Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
MOGENS FLINDT (arkiv)
Foto: MOGENS FLINDT (arkiv)

Medina. I 2010 hørte danskerne mest af alt Medina. Både på DR’s og på de kommercielle radiokanaler, var det hende, der styrede den tunge rotation.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De små pladeselskaber har indtaget hitlisterne

Uafhængige pladeselskaber har succes med deres tålmodige omgang med musikken.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Medina, Medina, Medina.

I 2010 hørte danskerne mest af alt Medina. Både på DR’s og på de kommercielle radiokanaler, var det hende, der styrede den tunge rotation.

Det slog Koda’s årsberetning entydigt fast i torsdags.

På hitlisterne over flest solgte album er det også Medina, der sammen med Rasmus Seebach og Tina Dickow omkranser Kim Larsen i toppen.

Og da pladebranchen klappede sig selv på skulderen ved Danish Music Awards gik de fleste priser til ... Medina.

LÆS ARTIKEL Men Seebach, Medina og Tina Dickow har det usædvanlige til fælles, at de udkommer på uafhængige pladeselskaber. Traditionelt har der altid været en konflikt mellem de fri fugle på indieselskaber som A:larm, Playground, ArtPeople og så de fire multinationale selskaber, de såkaldte majors: Universal, EMI, Sony og Warner. Ud fra skabelonen hentet i Davids kamp mod Goliat har det været en kamp på identitet, hvor de store selskaber sad på hitlisterne, og de små selskaber løb med alle anmelderroserne. I dag er billedet noget mere grumset, og som Mads Rosted fra A:larm siger: »Selv om de store selskaber kan sætte en større økonomi bag en udgivelse, kan de uafhængige lige så godt skabe succes for et nyt dansk band. Og der er endnu ingen beviser for, at de multinationale netværk hjælper, hvis man vil opnå succes i udlandet«. »Den eneste markante forskel er, at de uafhængige selskaber tillader sig at have større tålmodighed«, siger Mads Rosted. Den knækkede kurve Det er kulminationen på en udvikling, der begyndte for ti år siden. Dengang i 2001 dunkede pladebranchens majorselskaber sig traditionelt i ryggen til prisfester og stak statuetter i næverne på hinanden. Men samme år skete der flere ting. For det første kom iPod’en. Derved blev nettets fildelende mp3-kultur en officiel del af musikmarkedet.



For det andet begyndte pladesalget at stagnere. Senere knækkede kurven, og i dag er pladesalget halveret i Danmark.

Kort tid efter fik det uafhængige pladeselskab Crunchy Frog international succes med Junior Seniors ’Move Your Feet’, der torpederede fra den danske undergrund og ind på alverdens hitlister.

Tålmodig omgang med musikken
Den nye musikalske uorden mindskede afstanden mellem de uafhængige og majorselskaberne. Og Universals direktør Casper Bengtsson anerkender da også, at de økonomiske muskler ikke har samme slagkraft i dag:

»Vi har nok været lidt sene til at ændre vores marketingstrategi. Før i tiden kunne man løfte et album med eksempelvis en tv-kampagne, men det kan ikke betale sig i dag med det pladesalg, vi er nede på«.



Casper Bengtsson ser forskellen mellem de uafhængige og majorselskaberne i risikovillighed.

De mindre selskaber tager ikke de store økonomiske chancer og kan derfor tåle en række svipsere, før succesen rammer, mens de store selskaber investerer anseelige beløb i en enkelt plade, specielt i udgifter til indspilning og markedsføring. De penge skulle gerne komme ind igen.

Alligevel har de uafhængige pladeselskaber opnået forbløffende succes med deres mere tålmodige omgang med musikken.

Tålmodighed er en dyd
Et ungt og uafhængigt dansk pladeselskab som Tambourhinoceros har i årets første måneder markeret sig med den ene anmelderroste udgivelse efter den anden.

Der er drysset hjerter, stjerner og superlativer efter plader med senest The New Spring, Thulebasen og ikke mindst Iceage, der tilmed har fået hul igennem til USA og udsolgt deres første oplag af debuten over there.

Tambourhinoceros ledes af Kristoffer Rom og Aske Zidore. Og gør det selv-ånden er fremherskende. For tiden henter Zidore folkduoen Kirsten & Marie efter skoletid for at bringe gymnasietvillingerne rundt på turne.



»Hos os bliver alt gjort frivilligt, og vi er personligt involveret i alle vores bands. Derfor behøver vi hverken at gå på kompromis eller få et band som Kirsten & Marie til at stille op til alt muligt«, siger Aske Zidore og fortsætter:

»Vi holder på, at de selv skal styre det og tage tingene i deres eget tempo«.

Hvis man spørger til en forretningsplan, bliver der stille i telefonen:

»... så længe vi kan blive ved med at lave nye plader og få dem ud, så er jeg tilfreds«, siger Aske Zidore spagt.

Ikke filantroper
Helt så blåøjede er de ikke på Playground Music. Men Søren Falk Madsen abonnerer gerne på Tambourhinoceros’ indstilling til musik:

»På et uafhængigt pladeselskab lægger vi vægt på den kunstneriske frihed og har større tålmodighed. Succes for os kan være at bygge et band op over flere udgivelser, hvor der hos majors er en tendens til, at det skal lykkes i første hug«.

»Men vi er ikke filantroper. I løbet af de sidste ti år, er indieselskaberne ganske enkelt blevet dygtigere og mere fokuserede på, at forretningsdelen også skal hænge sammen«, siger Søren Falk Madsen.

Tålmodigheden og et langt, sejt træk har også været kodeordene for navne som Mikael Simpson og Tina Dickow, der begge udkommer på pladeselskabet A:larm.

Men her vil Universal-direktøren gerne pille romantikken lidt fra hinanden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der findes internationale majors og lokale majors. Selskaber som A:larm, Copenhagen Records og ArtPeople er en del af store koncerner som MBO-Group og PeoplesGroup, der har ret store muskler – bare lokalt«, siger Casper Bengtsson.

Ikke desto mindre påpeger Mads Rosted fra A:larm, at der er en forskel. Medina ville ikke have haft den samme kant på et majorselskab. Hun er bygget op med den tålmodighed, de store selskaber sjældent har:

»Medinas succes er, som dance var i 1990’erne, hvor man byggede det op på dansegulvet, ude på klubberne, og siden bredte det sig til radioen og pladesalg«, siger Mads Rosted.

De nye fusioner
Dansk musik sælger trods al krisesnak stadig pænt. De uafhængige selskaber og deres undergrundsbands har da også fanget majorselskabernes interesse.

»Volbeat var et opsigtsvækkende eksempel. De kommer ud af et miljø, hvor man for nogle år siden aldrig nogensinde havde spået, at der ville komme et band og krydse over til mainstream«, siger Casper Bengtsson.

Vi er ikke filantroper. I løbet af de sidste ti år, er indieselskaberne ganske enkelt blevet dygtigere og mere fokuserede på, at forretningsdelen også skal hænge sammen.



Derfor er Universal også begyndt at tilknytte nogle af de små selskaber. De har lavet aftaler med de tunge rockdrenge på Target, undergrundshiphopperne på Tabu og senest pladeselskabet Tigerspring, der ellers har haft en meget klar indieprofil med et band som det kollektivt summende Choir Of Young Believers.

For et par år siden købte Sony sig ind i Mermaid Records, der har bl.a. Tim Christensen og Turboweekend i stalden. Og hos EMI har et intensiveret talentarbejde (A&R, som branchen kalder det) ført til succesfulde udgivelser med Vinnie Who og When Saints Go Machine.

På den måde har de uafhængige pladeselskaber muligvis sejret sig halvt ihjel. I en usikker tid for pladebranchen kan de store pladeselskabers økonomiske volumen igen blive afgørende.

Alternative toner

Og med mere fokus og professionelle linjer hos de små kan den sidste rest af indie-identitet rinde ud sammen med den tålmodighed, der har givet dem så stor succes i de senere år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ARTIKEL Men undervejs har de uafhængige pladeselskaber måske gjort en lille forskel og skubbet lidt til danskernes musiksmag. Som Mads Rosted konstaterer: »Folk er mere åbne i det her årti; der er kommet en større lydhørhed for alternative toner. Ellers havde Mew, som vi udgiver, aldrig solgt næsten 80.000 af ’The Glass Handed Kite’«.



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden