Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Anders Sune Berg/Faurschou Foundation
Foto: Anders Sune Berg/Faurschou Foundation

Kritisk. Udstillingen rummer en understrøm af politiskkritisk bevidsthed, som i Liu Weis 'Don't Touch' - en model af det tibetanske Potala-palads.

Kunstanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Glimrende udstilling bryder med hverdagens rutiner

Dramaer fra hele kloden præger Faurschou Foundations flotte udstilling.

Kunstanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man kunne godt få det indtryk, at denne udstilling handler om hverdagen, især fordi det er dens erklærede tema.

Men egentlig er det kun et mindretal, der faktisk handler om hverdagen, om trivielle rutiner og dagligdags forhold. Når Christian Lemmerz lader et lig i marmor vidne om orkanen Katrina og en sovepose af bronze vidne om massakren på Utøya, er det ikke ligefrem trivielle hverdagshændelser, der er tale om.

LÆS OGSÅ

Det er det stik modsatte - de voldsomme dramaer, der bryder med hverdagen og skaber globale overskrifter og livsvarige traumer. Sådan kan man sige om en del af værkerne, men det skal ikke skygge for, at det alligevel er en glimrende udstilling på højt internationalt niveau.
Verden rundt

Mange af værkerne er nemlig med, fordi de består af hverdagsmaterialer, såsom bildæk, sæbe, tændstikker, couscous og e-mail. Okay, e-mail er ikke et fysisk materiale, men giver dog stof til palæstinensiske Emily Jacirs malerier i olie på træ. Hun har nøje eftermalet hele e-mail, inklusive metadata og reklamer i bunden.

Det er 40 nøje udvalgte mail fra perioden 2000-2004, og igen må de fleste siges at bryde hverdagsligheden i deres indhold, selv om de kommer i indbakkens strøm som en del af hverdagen.

De fleste handler direkte og indirekte om Palæstina og mellemøstkonflikten - fra jødiske fundamentalisters hademail til lister over palæstinensiske 'martyrer'. Men også mere personlige hilsener og en annonce for et datingsite for eksilarabere af alle arabiske nationaliteter indgår.

LÆS OGSÅ

Det, at de er håndmalede, vidner om en standsning af den flygtige strøm, en stoflighed og en vibration i mødet mellem computerskrift og håndskrift.

Det er frem for alt en global udstilling, der fylder Faurschous lækre lokaler. Ikke nok med, at alle kontinenter på nær Oceanien er repræsenteret; mange af kunstnerne er også bosat i en andet land, end de er født i. Det gælder ikke mindst Gabriel Orozco, som pendler mellem Mexico City, New York og Paris.

Han er rigt repræsenteret, ikke mindst med 'Chicotes' - et gulvarrangement af eksploderede bildæk fundet i vejkanten i Mexico, hvor det åbenbart er gængs praksis at vente med at skifte dæk, til de er helt ødelagt, og så efterlade stumperne i grøften.

Han har også fremstillet et sæt grafiske aftryk af sin hånd og et skulpturelt aftryk af sin hofte - sært ligegyldige værker, der synes at være kommet med, nu man alligevel havde ham.

Bevidsthed og identitet
Der er en understrøm af politiskkritisk bevidsthed, nogle gange subtilt, som i kinesiske Liu Weis fantastiske svævende oksehudsmodel af det tibetanske Potala-palads, som indtil opstanden i 1959 var Dalai Lamas hovedsæde. Titlen 'Don't Touch' tilføjer en diskret kommentar til Kinas overherredømme.

Det er naturligvis samtidig en henvendelse til os, for man har virkelig lyst til at røre ved skulpturen, der lægger sig et sted mellem en flot detaljeret miniature og et overdimensioneret stykke hundelegetøj.

Måske er der en indirekte kommentar til krig i Abdel Abessemeds korte, uhyggelige video 'Usine', hvor dyr slås og dræber for alvor.



To hunde bider en tredje i hovedet, en slange kvæler en tudse, og diverse krybdyr slås i, hvad der minder om et gladiatorterrarium. Det er samtidig lidt fascinerende at se denne rå vold udfolde sig, en frydblandet skræk, der peger lige tilbage i hovedet på mennesket.

Og så handler det om identitet, som i franskmarokkanske Yto Barradas videofortællinger 'Hand-Me-Downs'.

Det er umiddelbart fortællinger fra hendes barndom i Frankrig, om familien og landsbyen, illustreret af smalfilmsklip. Men det bliver hurtigt klart, at disse smalfilm er optaget vidt forskellige steder med vidt forskellige mennesker, ligesom fortællingerne også er utroværdige og ganske voldelige og perverse, nogle af dem.
Sorgbearbejdelse

Det efter min mening største værk på udstillingen er Omer Fasts 'Continuity', som var et højdepunkt på sidste års Documenta-festival. Videoværket varer 40 minutter, men sæt tiden af, for det er et sindsoprivende værk, som man kan træde ind i når som helst, idet historien kører i ring.

Den handler om et tysk ægtepar, der har mistet deres søn i krigen i Afghanistan. De betaler forskellige escortmænd for at spille deres søn for en aften - med vidt forskellige resultater.

LÆS OGSÅ

Det, der ligner en meget naturalistisk historie om deres traumebearbejdning, tilføres pludselige lag af surrealisme, ødipal seksualitet og antydninger af mord. Mesterligt spillet ned i de akavede situationer og med brugen af alle filmiske virkemidler er det kun institutionelle grænser (herunder den vedtagne længde af spillefim), der forhindrer den i at være en biograffilm.

Det er en udstilling med så mange gode værker, at man må tilgive de få, der falder lidt igennem. Glem hverdagen, og tag en tur ud i Frihavnen.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden