.jpg "Oversize. Egentlig er den ret store bomberjakke og resten af Muf10's tøj lavet til mænd som designeren selv. Men 70 procent af kunderne er kvinder.")
Når Reza Etamadi ser på modebranchen, forestiller han sig, at det er Dødsstjernen i ’Star Wars’. En stor mørk rumstation, som virker uigennemtrængelig, hvis man ikke har den rigtige uddannelse eller kender de rette folk.
»Men det lykkes i filmen for én mand at flyve et rumskib tæt på og sprænge et hul i systemet. Jeg har fået en fod indenfor, og nu tænker folk i branchen: Hvem pokker har lukket ham der ind?«.
Døren, der har åbnet sig for Reza Etamadi, hedder Dansk Design Talent – Magasinprisen. Her er den selvlærte designer og selverklærede gadedreng nomineret med sit mærke Muf10.
SE OGSÅ:
»Det er et blåt stempel, og nu vil folk snakke med mig – også dem, der før mente, at jeg var for langt ude, fordi de havde hørt min historie med gaden, fængslet og så videre«.
Hvis der er noget, der er langt ude, er det, at Reza overhovedet har fået tilkæmpet sig en plads i det fine modeselskab. Han er ny, har ingen uddannelse og har aldrig lavet en hel kollektion. Talentprisen uddeles 27. oktober ved en eksklusiv middag, hvor der plejer at være dresscode med aftenkjoler og smoking. Nogle gange deltager kronprinsesse Mary.
Samtidig er det helt naturligt, at Reza Etamadi har sparket døren ind. Det er sådan noget, han gør sig i.
Ghettorødder
Kontoret højt over Strøget i København er dunkelt, selv om det er eftermiddag, og solen skinner.
»Jeg arbejder helst om natten«, forklarer designeren, mens han viser rundt i lokalerne.
Her er et showroom med færdigt tøj, et arbejdsrum med symaskine, stofprøver og et højt arbejdsbord. Der er også en stue med tv og en dyb sofa, hvor vennerne tager plads, når de kigger forbi. På væggen hænger et skilt med Muf10 skrevet i rød neon.
For få år siden så livet anderledes ud for Reza Etamadi. Han voksede med egne ord op i ghettoen som søn af iranske indvandrere, der var flygtet fra revolutionen.
Forældrene bar på krigstraumer, og Reza lærte tidligt at klare sig selv. Først at tage alene til fodbold i Brøndby, senere at håndtere livet på gaden. Som ung sad han et par år i fængsel.
Han blev ført hen mod mode og Muf10, da han mødte verden uden for blokken.
»Vi var lokale i vores måde at klæde os på, men så opdagede vi byen. Vi havde bestilt bord på natklubben Simons, men fik ikke lov at komme ind. Vores tøj var forkert, fik vi at vide. Det skete flere steder«.
Oplevelserne fik ham til at studere subkulturer og byens stammer. Han så Hellerup-pigerne i mors dyre mærkevarer, drengene med slikket hår og en flaske i hånden, hipsterne med fuldskæg og specialøl. Ingen af delene passede til hans liv og miljø, og så han gik i gang med at skabe en ny stil.
»Jeg er iraner. Vi er gode til at tilpasse os, og jeg er interesseret i at være en del af byen og opleve ’the white man’s world’ sammen med mine venner«.
Gennembruddet for Muf10 har været en meget fotograferet bomberjakke med logo på ryggen. Den skal være kæmpestor - 3XL – selv hvis den bliver båret af en kvinde, der normalt køber medium.
Ja, en kvinde. Rezas design er lavet til fyre som ham selv, men 70 pct. af kunderne er kvinder.
»Det er nye tider, og det er fedt. Tøjet forandrer sig, når man tager noget meget maskulint og sætter på en dame. En fyr i sådan en stor bomberjakke kommer nemt til at se fjollet ud. Kvinder er bare flotte«.
Klæder vennerne på
Reza Etamadi beskriver sin stil som ’hoodwear’. The hood er slang for kvarteret.
»Der er streetwear på den ene side og high fashion på den anden. Hoodwear er et sted i midten. Mit tøj er lavet til gaden. Det er for dem, der normalt ikke bliver accepteret«.
Han har gamle venner, der er på kant med loven, andre er bare vokset op i bydele, hvor man dyrker en anden mode end på siderne i Euroman eller på natklubben Chateau Motel.
En fyr i sådan en stor bomberjakke kommer nemt til at se fjollet ud. Kvinder er bare flotte
