Et historisk vingesus blæste i aftes fra Brandenburger Tor og arenaen O2 World i Berlin og ud i millioner af europæiske tv-stuer.
Årets europæiske MTV-priser blev i år uddelt ved et show i den tyske hovedstad, præcis som det var tilfældet for 15 år siden.
Og når man oveni det lægger det faktum, at en særlig Berlinermur blev væltet for sådan cirka 20 år siden, var der lagt op til en musikfest med politisk og historisk symbolik.
Det løfte blev - til dels - indfriet
U2 takkede Berlin
Det irske superband U2 varmede op til showet med en gratiskoncert ved Brandenburger Tor.
LÆS ARTIKEL
U2 bygger mur i BerlinOg meget passende tog Bono og co. sig også af aftenens første pris - dén for bedste liveband.
Bono, der engang kaldte den daværende franske præsident Jacques Chirac for en 'wanker' fra MTV-scenen, holdt sig denne aften fra kontroversielle udtalelser og nøjedes med et 'Danke schön, Berlin'.
Guitaristen The Edge dedikerede prisen til Berlin, hvor bandet skrev hittet 'One', inspireret af murens fald.
Senere i showet spillede U2 netop 'One', og publikum fik tilmed 'Magnificent' og 'Sunday Bloody Sunday' med i hatten.
Beyoncé blev pristopscorer
Den amerikanske sangerinde Beyoncé var den eneste, der vandt mere end en statuette.
I alt tre blev det til: Bedste kvindelige sanger, bedste sang ('Halo') og bedste video ('Single Ladies').
En hæs Beyoncé takkede skiftevis sine fans, rivalen og veninden Shakira og sin mand, rapperen Jay Z. Sidstnævnte løb også med en pris - i kategorien bedste 'urban navn'.
Derimod måtte amerikanske Kings of Leon gå tomhændede hjem. De havde ellers chancen for at løbe med fem statuetter.
Også Lady Gaga var nomineret fem gange, men måtte nøjes med en pris - for årets bedste nye kunstner. Den karismatiske Gaga var imidlertid ikke til stede i Berlin for at modtage prisen.
I sin takketale sagde hun, at hun var nødt til at blive i New York for at støtte en aids-fond. Det harmonerer dog ikke helt med hendes Twitter-side, hvor hun afslører, at hun er på vej i byen i London.
Farverig værtinde
Aftenen var ligesom sidste år bundet sammen af sangerinden Katy Perry, der var fræk i såvel mund som i udklædning.
Hun gjorde blandt andet grin med rapperen Kanye West, føromtalte Lady Gaga og 'Baywatch'-skuespilleren David Hasselhoff.
Sidstnævnte virkede noget omtåget og vrøvlende, da han skulle give prisen for årets rocknavn til Green Day. Det fik Katy Perry til at insinuere, at han havde kigget lidt for dybt i champagneflasken.
Ellers var det småt med provokationerne i år. Kun et enkelt 'fuck' blev til det i den direkte tv-udsendelse, og det i sig selv er vel nærmest historisk.
fortsæt med at læse





























