Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krise. Jeppe Nybroe blev kastet ud i sit livs krise for øjnene af hele nationen. Tre år efter er han parat til at fortælle sin historie.
Foto: Finn Frandsen

Krise. Jeppe Nybroe blev kastet ud i sit livs krise for øjnene af hele nationen. Tre år efter er han parat til at fortælle sin historie.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeppe Nybroe: »Jeg græd til jeg kastede op«

DR's højest profilerede tv-vært mistede alt det, der var ham. Nu fortæller han sin historie.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeppe Nybroe kan ikke huske, han har villet være andet end journalist. Nogensinde.

Som barn drømte han om at blive korrespondent, da han kørte rundt med sine forældre i Yemen og skrev rejsedagbøger fra bagsædet af bilen; som bare 19-årig kom han ind på Journalisthøjskolen i Århus, og i dag kan han stadig ikke forestille sig selv i en anden rolle, en anden funktion, end journalistens.

Faktisk beskriver han det som en »trang«. En trang til at rapportere om verden omkring ham; en trang til eventyret og oplevelserne. Og et håb om, at ens arbejde gør en lille forskel i det store samfundsregnskab.

Måske er det den slags granit, ambitioner skal hamres ud af, før man kan nå helt til tops.


I en meget ung alder opnåede Jeppe Nybroe i hvert fald det, som en stor del af de studerende på landets journalistuddannelser lægger hemmelige planer om, men som kun ganske få opnår.

Han blev DR’s højest profilerede tv-vært, inkarnationen af selve Danmarks Radios ansigt og stemme.

Det var ham, der lavede den sidste TV-avis i Gyngemosen, og ham, der bød velkommen til de første nyheder i den nye DR By på Amager, det var ham, der ledede væg til væg-dækningen, når et kongeligt barn skulle døbes, det var ham, der iklædt hjelm og skudsikker vest rapporterede hjem fra oprøret på Haiti, krigszoner i både Afrika og Mellemøsten og fra tsunamien i Asien.

Det var ham, der skulle agere valggeneral under dækningen af det kommende folketingsvalg. Og det var hans stemme, man blev mødt af på telefonsvareren, når man ringede til Danmarks Radio.


I løbet af bare én måned forsvandt det hele.

3. september er det tre år siden, Jeppe Nybroe under et møde i TV-Byen fik besked på at fratræde sin stilling på grund af det, Jeppe Nybroe selv mener var en dum og stærk beklagelig fejl. Men som kritikerne kaldte manipulation. Dengang gav nyhedschef Ulrik Haagerup ham et trøstende knus – og bad ham huske på, der er andet i livet end journalistik.

»Men det følte jeg ikke, der var«, siger Jeppe Nybroe.

Han ser på mig.


Man siger, mennesker falder fra hinanden, når det normale bliver unormalt med et fingerknips. Når det, der giver mening og skaber sammenhæng i livet, forsvinder i et hurtigt ryk og kun efterlader en anomisk rædsel for tilværelsen som frit svævende. Fattige mennesker, der pludselig kommer til rigdom og luksus, kan tale med om den angst. Det samme kan velhavende mennesker, der har mistet alt over en enkelt nat.

Jeppe Nybroe kender den også.

»Det var en følelse af at blive invalideret. Grænsende til: Har jeg mistet min forstand? Jeg kunne med min fornuft se det, som alle sagde til mig igen og igen: Du har ikke slået nogen ihjel, du har ikke taget af kassen. Du har begået en fejl, og det har du taget det fulde ansvar for – så du kommer videre. En dag skinner solen. Men følelsesmæssigt var jeg i så mange tusinde stykker over, at min private ulykke var underholdningsstof i ugeblade og formiddagsaviser igennem så lang tid, at ... ja ...«.

Jeppe Nybroe stopper op et øjeblik. Vender håndfladerne opad.

»Jeg kunne ikke tage det ind«.


Vi mødes første gang i et solskin, der hamrer ned over Amager, drikker latte af kæmpeglas i en baggårdscafe, mens Habibi, Jeppe Nybroes halvandet år gamle labrador, splintrer rundt, og damerne omkring os skotter efter tv-værten. Muligvis fordi han er genkendt. Muligvis fordi de er til høje mænd med åbenstående skjorte og sejlerkulør.

Han er tilbage i journalistikkens verden. Et halvt år efter afskedigelse fra DR blev han ansat på Nyhedsavisen, i dag sidder han som han vært på TV 2 Øst og er, som han selv siger med et smil og en reference til et gammelt Thomas Helmig-hit, »glad igen, ovenpå, dagen efter dagen derpå«.

I de tre år, der er gået, siden han stoppede på DR, har journalister jævnligt spurgt ham, om ikke han vil fortælle sin historie: Hvorfor sagde han i et indslag fra Irak, at han var på vej ud af landet, når han rent faktisk var på vej ind? Hvorfor gik det, som det gjorde? Og hvad skete der bagefter?

Så lad os få det overstået.

Han laver en grimasse. Smiler et skråt, lille smil. I seks timer taler vi om ’sagen’, uden at han griner en eneste gang. Han taler som på tv. Tjept, konkret og i dramatisk nutid. Han er ikke bange for at bruge ord som ’chok’ og ’voldsomt’, men siger, det ikke falder ham nemt, at det nu er hans eget liv, han skal rapportere om.

Da alt stadig var mørkelagt, tog han en beslutning om, at han hverken ville blive bitter eller vred. Det har han holdt. Han virker ikke som en mand med en sag og har ikke noget behov for at dele skylden over det, der skete, med andre. At bedømme, hvorvidt hans fejl stod mål med de efterfølgende konsekvenser, er ikke op til ham, siger han. Som han skriver i en mail til mig, inden vi mødes:

»Jeg er en dreng fra Jylland, og jeg har taget mine tæsk«.


Turen ud i et ukendt mørke begyndte nogle måneder før Jeppe Nybroes reportagerejse til Irak. En solskinsdag på Amager i april 2007. Den dag kom DR’s kendte tv-vært hjem fra arbejde til den villalejlighed, han sammen med sin kæreste havde købt få måneder forinden.

Det var der, hun sagde til ham, at hun havde en affære med sin chef.

Jeg er blevet en bedre journalist. Man lærer af fejl. Og journalister laver fejl ligesom alle andre.

Kort efter valgte kæresten og hendes chef at orientere deres kollegaer om forholdet, og derefter gik der ikke lang tid, førend ugebladenes journalister begyndte at ringe. Kærestens chef var nemlig Peter Hansen, den tidligere vært fra TV 2’s underholdningssucces ’Vild med dans’ – og et vaskeægte trekantsdrama, med to af landets mest kendte tv-værter indblandet, var kræs for ugebladene.

I tre uger ringede Jeppe Nybroes telefon fra morgen til aften. Formiddagspressen og ugebladenes udsendte sad parkeret ude på villavejen for at få et linseglimt af tv-værten; de gik ind i hans have; de opsøgte ham til sidst foran DR Byen efter en TV-Avis for at få ham til at verificere rygtet. Han afviste at kommentere sit privatliv. Det gør han fortsat. Men konstaterer tørt:

»Jeg græd så meget, at jeg kastede op«.


Så kom forsiden.

’Peter Hansen scorer Nybroes kæreste’, skrev Se og Hør og ledsagede bekendtgørelsen med en detaljeret beskrivelse af bruddet. At jobbet som TV-avisens førstemand havde katapulteret ham ind i klassen af absolutte topkendisser med selvskreven – om end ufrivillig – adgang til forsiden, kom fuldkommen bag på Jeppe Nybroe.

»Da det kæresteforhold gik i opløsning, blev mit hjem nærmest invaderet af den kulørte presse. Det blev jeg helt vildt forskrækket over. Hvordan kan mit private liv være så interessant, at de møver sig helt ind i haven? Det var jeg – måske lidt naivt – helt uforberedt på«, siger han.

Da hans kæreste forlod ham, så han kun én mulighed for at komme igennem det: at arbejde. Hele tiden. »124 procent«, som han siger. Så selv om han havde fået fri fra jobbet for at komme sig oven på bruddet, insisterede han på at komme tilbage kun kort tid efter.

Og da sommeren nærmede sig, og tiden for den danske deltagelse i Irakkrigen lakkede mod enden, planlagde han en reportagerejse til ørkenlandet. Han havde gennem flere år været på reportagerejser til Irak, og det føltes rigtigt at få sat et punktum, inden de sidste tropper skulle trækkes ud.

Det var sidst i juli, da han satte sig ind i flyet mod Kuwait, hvorfra danske soldater ville fragte ham og resten af presseholdet ind til basen i Basra. Han var stadig porøs, næsten hudløs, efter bruddet.

»Jeg følte det, som om mit ene ben blev revet af, da min kæreste gik fra mig«, siger han, stadig konstaterende, nøgternt.

»Da så det med Irak begynder at rulle, er det, som om det andet bliver revet af«.


Den sommer i 2007 var angrebene mod de danske styrkers lejr i Irak intensiveret. Da Jeppe Nybroe landede i Kuwait sammen med resten af presseholdet, blev de mødt af et par militære ledere, der havde triste meddelelser til dem: Sikkerheden omkring den danske base var skærpet betragteligt, og fra det øjeblik, de danske journalister nåede frem til Basra, ville der derfor ikke blive mulighed for at køre en eneste tur uden for basen.

Skulle DR’s udsendte have nogle billeder i kassen, der viste andet end indersiden af den danske base, skulle de altså båndes på vej ind i Irak.

Så Jeppe Nybroe besluttede at lave et indslag fra kortegen, hvor tre soldater gør status. Indslaget begyndte med en speak:

»Fra hver en bil, fra hvert et gadehjørne, fra hvert et hustag. Ja, til enhver tid risikerer danskerne at blive angrebet også her på deres allersidste køretur ud af Irak. Og nu er det sidste øjeblik kommet«.

Mens billeder af danske pansrede mandskabsvogne på vej gennem et goldt landskab gled over skærmen, fortsatte speaken: »Soldater og våben er skarpladt til det sidste. Det er afgørende, at alle mænd og kvinder i den danske bataljon nu kommer uskadte ud af Irak«.

Derefter fulgte billederne og lyden af tre soldater, der fortalte om oplevelser og indtryk fra deres halve år i krigslandet. Om daglige raketangreb. Om at gøre en forskel. Om at glæde sig til at komme hjem.

Og endelig – sidst i indslaget – tonede Jeppe Nybroe selv frem i ørkenmørket, stående på et militærkøretøj med Dannebrog blafrende i baggrunden. Iklædt skudsikker vest, hjelm og ejendomsmæglerbrille, sagde han:

»Nu ruller nogle af de allersidste danske soldater ud ad Irak i ly af nattemørket. Missionen for den danske bataljon her i landet er endeligt afsluttet. I perioden 2003 til 2007 har cirka 5.000 danskere gjort tjeneste her i landet. I løbet af de kommende dage er det hele forbi; der vender de danske soldater hjem til deres kærester, hjem til deres familier, hjem til Danmark«.


Kritikerne sagde – og siger stadig, når man spørger dem i dag – at indslaget var decideret vildledende:

»Han kan jo ikke være i tvivl, om han kører ind eller ud«, som Simon Andersen siger, der i dag er redaktionschef på B.T. og dengang kritiserede Nybroes indslag.

Og Jeppe Nybroe var rent faktisk på vej ind mod basen i Basra. Det kan lyde som en detalje, siger de. Men det er netop i detaljen, at journalistikkens vandmærke viser sig. Det er der, troværdigheden skal stå sin prøve – for uden den mister hvervet sin berettigelse.

Der er imidlertid forhold, som de, der forsvarer Jeppe Nybroe, fremhæver: Hjemsendelsen foregik af hensyn til soldaternes sikkerhed i en glidende, cirkelbevægelse frem og tilbage mellem Irak og Kuwait – det var en »ongoing process«, som presseofficer Hans Vedholm siger i dag, »der var hele tiden nogle, der kørte fra Irak til Kuwait og tilbage igen«.

Indslaget var tænkt, siger Jeppe Nybroe, som det, der i journalistjargon kaldes en ’blød’ historie om den hjemsendelsesproces, soldaterne befandt sig i – og altså ikke en ’hård’ nyhed om en begivenhed, der fandt sted i samme øjeblik, optagelserne fandt sted.

Desuden kom det til at blive afgørende, at indslaget blev lagt på hylden hjemme i TV-avisens redaktionslokale. En historie om, at basen i Basra blev angrebet af granater, overtog dagsordenen, og først søndag, to dage efter optagelserne, kom indslaget på.

Forsvaret havde samme dag bekendtgjort, at en større gruppe soldater netop var kommet sikkert ud af Irak – og på redaktionen besluttede de at koble nyheden om hjemsendelsen sammen med Jeppe Nybroes flere dage gamle featureindslag. Ingen tænkte angiveligt på, at seeren – i strid med sandheden – kunne opfatte indslaget som en reportage om de soldater, der samme dag havde forladt Irak.


Jeppe Nybroe slår ud med armene.

»Havde jeg bare sagt: Vi er på vej ind for at hente de sidste soldater ud«.

Var det en fejl?

»Ja. Det kunne helt åbenbart misforstås. Ordet ’nu’ lyder forkert i sammenhængen«.

Var det manipulation?

»Nej«, siger Jeppe Nybroe. »Hvad skulle mit motiv være for at manipulere?«.

Hvad med: Går den, så går den ...

»I manges øjne havde jeg kongerigets fedeste job. I Irak er jeg omgivet af andre journalister. Der er x antal soldater omkring mig, deriblandt presseofficerer. Der er min redaktion på TV-avisen, der er mig selv og min samvittighed. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle stille mig op i fuld spotlight og konstruere en løgnehistorie, som ville være åbenbar for alle. Det svarer til at gå op på Orange Scene og kysse med en anden kvinde, mens ens kæreste står nede blandt publikum«.

Men du sagde, »nu« forlader soldaterne landet. Hvorfor gjorde du det?

»Jeg tror, det er en bakterie i aviser, radio og på fjernsyn, at man så vidt muligt bruger den slags aktualitetsord – ’nu’, ’netop’, ’her’ – så læserne og seerne og lytterne får oplevelsen af stor aktualitet, og at det, de får serveret, er friskt og sprødt som nyopgravede danske kartofler. Noget af det, jeg har lært af alt det her, er, at vi bruger den slags ord for meget«.

Han ser på mig.

»Jeg har pisket mig selv fra morgen til aften og hele natten med – i månedsvis – og tænkt, hvordan fanden kunne det ske?«.

Hvad var det præcis, du fortrød?

»Jeg var en forholdsvis rutineret udlandsreporter – ikke lige så rutineret som koryfæer som Ulla Terkelsen og Mette Fugl, men alligevel. Og set i det lys var det en utilgivelig fejl, som endte i mit livs røvtur. Der er ikke noget menneske i kongeriget, som ærgrer sig mere over den lortefejl end mig. Men min trøst er, at jeg kan se mig selv i spejlet og sige, jeg ikke har haft til hensigt at bedrage nogen«.


Dét var de imidlertid ikke enige i på TV 2. En redaktionssekretær ringede op til TV 2’s korrespondent Rasmus Tantholdt for at høre, hvorfor han ikke også havde lavet en reportage på vej ud af Irak, hvortil han svarede, at det havde han ikke, fordi både han og Jeppe Nybroe stadig befandt sig på basen.

Dét fik snakken til at gå på TV 2. I en frokostpause hørte en journalist fra stationens mediemagasin ’Pressemøde’ om indslaget fra Irak og gav sig til at lave en historie om det. Da TV 2 henvendte sig til DR’s daværende nyhedschef, Ulrik Haagerup, kontaktede han Jeppe Nybroe, der i en mail til TV 2 skrev: »Jeg erkender, beklager og er ked af at have begået en fejl«.

DR beklagede også straks i en pressemeddelelse – hvorefter TV 2 valgte at bringe deres historie om Nybroe allerede samme aften i den almindelige nyhedsudsendelse.

Ro. Jeppe Nybroe har altid elsket at sejle. For på havet er der ro. Foto: Finn Frandsen

Ro. Jeppe Nybroe har altid elsket at sejle. For på havet er der ro. Foto: Finn Frandsen

Den aften, indslaget blev sendt i konkurrentens nyhedsudsendelse, befandt Jeppe Nybroe sig i Kuwait – på vej til at tage et fly hjem til Danmark.

»På det tidspunkt forestillede jeg mig slet ikke, min fejl ville blive en stor sag«, siger Jeppe Nybroe.


Næste morgen, da flyets hjul mødte asfalten i Kastrup, tændte han skæv i hovedet af træthed sin mobil og så, at han havde fået en besked fra sin ekskæreste. Hun skrev, om han var o.k., og om der var noget, hun kunne gøre?

Jeppe Nybroe blev overrasket og forvirret – for hvad var der sket? Han bevægede sig ind gennem ankomstområdet, viste sit pas, fortsatte ind gennem lufthavnens klynge af luksusbutikker, restauranter og cafeer. Her standsede hans blik ved den store kiosk midt i det hele; bugnende med bestsellere, paperbacks, magasiner og aviser.

»Jeg husker det, som om jeg var ved at besvime«, siger han. »Som om blodet i mine årer lige stod stille i nogle sekunder«.

På to spisesedler mødte han sit eget blik. I Ekstra Bladet stod der med store bogstaver:

»Løj for åben skærm«.


I en taxi og i en boble af uvirkelighed tog Jeppe Nybroe direkte ud til DR Byen, hvor han efter at have talt med Ulrik Haagerup blev sendt på ferie i tre måneder. Nyhedschefen ville sende et signal internt og eksternt: Den slags fejl må ikke ske. Desuden blev der lagt en pressestrategi: Jeppe Nybroe skulle ikke udtale sig til medierne. Stormen skulle rides af.

Fra DR Byen kørte Jeppe Nybroe direkte til Sjællands Odde, hvor hans far og bror lå og ventede på ham i faderens lille sejlbåd. De havde længe haft en aftale om at tage nogle dage på havet sammen, og eftersom presseskriverierne for som hidsige jag gennem bevidstheden, kom sejlturen særdeles belejligt.

Det at sejle har for Jeppe Nybroe altid været forbundet med ro: ud på de danske sunde og bælter, ind i små havne, mad på en primus, ingen andre bekymringer, end om sejlene står rigtigt, og om der er kolde øl om bord.

De sejlede fra Sjællands Odde, over Kattegat, gennem Århus Bugt og lagde til i den lille lysbådhavn på Jeppe Nybroes yndlingsø, Tunø – fyldt med gode minder. Gennem de smalle gader gik de op mod den rødmalede kro, men på vejen stoppede Jeppe Nybroe ved den lille købmand for at købe dagens aviser.

»Og så er det, som om der vokser et monster frem af det, som ellers repræsenterer ren idyl og fred«, siger Jeppe Nybroe.

For dagen derpå var aviserne stadig fyldt med historier om ham.

»Allerede der var der en begyndende afmægtighed. De skrev og skrev, og jeg skulle ikke kommentere det«.


Men DR’s strategi virkede ikke. Artiklerne blev ved med at komme. Historien om gulddrengens fald var for god til at lade ligge. Tætte kollegaer udtalte sig til pressen. »Denne sag er dybt alvorlig og efterlader mig med en grim smag i munden«, som TV-avisens tidligere udlandsredaktør Torsten Jansen sagde. »Jeg tænker selvfølgelig på, om han har manipuleret før«.

Jeppe Nybroe måtte længere væk. Sammen med en ven, en producer fra TV-avisen, rejste han til et lille fiskerleje i Andalusien for at komme på afstand af alle de blikke, der mødte ham i Danmark – og som han spekulerede på, var ladet med mistro og fordømmelse.

Allerede på førstedagen stødte de imidlertid på en gruppe unge danske kvinder, som så ud til at have genkendt tv-værten. Og sådan blev det ved: Selv om Jeppe Nybroe og vennen for enhver pris forsøgte at undgå danskere, mødte de hele tiden nogle i de små spanske kystbyer. Og en jaget følelse begyndte at gribe fat i Jeppe Nybroe og trække ham nedad.

Der var ikke helle noget sted.

»Jeg kunne slet ikke magte at være dernede«, siger Jeppe Nybroe. »En dag stod jeg tidligt op og gik en tur langs stranden. Jeg satte mig på en strandbriks og brød simpelthen sammen«.


Så de tog hjem. Til tryggere rammer og gardiner, der kunne trækkes for.

I Danmark besluttede Jeppe Nybroe sig for at holde fast i en gammel festinvitation for chefer og kollegaer på TV-avisen. Og det blev en god fest. Sommernat, grillmad og hjemmelavet salsa. Søde mennesker og fyldt have. De sidste blev, lige ind til morgenavisen landede på dørmåtten. På vej ud til taxien samlede en af Jeppe Nybroes kollegaer Jyllands-Posten op, kastede et blik på forsiden og sagde:

»Den skal du ikke læse nu«.

Men det gjorde han.

Overskriften på tophistorien lød: ’DR-journalist afsløret i ny manipulation’. På fotografiet ved siden af sad Jeppe Nybroe smilende i slips og nydelige briller. En journalist fra avisen havde henvendt sig til nyhedschef Ulrik Haagerup for at høre, om Jeppe Nybroe havde snydt med virkeligheden i en række gamle indslag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeppe Nybroe – og dermed Haagerup – havde benægtet, hvorefter journalisten havde fået en akustisk analyseinstitution til at granske et halvandet år gammelt reportageindslag, som Jeppe Nybroe havde lavet fra Ramadi i Irak. Det viste sig – mellem lyden af adskillige eksplosioner – at indeholde lyden af tre helt identiske brag.

Artiklen fik Jeppe Nybroe til at gå i det, der bedst kan beskrives som chok.

For ham var der ikke tale om manipulation, men om en helt almindelig praksis i tv-branchen – at »reparere« lyd:

En dør smækker på Christiansborg, men mikrofonen vender en forkert vej – så lyden af et andet dørsmæk bliver lagt hen over billederne. Det buldrer og brager i et af de farligste områder i Irak, men optagelserne af de mange eksplosioner er ikke gode nok – lyden af en enkelt eksplosion genbruges.


Flere – blandt andet en professor i medievidenskab – forsvarer metoden som en mulighed for rent faktisk at komme tættere på den virkelighed, journalisterne skal skildre. Andre – heriblandt garvede journalister – finder den uacceptabel. Det samme gjorde Ulrik Haagerup.

Danmarks Radios troværdighed kunne ikke holde til endnu et stormvejr om tv-værten. Seernes ombudsmand på DR blev bedt om at granske en række af Jeppe Nybroes andre indslag fra arkivet for at vurdere, om de heller ikke levede op til DR’s etiske standarder.

Og Jeppe Nybroe blev fyret. Eller fratrådte, som det hedder på pænt. I en tilstand af vantro og opløsning nåede han dårligt nok at komme ud på parkeringspladsen foran DR Byen, før han fik en sms fra Danmarks Radios egen nyhedsservice, hvor der stod:

»Jeppe Nybroe stopper i DR«.


Hjemme i sin lejlighed har Jeppe Nybroe en bunke med udklip fra ugeblade og aviser, gamle artikler, der handler om sagen. Han har ikke kigget i bunken siden dengang; den ligger der mest »til børnebørnene eller et sankthansbål engang«.

Men da det hele stod på, læste han alt. Han ville vide, hvad han var oppe imod. Artiklen fra magasinet Psykologi, eksempelvis, som måneder efter Nybroes afskedigelse puttede ham på forsiden, og som – uden nogensinde at have talt med ham selv – tegnede en flere sider lang ’profil’ af den detroniserede tv-vært, hvori en psykoterapeut blandt andet udtalte, at »bedragere ofte har adskillige psykopatiske træk«.

Psykoterapeuten sagde senere, han følte sig »misbrugt« i artiklen, men dengang var det »noget uvirkeligt«, siger Jeppe Nybroe med et anstrengt smil.

I bunken ligger også en artikel, der var medvirkede til, at tv-værten forlod sin lejlighed på Amager i tre måneder. Det er en forsidehistorie fra Se og Hør. En fotografs linse har fanget Jeppe Nybroe, mens han iført polo-T-shirt og solbriller er i færd med at slå græs i sin overbos forhave. Det er et par uger efter, han stoppede på DR, og overskriften er udbasuneret med ugebladets velkendte versaler:

’ALENE I VERDEN’ står der.


Han ser frem for sig, da vi taler om artiklen. Hans fortælling har nærmet sig det punkt, hvor mørket for alvor sluttede tæt om ham. Som en hinde. Alligevel taler han stadig i vinkelrette sætninger, tv-agtigt, og han gør det med en sælsom beslutsomhed, der står i kontrast til det, der bliver sagt.

Som om han er en læge, der blotlægger nedturens anatomi. For at systematisere og katalogisere, få sat de rette etiketter på og derefter arkiveret hele molevitten i skabe og skuffer.

Se og Hør-historien fortsatte inde i bladet under overskrifterne ’Nybroe isolerer sig’ og ’NEDTUR’. Læserne blev opfordret til at afgive deres stemme: »Har du ondt af Jeppe Nybroe?«.

Med fare for at lyde lidt halvreligiøs har det mindet mig om, at jeg skal værdsætte det, jeg har. Det betyder ikke, at jeg har mistet mine ambitioner og mitdrive, men jeg må bare sige: Jeg har mistet begge ben. Jeg kan gå, endda raskt og frejdigt. Jeg synes sgu, jeg har det godt!

»Dér knækkede filmen helt – når jeg ikke engang kunne slå græs, uden at det blev oversat til, at jeg var alene i verden«, siger han. »Jeg blev så ked af det, at jeg ikke kunne hænge sammen. Så jeg flyttede over til mine forældre i Århus. Hvor jeg læste bøger og aviser for at holde min hjerne i gang. Og gik nogle lange ture. Og så har jeg set flere afsnit af ’Barnaby’, end jeg selv vil være bekendt. Og det var det«.

Der er stille et øjeblik.

»Og så græd jeg og var pisse ked af det. Jeg græd nærmest hver dag. Da jeg sad og så folketingsvalg, fik jeg en sms fra en højt placeret chef i DR, som havde været med til at beslutte, at jeg skulle være valggeneral – og som skrev: »Jeg tænker meget på dig i aften«. Da jeg fik den søde sms, trillede tårerne igen. Og jeg måtte slå over på TV 2«.


Jeppe Nybroe ryger en smøg.

Så du en slutning på det, du befandt dig i?

»Nej, det gjorde jeg fandeme ikke. Jeg så ikke nogen slutning. Tværtimod havde jeg en følelse af: Det holder aldrig op«, siger han.

»Folk, som har haft en depression eller oplevet, at livet er gået helt i afgrunden, kan måske snakke med om det. Det er svært at sætte ord på ... Jeg har i runde tal aldrig i mit liv givet op over for noget. Jeg har altid kæmpet. Og den følelse af svaghed og afmægtighed over ikke at kunne kæmpe blev et mørke og en sort horisont, som var selvforstærkende«, siger han.

»Jeg registrerer lys undervejs. Jeg registrerer, at der ringer folk og tilbyder mig job. Også gode job. Jeg kan bare ikke lukke det lys ind«.

Heller ikke den 20 sider lange rapport med titlen ’Nybroe-sagen’, som seernes redaktør, Jacob Mollerup, udfærdigede, kunne hale Jeppe Nybroe op fra mørket.

Rapporten konkluderede, at Jeppe Nybroe i enkelte tilfælde havde overdramatiseret sine historier, men slog fast, at der ikke var grundlag for at rette ny kritik mod ham, og at det ville være »urimeligt« at give Jeppe Nybroe eneansvaret for TV-avisens skrammede troværdighed. Redaktionssekretærer og redaktører, mindede rapporten om, har også et ansvar for at undgå fejl af den slags.

»Da jeg læste den de første par gange, kunne jeg slet ikke tage den ind. Der var lavet en rapport om mig. Der stod Jeppe Nybroe fem gange på hver side. Jeg er jo ikke Saddam Hussein!«, siger Jeppe Nybroe, og lyder for første gang i løbet af samtalen agiterende.

Men den frikendte dig jo?

»Ja. Men jeg havde ventet og ventet på den rapport og håbet på, at den ville give mig en eller anden form for fred. Men da den så endelig kom, var det, lidt ligesom når den smukke pige i klassen endelig vil danse med en. Og man tænker: Var det bare det?«.


Jeg spørger, om det gik ud over hans forfængelighed. Han svarer ja – han ville ønske, der ikke dukkede alle de historier om ’sagen’ op, når man googler hans navn. Jeg spørger, hvordan det var at skifte fra rollen som den, der rapporterer, til den, der bliver rapporteret om.

Han svarer, at den tur, han fik gennem mediekværnen, ønsker han ikke for nogen. Jeg spørger, hvorfor i himlens navn han ikke lagde journalistbranchen bag sig og begyndte på et helt nyt kapitel. Han svarer, at han aldrig har drømt om andet end at være journalist.

Men tænkte du over, hvad der var tilbage, da journalistikken blev taget fra dig?

»Det var jo det, jeg skulle prøve at finde ud af. Men det var kun i mine værste mareridt, at jeg havde tanken: Hvad hvis nu jeg aldrig kommer tilbage for at lave det, mit hjerte banker allermest for? Hvad så? Hvad fanden skal jeg så lave?«

»Det eneste, jeg nogensinde har haft lyst til – ud over at være journalist – er at redde nogle børn i udviklingslande, lidt ligesom mine forældre gjorde i Afrika, da jeg blev født. Og jeg talte også med nogle nødhjælpsorganisationer om job dengang. Alligevel var det en skrækindjagende tanke for mig at vende journalistikken ryggen«.

Hvorfor?

»Det svarer til ...«, siger han, standser op et øjeblik og slår blikket hen på en gulnet plakat på væggen, der forestiller et af Leif Sylvesters malerier, »måske at sige til Leif Sylvester: Lad være med at male. Eller sige til en, der elsker at spille fodbold, at han skal holde op med det«, siger han.

»Men der var da bestemt nogle, der spurgte, om jeg havde lyst til at lave noget andet. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at mine forældre var dybt ulykkelige på mine vegne. Min far har spurgt et par gange, om jeg var sikker på, jeg ville tilbage til vilkårene i den branche«.


Hvilken mening var der i at vende tilbage?

»Jeg har knoklet røven ud ad bukserne siden Journalisthøjskolen og har arbejdet mig op og fået mere og mere og mere spændende job. Jeg har stået på Bellahøj Camping, fordi det regnede, og jeg skulle lave et indslag om, at der løb vand ind i teltene – frem til at jeg rapporterede om krigen i Irak eller fra tsunamien eller fra en flygtningelejr i Gaza. Det har givet mening for mig at knokle«.

Men forsvinder den mening ikke i samme øjeblik ...

»Trangen forsvinder ikke«, afbryder han. »Jeg er opdraget til, at man ikke får noget foræret her i livet, men knokler og gør sig umage. Og så er det dét, jeg kan. Det er dét, jeg altid har lavet«.

Jeppe Nybroe ryger en cigaret mere. Kvaser skoddet ned i en lille metalæske, som står på bordet foran ham. Så hvordan kommer man om på den anden side?

»Rigtig meget af det er tid. Jeg har brugt rigtig mange timer på at tale med mine venner og familie. Om meningen med livet. Nogle kender måske det der med at tage i sommerhus med vennerne og drikke rødvin – og pludselig sidder man der og snakker til klokken seks om morgenen og har haft nogle dybe øjeblikke sammen. Og forstår nye sider af livet. Min tur i sommerhus varede tre måneder«, siger han.

»Jeg har nogle meget gode venner og forældre. Det kan lyde pladdersentimentalt, men de reddede nærmest mit liv. De var med til at holde mig fast i virkeligheden. Og sige undervejs: Jeppe, nu er det ved at være overstået. Der er et liv bagefter. Selvfølgelig får du job som journalist igen«.

Omtrent et halv år efter at Jeppe Nybroe stoppede på DR, tilbød Simon Andersen, den daværende chefredaktør for Nyhedsavisen, ham et job som redaktionssekretær, for selv om chefredaktøren var den første, der offentligt og utvetydigt havde kritiseret Jeppe Nybroes indslag fra Irak, syntes han samtidig, de konsekvenser, det fik, var for voldsomme.

Efter Nyhedsavisen gik konkurs, blev Nybroe vært og igangsætter af B.T.’s online-tv, inden han fik jobbet som vært på TV 2 Øst. Det er han glad for. Men spørger man folk i mediebranchen, er de fleste også enige om, at han – igen – nok skal klatre længere op ad karrierestigen. Fordi, som de skeptiske beklager: Folks hukommelse er kort. Eller fordi, som de venligtsindede siger: Man kan arbejde sin gæld af.


Hvordan mærker du i dag, at din troværdighed er blevet beklikket?

»Hvis man kan tale om, at jeg har betalt en pris, så er det, at jeg endnu mere end før er hyperbevidst om, at der ikke skal kunne sættes spørgsmålstegn ved mit arbejde. Jeg er blevet anklaget for alvorlige ting, og det skal jeg jo knokle for at bevise, at jeg tager alvorligt«.

Jeppe Nybroes hund har lagt sig under en stol. Det lyder, som om den sover.

Hvordan har oplevelsen sat sig i dig?

»Jeg har set nuancer af farven sort, som jeg slet ikke vidste fandtes. Det betyder så også bare i dag, rød er blevet mere rød. Blå mere blåt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor?

»Jamen altså. Man kan måske sammenligne sådan en tur med at miste en kæreste eller en, der dør. Tabet i sig selv er forfærdeligt«, siger han, stopper lidt op og begynder et nyt sted.

»En af de ting, der hjalp mig lidt undervejs, er, at jeg læste Benny Andersen – jeg læser ellers ikke digte – men han har et fantastisk digt, der hedder ’Til en, der har mistet en elefant’. Det handler godt nok om kærlighed, men til sidst er pointen: Værre end tabet er tabet af selve tabet. Forstået på den måde, at hvis man ikke kan bruge sorgen eller nederlaget eller ulykken til noget, så bliver det jo først meningsløst. Så bliver det først ulideligt«.


Hvordan har du brugt det?

»Jeg er blevet en bedre journalist. Man lærer af fejl. Og journalister laver fejl ligesom alle andre. På den vis er journalister altid under uddannelse. Og så er jeg blevet en mere kvalificeret ven, tror jeg. Jeg kan mærke, at jeg gør en forskel. Jeg forstår, hvordan der ser ud i de sorte huller, de kan befinde sig i – eller også kan jeg berolige dem med at sige: Det kan blive meget værre. Sagt lidt galgenhumoristisk«.

Fordi det har tilføjet dig flere nuancer?

»Ja – og fordi jeg har oplevet, at ens tilværelse og ens lykke kan blive vendt 180 grader med et knips«, siger han og sætter med to smældende fingre lyd til ordene.

Hvorfor gør det en lykkeligere at vide det? Hvorfor gør det ikke en bange som ind i helvede?

»Med fare for at lyde lidt halvreligiøs har det mindet mig om, at jeg skal værdsætte det, jeg har. Det betyder ikke, at jeg har mistet mine ambitioner og mitdrive, men jeg må bare sige: Jeg har ikke mistet begge ben. Jeg kan gå, endda raskt og frejdigt. Jeg synes sgu, jeg har det godt!«.

...

»Alligevel er der jo stadig sådan nogle som dig, der ringer. Men hvor længe skal vi blive ved med at snakke om det?«.

Vi ser på hinanden.

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Foto: Finn Frandsen

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden