn og Lis Utzon valgte at slå sig ned på Hawaii, mens Lin Utzon flyttede tilbage til Danmark.

»Det var meget svært at rejse fra Australien. Men jeg kunne ikke blive der med den stemning, der var pisket op af pressen. Heller ikke af hensyn til far og mor«.

Lin Utzon bliver tavs.

»Du kan ikke vinde, hvis folk virkelig er imod dig«, siger hun så. »Du kan kun vinde ved at slippe det, ikke. Og far ville ikke kæmpe videre. Fordi han vidste – og mor vidste – at det ville tage livet af ham«.

Kunne han så slippe det?

»Han slap det jo. Og ytrede sig aldrig om det, sådan som jeg taler om det nu. Folk ville ellers gerne høre om alt det negative, om hvor frygteligt det havde været og dit og dat. Men ... det har været en stor lykke, også for Australien, at sagen har været lukket ned. Fordi de er så passionerede omkring den bygning. Og nu er han nærmest blevet en myte«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der blev flaget på halv stang på Sidney Harbour Bridge, da han døde, og lysene blev dæmpet på operahuset. Der er helt tydelig meget stor respekt for det, han har lavet. Og så gik han i øvrigt ikke og tænkte på operahuset hele tiden. Far havde jo sit liv her med mor«.



Regn og kostumer
Tilbage i Danmark begyndte den 20-årige og i øvrigt både kejthåndede og ordblinde Lin Utzon på Kunsthåndværkerskolen i København.

»Dér var jeg ikke lykkelig. Jeg gik på tekstilafdelingen i perioden med ungdomsoprør, hvor alle protesterede og demonstrerede. Og jeg kom fra Australien, hvor solen skinnede, og hvor dem, jeg gik sammen med på kunstakademiet, brændte for at lave noget kultur, fordi det var der ikke så meget af i Australien«.

»Jeg fik et værelse på Østerbro, det regnede hele tiden, og jeg anede ikke, hvor jeg var landet. Jeg lærte nogle søde mennesker at kende, men det var ikke en god periode i mit liv«.

Så Lin Utzon droppede ud af Kunsthåndværkerskolen. Hun havde en idé om at ville lave teaterkostumer og begyndte på Margretheskolen.

»Jeg var meget dårlig til at sy, men rigtig god til at tegne tøj. Mærkeligt tøj«.

Du kan ikke vinde, hvis folk virkelig er imod dig. Du kan kun vinde ved at slippe det, ikke



Da hun var færdig med uddannelsen, anede hun ikke, hvordan hun skulle komme videre med sit liv.

»Andre vidste, hvordan de skulle tjene penge og strukturere et liv. Jeg følte ikke, jeg kunne noget som helst«, siger hun, og stemmen er svundet ind, næsten til en hvisken.

Krise
Fortalte du dine forældre om din krise?

Hun tænker sig længe om.

»Njahh ... Tror du ikke, at alle har den slags kriser? Medmindre man skal være tandlæge, for så ved man jo, at man skal bore i tænder«.

Tandlæger har helt sikkert ikke den slags kriser.

Vi ler.

Men var du aldrig bitter på dine forældre? Det var jo på grund af deres situation, at du sad der i regnfulde Danmark og ikke anede, hvad du skulle gribe og gøre i?

»Jeg har nok haft det mere kompliceret med det, end jeg heldigvis husker, for jeg har en dårlig hukommelse. Men sidenhen har jeg jo kunnet se, hvor uhyre vanskeligt det var for dem. Og at de på alle måder har prøvet at gøre det, så godt de kunne«.

Alting har en pris
Du betalte da for pokker også en pris.

»Det gør man jo. Og jeg skal da være den sidste til at pege fingre. Mine børn har også betalt en pris for, at jeg er blevet skilt og har skullet rejse så meget med mine ting og alt det der. Og i forhold til mine forældre har jeg aldrig haft problemer. Desuden boede de på Hawaii i hele den periode, så jeg tror ikke, de var klar over, hvor ked af det jeg egentlig var«.

»Og så blev jeg gift. Og fik to børn. Da jeg fik min søn, vidste jeg bare, hvad tilværelsen drejede sig om, sådan følte jeg det. Det var den største lykke, jeg nogen sinde havde oplevet. Overhovedet. Og så gik der nogle år med det«.

Lin Utzon havde mødt sin mand i Australien. Han blev uddannet som arkitekt i Danmark og fik deltidsjob som lærer på arkitektskolen. Men hans løn var ikke nok til, at familien kunne klare sig for den alene. Så Lin Utzon var tvunget til at tjene penge og fik arbejde i en børnehave.

»Det lyder simpelthen så forkælet, det, jeg siger nu. Men jeg fandt bare ud af, at jeg ikke kunne være ansat. Jeg vidste, at jeg var nødt til at finde ud af at få det, jeg havde i mig – en eller anden længsel efter at skabe noget – jeg vidste, at jeg var nødt til at få det til at fungere«.

Vendepunktet
Hvad var problemet?

»Alt det med, at nu har vi kaffepause, og nu gør vi sådan, og nu gør vi sådan. Jeg havde regnet med, at når jeg selv havde unger, så ville det være dejligt at arbejde med børn. Men hele den der ... ansatte situation, hvor du holder op med at have dit liv i dine egne hænder ... det var det, jeg ikke kunne klare. Og jeg vidste, at jeg ikke kunne magte at arbejde i børnehaven og samtidig skabe noget«.

Så Lin Utzon prøvede at sende nogle designforslag til virksomheden Form og Farve og til en anden virksomhed i Finland, uden at det kastede penge af sig. Og så var det, at den begivenhed, hun uden tøven kalder for vendepunktet i sit liv, indtraf.

I 1967 havde Jørn Utzon fået opgaven med at tegne Bagsværd Kirke, og han foreslog, at datteren udformede et forslag til kirkens udsmykning, blandt andet tæpper, gardiner og messehagler. Det gjorde hun. Og menighedsrådet sagde ja.

Af og til tænker jeg: Arbejde? Det da være mere end bare at sidde her og ha’ det vidunderligt



Pludselig var det, som om alting faldt på plads.

»Jeg kan meget tydeligt huske fornemmelsen: at få ja til en opgave, der var så omfangsrig, og som rummede så meget forskelligt, og at finde ud af, at jeg kunne meget mere, end jeg havde regnet med«.

Porcelændesigner
Jørn Utzons kirkebyggeri blev, da det stod færdigt, berømmet som et hovedværk i dansk arkitektur. Og Lin Utzon fik sin store del af rosen.

Ikke langt tid efter blev hun kontaktet af nu afdøde professor i industrielt design ved Kunstakademiets Arkitektskole Erik Herløw, der også var kunstnerisk konsulent for Den Kgl. Porcelænsfabrik. Han ville høre, om hun kunne tænke sig at dekorere et spisestel.

Om hun kunne?

»Jeg havde godt nok aldrig prøvet at arbejde med keramik og anede ikke en pind om det. Men det betød også, at jeg ikke havde de begrænsninger, man kan have, hvis man er uddannet keramiker«.

I samarbejde med Den Kgl. Porcelænsfabriks ingeniør udviklede Lin Utzon en ny måde at bruge underglasur på, som gjorde det færdige resultat mere luftigt og transparent end de traditionelle teknikker. Stellet blev smukt modtaget, men ikke sat i produktion.

»Og så sagde fabrikken: Det var dejligt, farvel og tak. Hvabehar? Farvel og tak? Jeg troede, vi skulle have et helt liv sammen. Men det ville de ikke«.

En gobelin på 16 meter
Igen befandt Lin Utzon sig i en tilstand af stor økonomisk usikkerhed. Ydermere blev hun skilt fra sin mand og havde derfor, som enlig mor, et endnu mere desperat behov for at tjene nogle penge.

Lin Utzon solgte bil, tv og musikanlæg, skrev den ene ansøgning efter den anden og løb producenterne på dørene, men uden held. Indtil en dag, hvor tilfældet slog til – og fra en helt anden vinkel, end hun havde forestillet sig.

En fjern bekendt havde fået arbejde på den italienske arkitekt Romaldo Guirgolas tegnestue, som stod bag opførelsen af Australiens nye parlamentsbygning i Canberra. Han ringede og sagde, at Guirgola havde set både hendes spisestel og Bagsværd Kirke og var meget begejstret. Han skal til at bygge Volvos nye hovedsæde i Göteborg, skriv til ham, sagde den bekendte.



»Det gjorde jeg. Og så ændrede mit liv sig fuldstændig. Han så en af mine tallerkener med blåt og platin og spurgte: Kan du lave en væg på 36 meter? Ja da. Kan du også lave en gobelin på 16 meter? Ja, det kan jeg også. Kan du dekorere resten af huset? Sagtens. Kan du komme til New York om en måned? Ja. Jeg var ligeglad, hvor i verden det var, bare han ville give mig noget arbejde«.

Vidunderligt
I tre år arbejdede Lin Utzon med Volvo-opgaven.

»Tre næsten paradisiske år. Nu tænker jeg tilbage på, hvor meget rejseri der var ... og ungerne, der skulle passes. Men det gik«.

»Og så sker der det, at når først du ruller af sted, kommer der andre, der interesserer sig for dig. Det var, som om der blev åbnet en port for mig«.

Siden har hun stort set ikke behøvet at lede efter arbejde. Der har konstant været bud efter hende.

»Det er et kæmpestort privilegium. Og det har egentlig altid på en måde været som at lege. Jeg har overhovedet ikke skullet anstrenge mig. Af og til tænker jeg: Arbejde? Det da være mere end bare at sidde her og ha’ det vidunderligt«.

Humoristisk keramik
Da vi ankom, fortalte Lin Utzon om, hvordan hun arbejdede med de lerskulpturer, siurells, som for øjeblikket er udstillet i Danmark. Hun fik oprindeligt ideen, da den daværende direktør for Miró-museet i Palma spurgte, om hun ville udstille.

Den spanske maler Juan Miró boede og arbejdede en stor del af sit liv på Mallorca, og han var – som Lin Utzon – fascineret af lerfløjterne, der kan have form af både dyre- og menneskeskikkelser.

»Picasso var også meget begejstret for dem. Så jeg tænkte, at jeg kunne forbinde det hele ved at lave nogle figurer med mit udtryk, men med den teknik og i den tradition, der i dag er uddøende på Mallorca. Men det blev aldrig til noget, fordi museumschefen blev fyret«.

»Så for to år siden spurgte Jacob og Patricia Asbæk, om jeg ville udstille dem i deres galleri her på øen. Og jeg sagde ja tak. Fordi jeg havde gået og tænkt over det lige siden«.

Der er et ret stort spring fra for eksempel dine spisestel, som er meget stilrene og elegante, og så til de her, som er mere rå ... og mere humoristiske, synes jeg også. Og meget kan man sige om spisestellene, men ikke at de er sjove, vel?

»Nej. He he, det er de ikke«.

Eksperimentet
Går du og smiler, når du arbejder med figurerne?

»Nej, det gør jeg ikke. De er bare blevet sådan. Men jeg var lykkelig, mens jeg lavede dem. Jeg fandt en lokale drejer, som var fantastisk. Jeg kom med mine tegninger, og så drejede han figurerne. Bagefter maste og skubbede jeg på dem. Der gik helt overstadighed i det, han drejede, og jeg skubbede, og på ganske kort tid fik vi lavet 200 styk«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Så blev de brændt og kom herhjem, hvor to venner hjalp mig med at få dem dyppet i hvid farve og tørret. Og så begynde jeg at dekorere dem«.

Processen med bemalingen har i øvrigt ikke været uden problemer. Lin Utzon har eksperimenteret med mange forskellige typer maling, for det er svært at finde balancen mellem den rette mathed og robustheden. Især den røde farve har drillet. Og driller.

»Den smitter meget af. Så man kan ikke rigtig røre dem. Og det er jo ikke så smart«, siger Lin Utzon.

Derfor er hendes assistent nu i gang med at skrubbe malingen af nogle figurer, så hun kan eksperimentere videre. Hvilket i øvrigt er et ganske glimrende eksempel på, hvordan Lin Utzon arbejder: Processen, arbejdet med frembringelsen og ikke det frembragte, er det, der giver mening.

Processen – ikke resultatet
Da vi i går talte om de figurer, der står rundt omkring i huset, fornemmede jeg, at du har det sådan, at de færdige ikke er så interessante, for nu skal du videre med nogle nye. Eller ..?

»Det er rigtigt. Det er processen ...«.

Så det er vigtigere at få løst problemet med den pokkers røde farve ...

»Ja«.

... end at nu står her en ordentlig samling flotte figurer, som du har lavet ...

»Det er overhovedet ikke vigtigt. Det, der er vigtigt, er at ramme rigtigt. Med formen og med dekorationen. At det hele bliver, så man tænker: dér«.

Og måske er det den røde tråd i Lin Utzons kunst: Hendes helt specielle måde at arbejde med tingene på. Processen. Jeg spørger.

»Ja, det er rigtigt. Hvis du tager andre kunstnere ... og nu kan jeg kun komme i tanke om kæmpestore navne som Picasso og Matisse: Det, der fylder os med beundring og længsel, er, at de så tydeligt viser os, hvad deres sjæl indeholdt. Eller hvis du tager Maria Callas. Uanset hvad hun synger, kan du kende hendes stemme. Fordi hendes stemme er hende. Du kan også altid kende de huse, min far tegnede. Fordi det er hans sjæl, der kommer til udtryk. Og det vigtige er, at din sjæl kommer til udtryk«.

Kigger aldrig tilbage
Men når processen er alt, kan du så ikke blive helt ked af det, når du er færdig med et arbejde?

Hun sænker stemmen.

»Jamen, jeg bliver jo aldrig færdig. Der er hele tiden et eller andet. Måske får jeg lavet et par figurer eller malerier, som jeg synes er rigtig vellykkede. Men det gør så bare, at jeg om alle de andre tænker: Nå ja, hmm. Så jeg bliver aldrig færdig«.

Når du kigger tilbage på din store produktion, føler du så slet ingen glæde ved dine ting?

Tavshed.

»Altså, jeg kigger faktisk ikke så meget på dem. Nu har jeg dem jo stående, fordi et eller andet sted skal de jo stå, hæ hæ. Nu skulle I jo komme, og så kigger jeg lige på dem, og jo jo, det er måske meget okay, at der kommer nogen og ser det. Men mange af de store udsmykninger har jeg ikke set, efter at jeg var færdig med dem«.

Af blufærdighed?

»Nej, det er et eller andet med, at så er det ikke mit længere. Så er det færdigt, og så er det videre til næste ting. Men det er klart, at det også er én lang proces, hvor jeg hele tiden roder efter noget, som jeg ... jeg ved ikke, hvad det er, jeg roder efter. Nogle gange prøver jeg at gøre det på et lærred, nogle gange på porcelæn, og nogle gange har jeg lavet noget, hvor jeg har tænkt: Det er i orden. Men jeg går ikke rundt og .... Nej, jeg er bare inde i processen hele tiden, egentlig«.

»Jeg skelner ikke, jeg laver det bare«
Hvordan har du det til dine egne ferniseringer?

Lang pause. Igen.

»Jeg ville helst ikke være der, men det skal man skal jo. Samtidig er jeg glad for, at der er nogle, der gerne vil se mine ting. Men det er ikke noget, jeg elsker. Når man er til ferniseringer, er man jo også sin egen værste kritiker og ser alt det, man kunne have lavet anderledes. Men ... du kan jo ikke lave det anderledes«.

»Det er altid ens eget udtryk, man både har med sig og af og til imod sig. Når jeg ser på noget af mit eget arbejde, kan jeg godt se, at det er meget ... øhhh ... kraftfuldt. Eller bastant. Hvor jeg måske føler, at jeg kunne udtrykke mig mere endeløst ... eller mere ... drivende ...«.

Skelner du mellem dekoration og kunst?

»Nej. Men det ved jeg, at der er folk, der gør. Jeg skelner ikke, jeg laver det bare«.

Hun ler en tør latter.

Det bliver aldrig godt nok

Men folk gør, siger du? »Jamen, folk vil jo gerne kunne sige, om det er det ene eller det andet. Men jeg føler ikke, at jeg er noget som helst andet end en, der laver en hel masse ting. Det kan måske siges på en anden måde, men jeg kan ikke. Jeg har flere gange været ude for, at gallerier har svært ved at kapere, at jeg laver så meget forskelligt. Det er for meget, synes de. Men jeg vil gerne prøve alt muligt. Nogle gange at fordybe mig fuldstændig i én ting og andre gange at lege i det der univers« Hun peger på sine siurells. »Man kan kun gøre sit bedste. Og – som min mor sagde til mig – det er aldrig nok. Og det er det jo ikke. Og så må man slippe, at det aldrig er nok, og det kan jeg godt have svært ved. Jeg er meget praktisk. Vil gerne ordne ting og sørge for, at det hele er sådan og sådan. Og når I kommer, vil jeg gerne have, at der er ordentligt i huset, og det hele er smukt«. Det må man sige, du lykkes meget godt med. Lin Utzon smiler. »Ja, ikke«.











----------------

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel stod der, at Jørn Utzon fik opgaven med at tegne Bagsværd Kirke midt i 1970'erne. Men det skete i 1967. Kirken blev taget i brug i 1976.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce